FC Helsingørs målmand Mikkel Bruhn har trukket overskrifter den seneste uge, hvor den stærke keeper to gange er blev fløjet til klubbens udekampe. Senest i aftes, hvor sponsorer stod klar med et privatfly, der fragtede målmanden frem og tilbage til Nordjylland, så han kunne gennemføre sin svendeprøve.
Det blev dog en kamp, som den lange keeper sikkert aller helst vil glemme. En kæmpe brøler midt i første halvleg blev nemlig afgørende for kampen, som hjemmeholdet kæmpede i hus de sidste 45 minutter.
I en ellers ufarlig situation ville Mikkel Bruhn sparke bolden frem ad banen, men serverede den lige for fødderne af Tiago De Leonco, der uden betænkning bankede den hårdt og velplaceret i nettet.
– Det er ærgerligt, for Mikkel står ellers en fin kamp. Men ja, han laver en kæmpe fejl og det må simpelthen ikke ske på det her niveau. Når det er sagt, så sker det så tidligt i kampen, at sådan noget skal vi kunne reparere på, lød det efterfølgende fra gæsternes cheftræner Christian Lønstrup, der ellers var meget tilfreds med indsatsen.
– Jeg har sagt til spillerne, at hvis det er vores DNA fremadrettet, så glæder jeg mig. Vi havde lidt problemer i første halvleg i forhold til omstillinger, men i anden halvleg er det jo os der er på bolden, tilføjede Helsingør-træneren.
Det var Vendsyssel der skabte mest i de første 45 minutter, meget kreeret af den tidligere Helsingør-spiller Bjarke Jacobsen. For gæsterne kneb det gevaldigt med at spille sig til åbne chancer og Vito Hammershøy-Mistrati fra distancen og et par dybe stikinger til André Riel, var det eneste Helsingør bød ind med.
I anden halvleg vendte billedet og som kampen skred frem, kom Helsingør tættere og tættere på den udligning, der kunne have givet dem førstepladsen. Men en velspillende og godt dirigerende Jesper Christiansen i Vendsyssel-målet lod sig ikke overliste, i de situationer hvor gæsterne fik spillet sig forbi den stærke forsvarsduo Søren Henriksen og Chris Sørensen.
– Vi var måske heldige med målet, men når man er aggressiv i sin spillestil, så falder det nogle gange til vores fordel. Man må dog også give cadeau til Helsingør, som er et godt spillende hold. Vi var måske lidt mærket af vores kamp mod Roskilde i søndags og trækker os tilbage, hvilket giver dem initiativet. Vi var ikke det bedste hold på bolden, men hvis man kigger på resultatet, så synes jeg alligevel at det er fortjent, sagde Vendsyssels træner Joakim Mattsson.
1. Division, 7. runde
Onsdag d. 21. september 2016, kl. 19:00 på Bredbånd Nord Arena, Hjørring Stadion
Vendsyssel FF – FC Helsingør
1-0 (1-0). Tilskuere: 921
1-0 Tiago De Leonco (19)Vendsyssel FF (3-5-2): Jesper Christiansen – Jakob Hjorth (81.: Nicolas Bøgild), Søren Henriksen, Chris Sørensen – Rune Frantsen, René Shaki Joensen (46.: Mathias Schlie), Bjarke Jacobsen, Jens-Kristian Sørensen, Christian Overby – Tiago De Leonco, Thomas Dalgaard (60.: Moses Opondo).
Ikke benyttet: Simon Enevoldsen (M), Hakun Edmundsson, Washington Brandao, Ruben Winther.
Cheftræner: Joakim MattssonFC Helsingør: Mikkel Bruhn – Ricki Olsen (79.: Johannes Ritter), Andreas Holm, Rasmus Minor Petersen, Nicholas Marfelt – Mads Aaquist (71.: Morten Bertolt), Vito Hammershøy-Mistrati, Mikkel Fossum Basse, Souheib Dhaflaoui – Tobias Christensen (50.: Martin Koch), André Riel.
Ikke benyttet: Aris Vaporakis (M), Mads Danekilde, Alexander Fioretos, Morten Hegaard.
Cheftræner: Christian LønstrupAdvarsler: Ingen
Dommer: Michael V. Jensen