Efter fire måneder på en lejeaftale fra FC København, har venstrebacken Frederik Bay i dag sat sin signatur på en permanent 2-årig kontrakt med FC Helsingør.
Bay kom til Helsingør i slutningen af januar og har fra starten imponeret, trods sine kun 19 år.
– Frederik er en vanvittigt spændende spiller med et overraskende højt niveau. Man skal huske på, at han kun er førsteårs senior, og det til trods, så spiller han den venstre back med så stor overbevisning, at man en gang imellem glemmer hvor han er, fortæller direktør Janus Kyhl.
– Frederik er ikke blot et kæmpe talent, men også en helt igennem god dreng, som er gået lige ind i klubben med sit gode humør fra første dag. Man fornemmer virkelig at han trives her, og derfor var det også logisk for os alle, at han skulle forlænge sin aftale, udtaler Janus Kyhl.
Frederik Bay er skolet på FC Københavns School of Excellence, og har en række UEFA Youth League kampe, ungdomslandskampe og en enkelt pokal kamp for FC København på CVét. Debut i Superligaen er det endnu ikke blevet til, men står det til Frederik Bay så kommer denne debut hos FC Helsingør.
– Nu skal vi gå efter at komme i Superligaen, lyder det friskt fra Frederik Bay, som glæder sig til at kunne koncentrere sig om fodbolden efter de senere uger har stået på kontraktsnak. Udelukkende fodbold byder de kommende uger dog ikke på, Bay læser nemlig til eksamen i disse dage, og bliver således student i juni måned fra Falkonergården Gymnasium.