Senegalesisk trio drager videre

Dimitri Kassekar, Ameth Diouf og Cheikh Ibra Diouf har sagt farvel til FCH

Dimitri Kassekar var en profil på FCHs midtbane indtil en skade holdt ham ude af holdet det sidste halve år. Foto: Claus Birch

Efter to sæsoner med senegalesisk islæt på FCHs bedste hold, er det afrikanske kapitel slut for denne gang. Klubbens tre spillere fra Senegal har sagt farvel til Danmark og fortsætter fodboldkarrieren under sydligere himmelstrøg.

FCH står foran en sommer med en større udskiftning i spillerstaben og ikke overraskende har det betydet et farvel til Dimitri Kassekar, Ameth Diouf og Cheikh Ibra Diouf. Mens de to førstnævnte havde kontraktudløb denne sommer, har Cheikh Ibra Diouf fået ophævet sin kontrakt og dermed er det er samlet farvel til trioen fra det vestafrikanske land.

Som den første af de tre, skrev FCH i juli 2024 kontrakt med Dimitri Kassekar. Den centrale midtbanespiller kom efter et ophold hos den spanske klub CD Atlético Paso og viste sig frem om en arbejdsom og fysisk stærk midtbanespiller med et stort løbepensum og gode evner i duelspillet.

Kassekar fik noget af en mareridtsdebut, da han begik straffespark og blev udvist i udekampen mod AB. Men relativt hurtigt blev han fast mand på holdet, indtil en skade i slutningen af 2025 satte ham tilbage og i det forgangne forår lykkedes det ikke Kassekar at komme nærmere end en bænkeplads. FCHs 27-årige 8’er nåede 42 kampe for klubben og er nu i Paris.

Et par måneder senere – i september 2024 – fik Kassekar selskab af landsmanden Ameth Diouf, der kom på en fri transfer fra Senegal, hvor han senest havde spillet i Stade de Mbour.

Han blev betegnet som en hurtig, offensiv midtbanespiller, men fik først sin debut det følgende forår. Diouf var herefter fast på holdkortet det meste af 2025, som en af cheftræner Lluís Planaguma’s foretrukne centrale midtbanespillere. Men med ansættelsen af Christian Iversen og senere René Skovdahl røg senegaleseren helt ud af holdet. Den 22-årige spiller nåede 31 kampe og 3 mål for FCH og er rejst videre til Ialien.

Den senegalesiske duo blev til en trio i efteråret 2025, da Cheikh Ibra Diouf blev hentet efter to sæsoner i Frankrig hos Valenciennes FC. En administrativ fejl gjorde imidlertid, at da han endelig fik sin arbejdstilladelse var det for sent at få spilletilladelsen på plads og derfor var der først debut til angriberen dette forår. Det har givet 5 scoringer i 15 optrædener for den 22-årige spiller, der egentlige havde kontrakt til sommeren 2027. Den er nu blevet ophævet og Cheikh Ibra Diouf er taget tilbage til Senegal.