Arne Thorius – alias “Diktathorius” – var ny HIF-træner fra sommeren 1970.

Der blev flyttet nogle grænser i sommeren 1970! Selv i den vildeste fantasi, var der næppe nogle af HIF’s spillere, der havde forestillet sig hvad der ventede dem, da de efter sommerferien returnerede for at hilse på deres nye træner.
»Dét her er en fabrik, som skal lave gode fodboldspillere….! Derfor kræver det præcision!«.

Ordene kom fra den 49-årige Arne Thorius, og med ham ved roret, var der ikke længere noget i HIF der var som før. Med Thorius havde HIF’s ledelse sikret sig en bemærkelsesværdig kapacitet, der udover faglig dygtighed også var en arbejdshest af hidtil ukendte dimensioner. Den nye træner havde man hentet i AB, hvor han i tre sæsoner havde haft ansvaret for B-truppen, og med ansættelsen af den uddannede DBU-instruktør var der således varslet nye tider i HIF – på mere end en måde. HIF’s spillere fandt hurtigt ud af hvem det bestemte, og det gjorde ledelsen såmænd også! For Thorius var sin egen herre. Han lavede alt – og derfor ville han også bestemme alt! Det var således ikke uden grund at den lille runde mand, hurtigt fik tilnavnet »Diktathorius«. Indledningsvis brød han med et halvt århundredes tradition, og fik sat UK ud af spillet. For ham var udtagelsen af holdet alene et anliggende for træneren – sådan blev det – og sådan har det været lige siden. En holdleder og vaskemand havde han heller ikke brug for – det klarede den perfektionistiske mand selv – ligesom han suverænt stod for behandlingen af sine skadede spillere….

Som træner var diktatoren et kapitel for sig, og krævede uhørt disciplin af sine spillere. De der udeblev fra træningen uden afbud, kunne således med garanti regne med at blive afhentet på bopælen af Thorius – mens holdkammeraterne stod og ventede!  Et kulturchok er en mild betegnelse for den omvæltning »Diktathorius« skabte omkring HIF’s divisionshold – men effekten udeblev ikke. Thorius var ikke kun hård – han var også ærlig – og på forunderlig vis nød han stor opbakning fra spillerne, der snart var klar til at gå gennem ild og vand for deres træner. Manden gik forrest og arbejdede som et æsel – og det var et eksempel til efterfølgelse! Et turbulent forår blev på denne måde efterfulgt af en efterårssæson af en helt anden kaliber, og med seks sejre i de ti kampe blev enhver snak om nedrykning manet effektivt i jorden. I stedet blev det til endnu en 6.plads, og hvad der var nok så vigtigt var at reserverne i Serie 3, langt om længe sikrede sig oprykning efter flere spændende kvalifiktationskampe.

Der blev slugt et par store kameler forud for 1971-sæsonen! Med Divisionsforeningens stiftelse to år tidligere havde amatørforkæmperne i dansk fodbold for alvor fået kamp til stregen, og nu begyndte de historiske amatørdyder for alvor at smuldre. Således blev det nu tilladt at anvende udlandsprofessionelle spillere på landsholdet, og på klubplan bevægede man sig det første lille skridt mod betalt fodbold. DBU indførte det såkaldte gaveregulativ, der betød at de bedste spillere kunne få udbetalt et gavekort på op til 5000 kroner efter sæsonen til køb af såkaldt varige forbrugsgoder! Den slags behøvede man dog ikke at bekymre sig om i HIF, der havde mere end svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Hovedsponsoren Sparekassen for Helsingør og Omegn havde godt nok betalt 20.000 kroner, da det året forinden blev tilladt at spille med reklamer på klubdragten – men det beløb gjaldt altså for både 1970 og 71…

Alligevel var »Diktathorius« optimist forud for sin første hele sæson i HIF. Den vellidte træner spåede en topplacering, og fremhævede især venstrebacken Steen Berntsen, anfører Birger Peitersen, teknikeren Flemming Larsen, den hurtige wing Freddi Nielsen og den rutinerede målmand Jørgen Jensen som sine nøglespillere. Kort før sæsonstarten måtte Jørgen Jensen imidlertid stoppe sin lange og flotte karriere på grund af sit arbejde, og da også reserven meldte fra, stod HIF’erne i en slem kattepine. Redningen kom i ellevte time – fra Hellebæk – i skikkelse af den tidligere HIF’er Per Rosendahl. Og han skulle med en straffesparksredning i premierekampen hurtigt vise sig at blive en værdifuld mand. I stedet opstod problemerne i den anden ende af banen, hvor målene udeblev i katastrofal grad, trods ganske fornuftigt spil. Den krise løste Thorius ved at flytte Ole Verner Jensen fra midterforsvaret frem som centerforward – og forvandlede ham dermed til HIF’s topscorer med 15 mål. Hen imod slutningen af sæsonen fik HIF-træneren en anden god idé! Han gav lyndebut til den kun 22-årige svenske tekniker Isak Leibowicz, der efter få uger i HIF lignede – og blev – en særdeles spændende spiller! Alligevel var det en meget skuffet Thorius der efter sæsonen måtte konstatere, at facit blot blev en 8.plads – meget langt fra den forventede topplacering….

Alle tiders stadionrekord
Med det forgangne års skuffelse in mente, blev der ikke talt om topplaceringer da Thorius gik i gang med at forberede sine tropper til sæsonen 1972. Der var dog ikke tale om at den farverige træner var begyndt at tage lettere på tingene, tværtimod!

»Hvis ikke det bliver en bedre placering end sidste år, så er jeg færdig med fodbold«.

Til at sikre sin fortsatte trænerkarriere satte »Diktathorius« sin lid til sidste års trup, der var helt intakt, og kun suppleret med en enkelt nyerhvervelse – Snekkersten’s Jesper Petersen. Det var tilgengæld også nok! Den lille vævre venstre wing indskrev sig i historiebøgerne allerede i debutkampen, hvor han scorede samtlige HIF’s 4 mål (!), og han fik for alvor sat liv i HIF’s angrebsspil. Dermed stod det også hurtigt klart, at Thorius kunne fortsætte trænergerningen lidt endnu! Ganske vist var det ikke ligefrem sprudlende fodbold der blev vist, men resultaterne kunne man ikke kritisere. Og hurtigt blev turneringen forvandlet til et intenst kapløb med B.93 som det suveræne førerhold, og med HIF og Lyngby lige i hælene. Rigtig spændende var det dog kun indtil afslutningen af forårssæsonen, hvor det stod krystalklart at Østerbroklubben sad sikkert på den eneste oprykningsplads. Forinden havde HIF dog formået at samle 2200 tilskuere på Helsingør Stadion til 2-0 sejren over Lyngby. Og fjorten dage senere blev der sat stadionrekord, da 3500 tilskuere troppede op til kampen Grundlovsdag mod B.93. De mange mennesker skabte totalt kaos i flere timer før kampen, hvor Ndr. Strandvej en overgang var lukket. På banen var HIF’s forsvar til gengæld åbent, og københavnerne demonstrerede klasseforskel med en 4-0 sejr! Dermed var der reelt ikke mere at spille om, men Thorius jernvilje fik alligevel sat sig præg på HIF’s mandskab, der ganske enkelt nægtede at give op. Det gav 8 sejre i de 10 efterårskampe – og en sikker 2.plads!

Efter den bedste placering i mands minde, var det således ventet af de fleste, at HIF’s veltrimmede tropper også i 1973 ville blande sig i topkampen. Og det kom til at holde stik. Succesen blev igen skabt med »den gamle stamme«, og de mange nye ansigter der dukkede op før sæsonstarten fik det særdeles svært. De eneste nye der reelt var en forstærkning af holdet, viste sig at blive Espergærde-angriberen Jan Johannisson samt især venstrebacken Leif Thomsen der i maj dukkede op fra Esbjerg. Han havde en fortid på ynglingelandsholdet og erobrede med det samme pladsen fra Torben Hjelvang. Nævnes skal også Ejnar Johansen, der var ved at etablere sig på holdet, og fik skabt evig uro i modstandernes rækker med sit rappe fodskifte.

HIF’s værste modstander i oprykningskampen viste sig igen at være et uhyre veloplagt københavnerhold – denne gang i form af Vanløse IF med brødrene Jan og Bjarne Pettersson i spidsen. HIF’erne fulgte godt med, men i september måtte man alligevel slippe grebet i førstepladsen definitivt. Med kun to nederlag hele efteråret var det nu ikke til at se at Thorius’ tropper i sommerferien havde måttet sige farvel til Jesper Petersen, der havde fået et tilbud fra den vesttyske 1.Regionalligaklub Robalden han ikke kunne sige nej til!  Men Vanløse gik ubesejrede gennem turneringen – og igen måtte HIF’erne sidde tilbage med en flot – men nyttesløs – 2.plads!

Dermed stod det også klart, at den populære Thorius – der sagde farvel efter tre en halv sæson – ikke fik den belønning som han havde fortjent mere end de fleste:

Oprykningen til 2.Division!