Fulde navn: Carl Albin Dahl
Født: 2. januar 1900 i Landskrona
Død: 15. februar 1980 i Helsingborg
Helsingør IF – træner: januar 1935 – efteråret 1938 og 25. marts 1947 – 30. juni 1948
Resultater i HIF:
1934/35: 1.Division nr. 8
1935/36: 1.Division nr. 9 (Sjællandsmestre)
1936/37: 1.Division nr. 10
1937/38: 2.Division nr. 4
1946/47: 2.Division nr. 6
1947/48: 2.Division nr. 5
Karriere som spiller: Landskrona BoIS 1915 – 1921, Helsingborgs IF 1922 – 1933 (Seriemester 1928/29, 1929/30 og 1932/33), Växjö BK Efterår 1933. Landshold: 29 A-landskampe og 21 mål for Sverige (1919 – 31). Deltog i de Olympiske Lege i Paris 1924, hvor han spillede to kampe. Allsvenskan: 162 kampe (107 mål) fra 1924/25 – 1932/33
Karriere som træner: (*Albin Dahl var i perioder træner i flere klubber samtidig) Eslövs AIF 1934 (Spillende træner), Helsingør IF* 1935 – efteråret 1938, Helsingborgs IF* jan. 1938 – dec. 1944, Råå IF* 1945 – 1950 (Oprykning til Allsvenskan i 1949), Höganäs BK* 1945 – 1947, Helsingør IF* marts 1947 – juni 1948, Helsingborgs IF jan. 1951 – dec. 1953, Landskrona BoIS jan. 1954 – juni 1956, Råå IF juli 1956 – ?. Albin Dahl var derefter rådgiver i bl.a. Eskilsminne (1961) og Ängelholms IF (1963)
Af Claus Birch
Efter oprykningen til landets bedste række, Mesterskabsserien i 1934, besluttede HIF sig for at ansætte “en rigtig træner”.
Valget faldt på en af datidens mest kendte spillere, den svenske landsholdsspiller Albin Dahl. Han blev engageret af HIF i januar 1935, da fodboldformand Gjelstrup Holm fik hovedbestyrelsens accept til at rejse til Helsingborg og ansætte ham. Dahl var iøvrigt en god ven af “fatter Holm”, som han kaldtes.
Albin Dahl havde spillet 29 kampe for det svenske landshold, og tilhørte tidligere det berømte Helsingborgs IF’s “Mästere-elva”. De gange Dahl spillede sammen med sin bror Hacke Dahl eller Örgrytes Sven Rydell på det svenske landshold, mindedes man deres ubetvingelige og elegante sammenspil – og effektive hovedspil. Albin Dahl blev betegnet som en af datidens allerbedste innerwings.
Det var en umiddelbart succes. “Han kunne sætte Skub i Foretagendet, bringe Spillerne i en Kondition der imponerede, men desuden bibringe dem fin Forstaaelse af Sammenspillets Kunst”, som det er blevet beskrevet.
Populær blandt spillerne
HIFs spillere elskede denne svenske personlighed, og fra HIFs daværende målmand Henry Rosendahl’s erindringer, har vi fundet mange roser til den ambitiøse træner:
– Han er en helt igennem rigtig Træner, med det bedste Træningsprogram jeg har været præsenteret for. Han er mægtig flink og vi holder alle meget af at træne under hans ledelse. En Dag lovede han The til hele holdet dersom vi vandt 6-0. Vi vandt med 6-1, men fik The alligevel.
– Det ene Mål har ikke noget at sige pojkar, svarede Albin.
Hans ambition var, at et hvilket som helst hold i Danmark måtte regne med HIF – selv københavnerne. Det lykkedes nu kun delvist, idet HIF opnåede placeringer som nummer 8, 9 og 10 i de tre år de var i Mesterskabsrækken. Men det var nu også meget godt klaret af provinsfolk!
Selvom Albin Dahl var hyret som træner, er der meget der tyder på at han ved særlige lejligheder (opvisnings- og sommerkampe) selv stillede op som venstre wing.
Han var træner for HIFs bedste hold frem til efteråret 1938, hvor han fratrådte og vendte hjem til Sverige. Efter krigen var han igen træner fra 1947-48.