Ikke helt overraskende er det Vendsyssel FF der har sikret sig FCH-angriberen André Riel. Den 25-årige angriber annoncerede i går, at han stopper i FC Helsingør til nytår.
I dag blev det så officielt at topholdet i Bet25 Ligaen, Vendsyssel FF, bliver angriberens nye klub i de næste tre år. På sin hjemmeside skriver Hjørring-klubben:
– André har på rekordtid etableret sig som en stor profil i 1. division, hvor han for et oprykkerhold har scoret seks gange i elleve kampe og været afgørende for den fornemme start, som de har fået. Han er eksplosiv, teknisk dygtig og uforudsigelig i sit spil. Det – sammen med hans målnæse – gør ham til en opgave for de fleste modstandere, ligesom hans unge alder og hurtige udvikling gør, at vi ser en rigtig spændende fremtid for ham. Vi ser frem til at få ham herop til vinter.
André Riel har fået en fuldtidskontrakt i klubben, hvor han bliver holdkammerat med den tidligere FCH-spiller Bjarke Jacobsen.