FC Helsingør kom ud af superligasæsonen med et mindre overskud, efter at have tredoblet omsætningen til knap 30 mio kroner, meddeler klubben, der netop har afholdt sin årlige generalforsamling.
“Tæring efter næring”, understregede FC Helsingør ledelse adskillige gange i løbet af sidste sæson. Trods nedrykning formåede man at holde sig til den filosofi. Dét dokumenteres af klubbens årsregnskab, der netop er blevet offentliggjort. Heraf fremgår det, at FCH i det senest regnskabsår – der sluttede 30. juni 2018 – havde et mindre overskud på 12.957 kroner.
Omsætningen var den største i klubbens historie med 29.983.932 kroner. Et beløb der var superligaens mindste, men omkring tre gange større end klubbens omsætning i oprykningssæsonen 2016/17, der var på 9.965.548 kroner – og et overskud på ligeledes beskedne 4.129 kroner.
I sin beretning sagde formand Finn Moseholm blandt andet.
– Opholdet i Superligaen har været en kæmpe oplevelse, men det har også kostet mentalt på hele organisationen.
Han fremhævede også klubbens hastigt voksende talentarbejde.
– Sæsonen 2017-18 har igen været en fantastisk sæson for FCH-Talent. Det er p.t. Danmarks hurtigst voksende på ungdomssiden og os bekendt er der ingen, der er gået fra en T-licens til et wildcard og nu B-licens på kun to år.
På generalforsamlingen var der genvalg af Henrik Specht, mens Nicholas Brace Olsen afløste Thomas Pihl i bestyrelsen. Elite 3000 Fodbold ApS har udpeget Finn Moseholm og Kim Laustrup til bestyrelsen.
FC Helsingør bestyrelse har dermed følgende sammensætning: Finn Moseholm (formand), Henrik Specht, Kurt Finn Bannerhoff, Michael Kongsted, Allan Sønderskov Darren, Nicholas Brace Olsen og Kim Laustrup.