Thomas Ibsen nyder ophold i FC Helsingør

I startopstillingen for første gang

For første gang siden 20-årige Thomas Ibsen blev lejet i AB, var den defensive midtbanespiller med fra start, da FCH besejrede HIK 2-1. En opgave som den unge spiller løste til perfektion. I samarbejde med anfører Kasper Enghardt, sørgede Ibsen for, at fraværet af Klaus Lykke og Mads Laudrup ikke kostede i tabellen.

Der var dog nogle nerver fra start, erkendte AB’eren.
– Jeg skulle lige i gang. Det er lang tid siden, jeg har spillet en så vigtig kamp fra start, så jeg skulle lige ind og vende mig til det og til holdkammeraterne. Da jeg lige fik smidt de første nerver af, så synes jeg at det gik rigtig godt. Jeg er meget tilfreds og det var dejligt at vinde.

FODBOLD: Thomas Ibsen (FC Helsingør) under kampen i 2. Division Øst mellem HIK og FC Helsingør den 25. oktober 2014 i Gentofte Sportspark. Foto: Claus Birch
Thomas Ibsen var med fra start, da FC Helsingør sejrede 2-1 i Gentofte over HIK.  Foto: ClausBirchDK.

Positionen lige foran det centrale forsvar er Ibsen’s ønskeposition, selvom konkurrencen er hård på FCH-holdet og han nemt kan risikere, at ryge tilbage på bænken, trods den fornemme indsats mod HIK.
– Jeg vil gerne spille en af de to defensive midtbanepladser, hvor jeg kan ligge og erobre bolde, men også være med til at sætte spillet når vi har den.

– Det er to rigtige dygtige spillere så jeg er afklaret med, at jeg kan være tilbage på bænken igen. Men jeg arbejder hårdt til træning og når chancen er der, så må jeg gribe den, siger Thomas Ibsen.

– Uanset hvad, så får jeg noget ud af det. Jeg har fået spillet 3-4 U21-kampe og en træningskamp mod AB. Jeg synes niveauet til træning er højt og det betyder meget, at jeg synes det er sjovt at komme til træning, fortæller han.

Midtbanespilleren var endda tæt på at krydre dagen med sit første mål i den lyseblå trøje.
– Ja, det var rigtigt ærgerligt. Den dumper lige ned i feltet og så får jeg sparket til den mellem venner og fjender. Den rammer lige det yderste af stolpen, så jeg ville have ærgret mig rigtig meget, hvis ikke vi havde vundet.

Thomas Ibsen har en lejeaftale med FC Helsingør der udløber når efterårssæsonen slutter. Hvad der skal ske herefter, ligger endnu ikke fast, fortæller han.
– Lige nu forholder jeg mig ikke til, hvad der skal ske efter jul. Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg er helt vild glad for at være her og jeg er glad for dem omkring holdet og mine medspillere. Det er et højt niveau og man ved aldrig hvad der sker. Lige nu nyder jeg bare at være i Helsingør og efter sidste kamp må vi se hvad de forskellige parter er interesseret i. Men jeg er rigtig glad for at være her, siger AB’eren, hvis kontrakt med akademikerne løber til sommer.