Det bliver Danmarksserieklubben Ishøj IF der fremover får glæde af Ricki Olsen, der forleden annoncerede sit stop i FC Helsingør. Dermed bliver den 31-årige højrekant en i rækken af markante navne hos den ambitiøse klub.
Osama Akharraz, Christian Offenberg, Adnan Mohammad, Mohamed Azaquoun, Şaban Özdoğan og nu også Ricki Olsen, Jean-Claude Bozga og Birol Serinkanli.
Danmarksserieklubben Ishøj IF, der er stiftet som en sammenlægning af SB50 og Ishøj Boldklub i 2017, går tilsyneladende en stor sæson i møde. Ihvertfald er det efterhånden en ganske pæn trup af rutinerede divisionsspillere klubben råder over.
Senest er Ricki Olsen blevet præsenteret som ny spiller i den røde spilletrøje:
– Ricki har desværre ikke spillet så meget, men han har været en fantastisk højreback i mange år. Vi har haft udfordringer på højreback, og da Ricki skulle få det til at passe med sit studie, så var det oplagt, at han kunne komme ud til os. Nu har jeg set ham to gange til træning. Han er bundrutineret. Han er god. Han kan virkelig sparke til en bold, og han er en ledertype på banen. Det har vi savnet lidt, siger klubbens sportsdirektør Murat Kütük til bold.dk.
I Ishøj IF, der har Erdogan Aslan som cheftræner, bliver Ricki Olsen holdkammerat med adskillige spillere, som han kender fra tidligere. Således var han holdkammerat med Jean-Claude Bozga i HB Køge og Birol Serinkanli i Holbæk B&I/Nordvest FC. Derudover genforenes han med Adnan Mohammad og Osama Akharraz fra tiden i FC Helsingør.
Ricki Olsen spillede 130 kampe for FC Helsingør i to perioder fra 2014 – 20, afbrudt af en enkelt sæson i HB Køge.