En af firsernes store stjerner og publikumsyndlinge var fighteren Stig Jensen, der udover en stor arbejdsradius kunne tryllebinde med sine skarpe driblinger og mange mål. Selv da ryggen drillede nægtede han at give op, lige til den dag han endte på en båre i Esbjerg…..

– Jeg har svært ved at give op!
Selvom Stig Jensen flere gange var blevet rådet til at kvitte fodbolden på grund af problemer med ryggen, var han ikke så nem at stoppe. Selv prædikatet “fodboldinvalid” fik kun den elegante midtbaneslider til at holde en pause.
Tidligt fik han således problemer med en lændehvirvel i ryggen og måtte droppe fodbolden i en periode. Men Stig kunne naturligvis ikke holde sig i ro og med specielle øvelser og behandlinger blev midtbanespilleren klar igen. Han kunne simpelthen ikke holde sig fra græsset!
Derfor stod det vel nærmest skrevet i stjernerne, at karrieren skulle ende brat – en søndag i Esbjerg, den 20. maj 1990. Midt i 2. halvleg blev han båret fra banen, i hvad der skulle vise sig, at blive hans sidste divisionskamp for HIF.
I 239 kampe havde han underholdt og 65 gange sat sidste fod – eller hoved – på bolden inden den susede i nettet.
Stig Jensen var en profil, der leverede underholdende fodbold. Den konstruktive dribler og spilfordeler, men også den farlige målscorer. Og hvad der er nok så usædvanligt i denne sammenhæng, også den indædte fighter. Der var ikke mange kvadratmeter af banen der forblev urørt når Stig var i aktion.
Allerede i debut-sæsonen 1980 viste han et talent udover det sædvanlige. Det var HIFs daværende træner Preben Arentoft der lancerede den nyoprykkede yngling med disse ord:
– Jeg indrømmer ærligt, at jeg er imponeret af, hvad sådan en knægt kan finde på. Han spiller som en garvet kæmpe og har slet ikke respekt for, hvad modstanderne finder på at stille over for ham af kendte navne.
Stig Jensen
Født: 24. juli 1961
Position: Midtbane / Angreb
Klubber: Helsingør IF
Kampe / Mål for HIF: 239 / 65
Årets Spiller i HIF: 1982
Årets Fighter kåret af HIF-Fodboldfans: 1989
Stig blev allerede i 1982 kåret til Årets Spiller i HIF og opnåede at blive topscorer for klubben i 1984 og i oprykningssæsonen 1986. Gennem hele karrieren spillede han den konstruktive offensive midtbanerolle eller som målscoreren i front. Specielt hans mangeårige sammenspil med Jan Blomsterberg, vil fremstå som en særlig duo i HIFs historie.
Blandt de mange mål huskes især dét, der reddede HIF fra nedrykning til Danmarksserien på sidste spilledag i Nørresundby i 1984. Blot tre minutter før tid fik han skramlet bolden gennem mudderet og sikret HIF en livgivende 3-2 sejr.
Stig nåede også at blive anfører for HIF – i comebacksæsonen 1987 i 2. Division – og forblev noget så sjældent som en one club man. Han spillede i HIF hele karrieren!
Trods den triste afslutning på karrieren kom Stig heldigvis tilbage i fuld vigør og tryllede i mange år på HIFs “stjernehold”, ligesom han en kort overgang var involveret i bestyrelsen.