Søndag den 3. september 1939 blev en ganske usædvanlig dag i HIFs historie. Ugen forinden havde HIF overraskende vundet hele 5-1 i en 2. divisionskamp i Odense mod B.1913, men både i Helsingør og resten af Europa havde man i mellemtiden fået andet at tænke på…..
Fredag den 1. september sendte den tyske rigskansler Adolf Hitler nemlig sine tropper over grænsen til Polen, og kastede Europa ud i krig og ulykke. Situationen var anspændt, også i Danmark, og sporten blev for en tid ganske sekundær. I første omgang fortsatte man imidlertid med det planlagte program, og det betød at søndagens kamp mod 3. divisionsklubben Korsør på Helsingør Stadion blev gennemført som planlagt. Opgøret var et led i turneringen om Sjællandsmesterskabet, der blev afviklet blandt SBU’s bedste klubber – på de ledige spilledage i Danmarksturneringen.
Men indkaldelse af unge mænd til militærtjeneste var allerede i fuld gang, og det kom til at gå hårdt ud over Korsør. Vestsjællænderne manglende hele 7 ordinære spillere, mens HIF kunne nøjes med at erstatte 2 mand. Målmanden Birger Persson var indkaldt til svensk militærtjeneste mens højre wing Sigurd Lerche skulle møde i dansk tjeneste.
Men det blev innerwingen Villy Nilsson der ganske stjal opmærksomheden. Hele 11 mål scorede han – heraf 7 i træk i anden halvleg!!!
HIFs hold i denne kamp så i helhed således ud: Henry Rosendahl – Skjold Christiansen, Knud Petersen – Alfred Jensen, Holger Schlosser, Lennart Ahlstrøm – Marius Madsen, Villy Nilsson, Anker Cramer, Ernst Møller og Knud Jensen.
Det mest bemærkelsesværdige ved denne rekord er imidlertid, at selv samme Villy Nilsson var tæt på at slå den – bare to år senere. I en ordinær Danmarksturneringskamp mod – Korsør !!!!! – vandt HIF nemlig sin hidtil største sejr på 16-0. Og Nilsson scorede såmænd hele 10 gange……