
Den 20-årige forsvarsspiller Tobias Elmelund synes tabt for FC Helsingør. Midtstopperen har kontraktudløb til nytår og trods længere tids forhandlinger, er der ikke lykkedes at nå til enighed om en ny aftale for den unge midtstopper.
Efter en skadespause på to måneder vendte Elmelund i oktober tilbage til FCHs trængte 2. divisionshold, men nu tyder alt på at det ikke bliver til flere kampe i den lyseblå trøje i denne omgang. Han har sammen med sin agent Michael Møller fra MVP Danmark talt kontraktforlængelse med klubben, men uden resultat.
– Vi forhandlede med FC Helsingør, men enderne kunne ikke nå sammen. Jeg blev tilbudt en fuldtidskontrakt, men der var andre ting, vi ikke kunne enes om i forhold til de kontraktlige forhold, fortæller Tobias Elmelund til Helsingør Dagblad.
Hvor den boldsikre forsvarsspiller fortsætter karrieren er endnu ikke på plads, men en klub på lidt højere hylde end FC Helsingør, enten i Danmark eller Skandinavien står på ønskelisten op til jul for Elmelund.
Tobias Elmelund er en af mange unge spillere, der er kommet på divisionsholdet fra klubbens talentakademi de senere år. Han debuterede som 18-årig i maj 2023 og fik sit gennembrud i sidste sæson. Han er noteret for 52 kampe og 3 mål i FCH-trøjen.
– Det er vemodigt, men det er nok også det bedste for min karriere. Jeg skal ud og prøve mig selv af i et andet miljø for at lære og for at udvikle mig, siger han til Helsingør Dagblad.