Spændende 3. division i vente

Flere helt nye modstandere for FC Helsingør

Frems tilhængere plejer at skabe en fest, når traditionsklubben tager imod hjemme i Valby Foto: Claus Birch

Selvom skuffelsen over nedrykningen stadig sidder i de fleste, er det tid at kigge fremad. Her venter en særdeles spændende 3. division med mange københavnske og sjællandske kampe. Også de første træningskampe er på plads.

At FC Helsingør i den kommende sæson tørner ud i landets fjerde bedste række, kan retteligt kun betegnes som skuffende, økonomi og spillermateriale taget i betragtning.

Men når skaden nu er sket, så er det værd at notere sig at 3. division 2026/27 kan blive en rigtig tilskuervenlig række, men klar overvægt af københavnske og sjællandske klubber.

På nuværende tidspunkt kender vi navnene på 11 af de 12 klubber i rækken. Kun den sidste oprykker fra Danmarksserien mangler. Det bliver et opgør mellem Glostrup FK og ASA, Aarhus, der udkæmper den duel over to kampe den 17. og 21. juni.

Af de 11 kommende modstandere er der således 5 (måske 6) fra København og 3 fra Sjælland. Kun Næsby fra Odense, Holstebro BK fra vestjylland og måske ASA, Aarhus kræver en tur over Storebælt.

3. division 2026/27:
FC Helsingør (nedrykker fra 2. div)
Ishøj IF (nedrykker fra 2. div)
Næsby BK
Brønshøj BK
Vanløse IF
Hørsholm-Usserød IK
Holbæk B&I
Sundby BK
BK Frem
Ringsted IF (oprykker fra DS)
Holstebro BK (oprykker fra DS)
Glostrup FK / ASA, Aarhus (oprykker fra DS)

Blandt kampene kan man se frem til et spændende lokalopgør mod opkomlingene fra Hørsholm-Usserød IK samt kampe mod de gamle københavnske traditionsklubber Brønshøj, Vanløse og ikke mindst Boldklubben Frem. Hertil kommer et par interessante opgør mod Holbæk B&I samt Ringsted IF. Sidstnævnte har haft en forrygende sæson i Danmarksserien og var tæt på at eliminere Esbjerg fB i Oddset Pokalen.

Fire – måske fem – af de kommende modstandere er helt nye i FC Helsingør-regi, der aldrig tidligere har mødt Næsby BK, Hørsholm-Usserød IK, Ringsted IF, Holstebro BK eller ASA, Aarhus i en officiel kamp.

FC Helsingør har endnu ikke løftet sløret for sommerens træningskampe, men vi erfarer at ihvertfald tre kampe er på plads:
11/7 FC Helsingør – FA2000
19/7 Næstved BK – FC Helsingør
25/7 FC Helsingør – Glostrup FK

Den kommende sæson sparkes i gang i weekenden 1./2. august, med sidste spilledag i efteråret den 14./15. november. Første runde i Oddset Pokalen spilles i dagene 4.-6. august.