Vida Byg byder stadionopgradering velkommen

Lokalt byggefrma, der ejer førstesalen på stadion, bakker op om udvidelse

Vida Byg, der ejer førstesalen på hovedtribunen, byder en Superligaudvidelse af stadion velkommen. Foto: Claus Birch.

Der er politisk flertal for en undersøgelse, der skal vurdere mulighederne for at gøre Helsingør Stadion Superliga-egnet. Supergodt, siger direktør Henrik Sørensen fra det lokale byggefirma Vida Byg, der ejer førstesalen på stadion, i et interview med sn.dk.

Stemningen har ikke været den bedste mellem FC Helsingørs amerikanske ejere og lokale Vida Byg, der i sin tid betalte for opførelsen af 1. salen på Helsingør Stadion og dermed ejer lokalerne. Men skulle muligheden for en opgradering af stadion opstå, bliver der ingen modstand fra byggefirmaets side, tværtimod.

– Jeg synes, det er supergodt, hvis området bliver udviklet. Det er til gavn for idrætslivet og byens børn og unge. Jeg synes, vi skal have et virkelig moderne anlæg, og når der nu er behov for det, synes jeg, det skal udvides, men hvordan det skal finansieres, og hvem der skal betale, har jeg ingen holdning til, siger direktør Henrik Sørensen til sn.dk.

Mens det forleden stod klart, at der var politisk flertal for en undersøgelse, efter et møde mellem Helsingør Kommune og  FC Helsingør, så er finansieringen og tidsaspektet stadig et åbent spørgsmål.

Det ligger fast at en konklusion næppe er klar før om seks måneder, hvorved der altså ikke bliver Superliga-fodbold på Helsingør Stadion i efteråret, selv hvis det skulle lykkes FC Helsingør at rykke op. Finansieringen er også et åbent spørgsmål, idet kommunen peger på at private investorer må påtage sig den opgave.