FC Helsingør – Hørsholm-Usserød IK 2-5

Pokalturneringen, 25. august 2026 på Helsingør Stadion

Nichlas Vesterbæk og Co. fik en lussing i lokalopgøret mod Hørsholm-Usserød IK. Foto: Claus Birch.

Efter en mareridtsstart hvor Hørsholm UI scorede efter blot 50 sekunders spil og var foran 3-0 efter elleve minutter, måtte FCH se sig ydmyget med 5-2 i “Kampen om Kongevejen”. 

Hvis man lærer af sine fejl, så tog cheftræner René Skovdahl en ikke ubetydelig mængde lærdom med sig hjem, efter aftenens pokalkamp mod Hørsholm UI.

For nok stillede FCH-træneren et hold, han havde forventninger til, kunne bringe sit hold videre i pokalturneringen. Men det var også ganske tydeligt, at det var et hold hvor der blev taget en del skånehensyn, med henblik på det vigtigere opgør mod Ishøj allerede fredag aften.

Det betød at han fik set marginalspillerne an, idet kun fire af de spillere der startede i Holstebro, var at finde i startopstillingen mod Hørsholm UI – og kun to – anfører Nichlas Vesterbæk og venstreback Elias Rørsted Christensen, var at finde på samme position.

De to øvrige – Mathias Kisum og Alexander Petræus – havde fået nye roller. Kisum lå igen centralt, men med en langt mere boldstyrende rolle end vi har set i de første kampe, når FCH førte bolden frem. Petræus var rykket frem i en renere angrebsrolle, ved siden af Lucas Borén, men var savnet på kanten!

Udover de mange ændringer i startformationen, signalerede kampens udskiftninger også, at de spillere der må formodes at starte mod Ishøj, ikke skulle spille mere end maksimalt en times tid.

Hos gæsterne havde cheftræner Olcay Senoglu også benyttet lejligheden til at ryste posen og mødte op med 6 ændringer i startopstillingen, i forhold til det hold der senest spillede 4-4 mod Sundby Boldklub.

I dén kamp var Hørsholm UI bagud 0-2 i løbet af nul-komma-fem. Dét havde de tilsyneladende lært lidt af, for i aftenens kamp blev situationen vendt på hovedet.

FCH havde på ingen måde fået de defensive sammenhænge på plads og det udnyttede gæsterne brutalt. Efter 50 sekunders spil lå bolden i nettet bag unge Eliot Guindy første gang, da Louie Helmi fik lov at stå helt alene i bagrummet efter kampens første hjørnespark.

En scoring der rystede de lyseblå og nok ikke mindst målmand Guindy, der mildt sagt så uheldig ud kort efter, da Emil Walløe afsluttede fra distancen.

Ondt gik over i pinligt to minutter senere, da Malik El-Beltagi mistede sin mand og Anas Al-Hummadi kunne gøre det til 0-3. Der var bare spillet 11 minutter…..

Lucas Borén reducerede før pausen, men FCH var aldrig for alvor tæt på at vnde slaget. Foto: Claus Birch.

Havde René Skovdahl håbet, at aftenens kamp kunne bringe nye kandidater i spil til hans mandskab, må skuffelsen have været stor. Især defensivt må der være stof nok til en længere videoaften med truppen.

Og det var ikke kun de fire i forsvarskæden der skal hænges ud. Den defensive opbakning fra kanterne og centralt lod meget tilbage at ønske.

Offensivt så det mere fornuftigt ud og det lykkedes i perioder at få sat et ganske fornuftigt pres sammen. Selvom Sigurd Ulriksen bestemt ikke spillede en af sine bedste kampe, så var han alligevel manden bag reduceringen. Kort før pausen trak han fri og leverede til Lucas Borén, der scorede sit andet mål i FC Helsingør-trøjen.

To minutter senere kunne der være blevet yderligere reduceret, efter et koks i Hørsholm-forsvaret. Målmand Marco Grønholdt kolliderede med sine holdkammerater Marcus Menck og Carl-Emil Husmer, hvorefter bolden sprang i mål. Det var meget svært at forstå dommer Niclas Gomes vurdering af frispark i dén situation.

René Skovdahl skiftede tre mand i pausen, heriblandt anfører Nichlas Vesterbæk og drivkraften Mathias Kisum, mens Yohji Koré var blandt de nye ansigter.

Sidstnævnte fik sat mere skub i offensiven og man sad med en følelse af, at det bestemt ikke var umuligt at vende opgøret på en halvleg.

Men der var igen gjort regning uden en skidt defensiv, der betød at den tidligere FC Helsingør-spiller Alexander Hvid fik alt for let spil til at score to gange på sin gamle hjemmebane.

Så hjalp det ikke meget, at Koré fik reduceret på en flot soloaktion. Facit blev en fortjent sejr til Hørsholm-Usserød IK, der udnyttede den gavebod de blev præsenteret for og nu kan se frem til 3. rundes lodtrækning på torsdag.

For FCH var det dog ikke kun et pokalexit, med mulighed for at fokusere helt på kampene i 3. division. Det var også en kraftig påmindelse om, at der stadig mangler kvalitet i bredden af truppen.

Næste opgave er hjemmekampen mod Ishøj IF fredag aften, også i Helsingør..

Matchfacts
Betano Pokalen 2. runde, tirsdag den 25. august 2026 kl. 17.30 på Helsingør Stadion
FC Helsingør – Hørsholm-Usserød IK (3. division)
2-5 (1-3). Tilskuere: 412
0-1 Louie Helmi (1)
0-2 Emil Walløe (9)
0-3 Anas Al-Hummadi (11)
1-3 Lucas Borén (39) Assist: Sigurd Ulriksen
1-4 Alexander Hvid (64)
2-4 Yohji Koré (67) Assist: Ingen
2-5 Alexander Hvid (69)

FC Helsingør (4-4-2): Eliot Guindy – Malik El-Beltagi, Nichlas Vesterbæk (Anf), Oliver Hald (82.: Jacob Hjorth), Elias Rørsted Christensen (46.: Mikka Heller) – Sigurd Ulriksen (46.: Yohji Koré), Mathias Kisum (46.: Gustav Johansen), Frederik Winding, Ramesh Delsouz – Alexander Petræus (66.: Marc Winkel), Lucas Borén.
Ikke benyttet: Alexander Hasmark Jensen (M), Tobias Nielsen, Marc Birkelund, Sebastian Laustsen.
Cheftræner: René Skovdahl

Hørsholm-Usserød IK (4-2-3-1): Marco Grønholdt (Anf) – Louie Helmi, Markus Menck, Oliver Wettergren, Carl-Emil Husmer – Emil Walløe (46.: Georg Kirkeby), Iago Meljide – Nikolaos Larsen (38.: Alexander Hvid), Nicolaj Fihl (46.: Gustav Holm), Anas Al-Hummadi (67.: Mikkel Norling) – Khalid Al-Ali (46.: Noah Fazal).
Ikke benyttet: Hjalte Dalsgaard (M), Oliver Veggerby, William Knudsen.
Cheftræner: Olcay Senoglu

Advarsler (4): Oliver Hald (45), Malik El-Beltagi (56), Gustav Johansen (60), Frederik Winding (73), alle FCH.

Dommer: Niclas Gomes