Tobias Augustinus-Jensen forlader FCH

OB-talent fik aldrig helt infriet forventningerne i FCH

Efter 54 kampe og 12 scoringer fortsætter Tobias Augustinus-Jensen karrieren i Kolding IF. Foto: Claus Birch

Den 21-årige kantspiller Tobias Augustinus-Jensen fortsætter karrieren i Kolding IF. Efter FCHs nedrykning var et klubskifte ventet for den tidligere OB-spiller, der nu skal forsøge at genstarte karrieren i NordicBet Ligaen.

Tobias Augustinus-Jensen blev hentet til FC Helsingør i sommeren 2024, som en af de spillere der skulle sikre klubben en hurtig returbillet til den næstbedste række. Den dengang 19-årige offensiv spiller kom på en 2-årig kontrakt fra FC Utrecht, hvor han havde optrådt på hollændernes U21-hold siden skiftet fra OB i januar 2023.

De to år i lyseblå blev dog aldrig den succes som klub eller spiller kunne have ønsket. I stedet for drømmen om NordicBet Liga hedder det nu 3. Division efter sommerferien.
– Det er på den værst tænkelige måde at forlade klubben. Jeg havde håbet på, at vi kunne redde klubben, når vi nu ikke kunne indfri ambitionerne om en plads i toppen. Det er helt skørt, at det er gået sådan, men vi har været alt for dårlige i mange kampe i de to år, jeg har været i klubben. Der har været mange ting, men i bund og grund har det, der er sket på banen, ikke været godt nok gennem de to år, sagde Tobias Augustinus-Jensen fornylig til Helsingør Dagblad.

Debutsæsonen i FC Helsingør bød på 27 kampe og 8 mål, mens den netop overståede nedrykningssæson blot kastede 4 scoringer af sig, også i 27 kampe.

Nu hedder fremtiden Kolding IF, hvor Tobias Augustinus-Jensen er blevet præsenteret på en 2-årig kontrakt.
– I søgning efter en spiller med flair, med ’frækhed’ og en evne til at sætte sig selv og sine medspillere op på sidste tredjedel, var Tobias et oplagt bud på det. Han er i besiddelse af et naturligt offensivt instinkt, han forsøger hele tiden at komme på bolden, han ser og forsøger at spille nogle af de åbninger som mange andre ikke ser, og så sparker han glimrende med begge ben. Nu får mulighed for at sætte det i scene på højere niveau sammen med en gruppe af løbevillige typer omkring sig, og det hårdtarbejdende kollektiv forventer vi også, at han er klar til at melde sig ind i, siger Head of Football Niklas Nürnberg til KIFs hjemmeside.