Tilbage fra italiensk eventyr – nu skal Jacob Hjorth jagte målene for FCH

Angriber med ambitioner har skrevet 1-årig kontrakt med FCH

Jacob Hjorth Søndergaard har spillet sig til en kontrakt i FC Helsingør efter en stærk prøvetræning og mål i begge sommerens træningskampe. Foto: Claus Birch.

Efter nogle ugers prøvetræning og et par succesfulde træningskampe, havde FC Helsingørs trænerteam set det de skulle. I dag har klubben præsenteret den 23-årige angriber Jacob Hjorth Søndergaard på en ét-årig kontrakt.

– Vi vil gerne have nogle, der kan se sig selv i det miljø og den spillestil vi tilbyder og på dén måde vil udvikles, til at blive bedre spillere. Det er i dét segment vi leder, lød det fra FC Helsingørs cheftræner René Skovdahl efter sommerens første testkamp mod FA 2000.

En uges tid efter, er der nu sat flueben ved prøvespilleren Jacob Hjorth, der kommer med præcis den ærgerrighed som cheftræneren efterlyser.

En spiller der har tilbragt nogle år i de lavere rækker, fået færdiggjort sin uddannelse, men også med ambitioner om at drive det til noget mere i fodboldens verden. Med drømmen om at kunne leve af at være fodboldspiller i bagagen, kastede han sig ved nytårstid ud i et fodboldeventyr.

– Jeg har spillet 3. division i omkring tre år hos blandt andet Holstebro, hvor jeg har følt, at tingene har stået lidt for stille i forhold til mine ambitioner. Så har jeg prøvet at tænke i nogle andre baner, og det er nu endt med et skifte til Italien, fortalte Jacob Hjorth til Tipsbladet, da han i januar forlod trygheden i Danmark og satte kursen mod Amalfikysten, syd for Napoli. Her ventede en deltidskontrakt med US Angri 1927, der spillede i den femte bedste italienske række.

Desværre blev opholdet i Angri ikke helt hvad angriberen drømte om, i marts blev kontrakten ophævet og han vendte tilbage til Danmark og Kjellerup IF.

Nu bliver det i stedet i Helsingør, angriberen skal tage det næste skridt i karrieren. Efter de to første træningskampe har den 190 cm høje angriber vist, at han kan finde vej til netmaskerne, med scoringer både mod FA 2000 og Næstved Boldklub.

Jacob Hjorth spillede de tidligste ungdomsår i Holstebro Boldklub, inden han i sommeren 2019 tog springet til AaBs ungdomsakademi. Som senior var han tilbage i Holstebro inden turen gik til Young Boys FD i Silkeborg. Angriberen ved således hvad der venter i 3. division, hvor han nu får muligheden for at etablere sig i FC Helsingør.

Kontrakten med FC Helsingør løber til sommeren 2027.