
Ifølge Tipsbladet arbejder FC Helsingør med en plan for 17-årige Emil Morgan, der ifølge cheftræner Lluís Planagumá har kvaliteterne til en karriere i udlandet.
Knap er blækket tørt på kontrakten, der sendte Hjalte Lærke til US Lecce, før den næste unge FCH-spiller tilsyneladende er ved at blive kørt i stilling til et salg.
Det er ihvertfald svært at tolke Tipsbladets interview med FCH-træner Lluís Planagumá anderledes.
– Når han har bolden, sker der noget, fordi han tager gode beslutninger, som ingen havde set komme. Han skal fortsat udvikle sig fysisk, men han har kvaliteterne til at komme til udlandet en dag, det er helt sikkert, siger Lluís Planagumá og tilføjer at FCH ikke kan tilbyde Morgan hvad de store klubber kan, så længe FCH ligger i 2. division.
Ifølge Planagumá har FCH lagt en plan for Emil Morgan, som der allerede skulle være interesse for.
Emil Morgan er født i Helsingør og spillede i Snekkersten IF inden han blev en del af FCHs Talentakademi. Sidste sommer skrev han en 3-årig kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.
Offensivspilleren debuterede i august sidste år mod Nykøbing FC, hvor der også blev til scoring i 4-0 premieresejren. Han er indtil nu noteret for 16 kampe på førsteholdet, mens det sidste sæson også blev til 19 kampe og 10 mål i U19 Divisionen.
Emil Morgan var ikke i truppen til premierekampen mod Skive IK.