Historien i nye rammer

Helsingør's Fodboldhistorie er klar til nye tider

Helsingør’s Fodboldhistorie er en rejse tilbage i tiden, fortalt i ord og billeder.

Tyve år er ingen alder, vel slet ikke når man har eksisteret i 120… ? I internettets tidsalder er det imidlertid noget nær en evighed og der er sket meget siden Helsingør’s Fodboldhistorie så dagens lys som en hjemmeside i 1999.

Den platform som hjemmesiden den gang blev bygget på, er for længst pensionsmoden. Både teknisk og grafisk trængte sitet til den opdatering, som det har fået nu.

Derfor er det med glæde, at jeg nu kan byde velkommen til fodboldhistorien i en ny opsætning, der forhåbentlig rækker mange år ind i fremtiden. Alle de faste bestanddele på den gamle side er blevet opdateret og overført til dette nye design. Det betyder, at du kan finde samtlige spillere der har optrådt for FC Helsingør (Elite 3000) samt alle Helsingør IF’s spillere tilbage til 1934. Også alle kampe tilbage til den gang, kan du surfe rundt i.

Den kommende tid vil sitet blive krydret med spiller- og trænerportrætter, historier fra en svunden tid og  meget mere.

Det er også her jeg løbende opdaterer historien for FC Helsingør, for en kamp er jo historie så snart den er fløjtet af…

Jeg håber Helsingør’s Fodboldhistorie kan fungere som det opslagsværk man lige tjekker en gang imellem, men ikke mindst som et hyggeligt besøg, hvor man kan få genopfrisket nogle af minderne fra en svunden tid.