
En 2-0 føring i skæbnekampen mod Skive IK lignede en mulig redningsplanke, men i slutfasen gik det galt og et enkelt point i udekampen er kun lige nok til at holde et spinkelt håb i live.
FC Helsingør stillede med uændret startformation i den vigtige bundkamp og fik en drømmestart med et mål efter bare elleve minutters spil. Mathias Brems servede bolden ind i feltet, hvor Cheikh Ibra Diouf headede i en blød bue over Skive-keeper Nicolai Christensen, der blev fanget på det forkerte ben.
Et mål der kunne have givet momentum, men som så ofte før i denne sæson var boldomgangen ikke god nok. Det gav de gulblusede mulighed for at presse FCH tilbage mod eget felt, uden det dog gav de helt åbne chancer til skibonitterne.
Spillemæsigt blev det ikke meget bedre efter pausen, men efter et kvarter tilsmilede heldet de lyseblå. Tobias Augustinus-Jensens indlæg var egentlig på vej ud af banen, med Cheikh Ibra Diouf fik fat i bolden og sendte den ind foran mål. Her fik Nicolai Christensen ikke fat i kuglen og så markede linjedommeren for mål til FCH. En scoring som i første omgang lignede et selvmål af den uheldige Skive-keeper, men senere blev tilskrevet Cheikh Ibra Diouf.
En meriterende føring, kampens vigtighed taget i betragtning, men det endte som en møllesten om halsen på FCH. Spillet var nervøst og da Skive fik reduceret ved forsvarsspilleren Frederik Warrer tyve minutter før tid, var panikken total.
FC Helsingør havde mere end svært ved at holde bolden i egne rækker og fik alt retur. Ikke mindst hjemmeholdets dødbolde havde FCH svært ved at håndtere og to minutter før udløbet af de 90 minutter gik det galt. Abdoulie Njai fik ikke clearet og i den efterfølgende sekvens kunne indskiftede Anders Fæster score det vigtige 2-2 mål for hjemmeholdet.
En kæmpe nedtur for FCH der fortsat har 7 point op til redning, med nu kun 5 kampe tilbage.
– Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal finde ord lige nu. Det er enormt hårdt for alle mand, at vi afleverer to point på den måde til sidst. Det må ikke ske i sådan en kamp, vi skal vinde, og hvor vi er foran med to mål indtil der mangler 20 minutter. Vi kommer ikke til at give op, før det er endeligt slut, men det her var en alvorlig streg i regningen, fordi det var mod det hold, vi skal indhente, sagde et dybt skuffet anfører Mikkel Knudsen til Helsingør Dagblad efter kampen.
FCH skal i ilden igen allerede onsdag, hvor Fremad Amager gæster Helsingør i en ny skæbnekamp.
Matchfacts
2. Division, fredag den 8. maj 2026 kl. 19 på Hancock Arena i Skive
Skive IK – FC Helsingør
2-2 (0-1). Tilskuere: 423
0-1 Cheikh Ibra Diouf (11) Assist Mathias Brems
0-2 Cheikh Ibra Diouf (59) Assist Tobias Augustinus-Jensen
1-2 Frederik Warrer (71)
2-2 Anders Fæster (88)
Skive IK (3-5-2): Nicolai Christensen – Malthe Bøndergaard, Samuel Juel, Frederik Warrer – Viktor Hoff (60.: Oliver Østergaard), Oliver Amby (81. Toby Pedersen), Mathias Nedergaard (60.: Lasse Overgaard), Christian Kudsk (Anf)(81.: Anders Fæster), Daniel Thøgersen – Gustav Callø, Frederik Sloth.
Ikke benyttet: Oliver Bjerregaard (M), Mads Christiansen, Sebastian Madsen, Reza Ghotbabadi, Lukas Wagner.
Cheftræner: Anders Jensen
FC Helsingør (4-4-2): Maksymilian Boruc – Mikkel Knudsen (Anf), Mads-Emil Langberg, Daniel Arrocha, Mathias Brems – Abdoulie Njai, Aksel Jørgensen (86.: Frederik V. Kristensen), Frederik Winding, Tobias Augustinus-Jensen (86.: Nikolaj Bagger) – Cheikh Ibra Diouf, Casper Holmelund (78.: Noah Jakobsen).
Ikke benyttet: Hjalte Petersen (M), Sebastian Slettegaard, Dimitri Kassekar, Tobias Nielsen, Gustav Johansen.
Cheftræner: René Skovdahl
Advarsler (2): Aksel Jørgensen (79), Abdoulie Njai (94), begge FCH.
Dommer: Philip Hovgaard Lassen