Værste sæsonstart i FC Helsingørs historie

Fire points og seks mål er aldrig set ringere i FCH-regi

Det er ikke sjovt at være FC Helsingør fan i disse tider. Foto: Claus Birch

Med blot fire point og seks mål i de første ni kampe, har FC Helsingør ikke kun fået en dårlig sæsonstart. Den er også historisk dårlig, idet klubben aldrig siden stiftelsen i sommeren 2005, er kommet så skidt ind i en sæson.

Der er nogle rekorder man er stolt af og så er der dem, man gerne havde undværet. FC Helsingør har i øjeblikket gang i to rekorder, som alle helst ville have været foruden. Aldrig tidligere har klubben nemlig fået så få point og scoret så få mål i sæsonens første ni kampe, som i år.

Hvis vi udelader pokalnederlaget til Lyngby Boldklub, er det blevet til nederlag i 7 af sæsonens første 9 kampe i 2. division. Kun 2-1 over AB og 0-0 mod Brabrand IF har været undtagelserne i den lidet mindeværdige række af resultater.

Indtil i år var nedrykningssæsonen fra NordicBet Ligaen i 2023/24 det historiske lavpunkt, med blot 8 høstede point efter 9 kampe. I 2017/18 hvor FCH rykkede ud af Superligaen blev det til 9 point i de første 9 kampe og samme magre pointtal hentede holdet året efter, hvor man rykkede ud af NordicBet Ligaen for første gang.

Faktisk skal vi mere end 25 år tilbage og tiden med Helsingør IF som flagskibet, for at finde noget tilsvarende den igangværende negative stime. I 1999/2000-sæsonen høstede FCH også kun 4 point i de første 9 kampe og endte på en sikker nedrykningsplads i 2. division. Også i sæsonen 1936/37, hvor HIF rykkede ud af Mesterskabsserien, blev det kun til 1 sejr og 1 uafgjort i de første 9 kampe, hvilket dengang svarede til præcis halvdelen af sæsonen.

Udover de få point, er det såmænd også blev til historisk få mål i år. Sæsonen har indtil nu kun budt på 6 FCH-scoringer og det er ligeledes en rekord, som vi aldrig har set magen til i FC Helsingørs nu tyveårige historie.

Det hidtil mest impotente FCH-hold var i sæsonen 2018/19, hvor de første 9 kampe bød på 7 mål.

Kan det være en trøst, så har tidligere tiders fodboldtilskuere faktisk haft det værre end vi har i dag. I 1982, da Helsingør IF spillede i 2. division, blev det kun til 3 mål i de første 9 kampe og det rakte endda – som i år – til 1 sejr og 1 uafgjort samt 7 nederlag!