En lille uge efter lodtrækningen, er FC Helsingør og Randers FC nu blevet enige om placeringen af opgøret i DBU Pokalens 4. runde.
I forhold til de fleste øvrige kampe i runden, er opgøret på Helsingør Stadion rykket en uge frem og spilles nu onsdag den 21. oktober kl. 15. Det tidlige tidspunkt naturligvis, fordi et lysanlæg endnu kun er en fremtidsdrøm i sundbyen.
FC Helsingør har tre gange tidligere nået pokalturneringens 3. runde, men skal nu for første gang i aktion blandt de sidste 16 klubber.
Det er iøvrigt anden gang FC Helsingør møder randrusianerne i pokalturneringen. Tilbage i efteråret 2006 – bare et år efter klubbens stiftelse som Elite 3000 – vandt superligaklubben 5-2 i Helsingør.
Kan du huske kampen? – ellers tag med en tur ned ad Mindernes Allé her:
20. september 2006
Helsingør faldt med æren i behold
Af Claus Birch
Sensationen udeblev, da Helsingør tog imod superliga stjernerne fra Randers FC. Men selvom Goliath som ventet vandt duellen mod David, var der lutter smil på de slagne helsingoranere, da de efter 90 minutters usandsynligt hårdt arbejde forlod grønsværen.
For de undertippede nordsjællændere faldt med ære, i et opgør hvor de to gange rystede gæsterne, og fik rekordpublikummet betingelsesløst bag sig.
For de fleste af Helsingørs spillere var det karrierens største oplevelse, understreget af svenskerduoen Patrik Norell og Dimitri de Martignac, der efter slutfløjtet trak af sted med Stig Tøfting i hver sin arm, for at blive fotograferet til familiealbummet.
Det var i sandhed de små mod de store, og trods nederlaget fik publikum den oplevelse de kom for.
Helsingør-træner Lars Dalsborg troede på muligheden for sensation, men frygtede en reel afklapsning. Resultatet blev derimellem, og træneren var tilfreds… Næsten.
– Vi præsterede godt og tabte med ære. For forskellen var jo til at se, ikke mindst i deres temposkift, hvor det gik rigtig stærkt. Men når det er sagt, så synes jeg deres mål var lidt for billige. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de havde arbejdet lidt mere for at få dem.
Allerede fra kampens start stod det klart, at Helsingør stod overfor en nærmest uløselig opgave. Gæsternes midtbane med Carsten Fredgaard, Alex da Silva og Stig Tøfting satte sig straks igennem, og der var benovelse at spore hos lidt for mange helsingoranere.
Efter få minutter var målmand Michael Skjold Hansen for første gang i aktion, og i det hele taget fik Helsingør-anføreren rig mulighed for at vise sine evner. Gæsterne kom planmæssigt på 2-0 – i begge tilfælde fordi Randers-angriberne opfattede mulighederne hurtigere, end Kronborg-byens forsvar er vant til i Kvalifikationsrækken.
Men opgøret fik et ægte stænk rosenrødt pokaleventyr, da Patrick Petersen kvikt spillede Jonas Rohrberg fri i dybden. Og her svigtede den målfarlige forward ikke, selv mod et superligaforsvar. Det var en drøm der gik i opfyldelse for den 20-årige helsingoraner, der slet ikke kunne fatte, at han gentog kunststykket efter pausen:
– Fantastisk, fedt, hvad skal jeg sige. Det var næste som om tiden stod stille, da den første bold gik i mål, og så kom brølet fra tribunerne. Det var klart hårdere end til daglig, mere skubberi og små tricks, men det var min største oplevelse som fodboldspiller, smilede den stadig omtumlede angriber i omklædningsrummet.
Rohrbergs scoringer rakte dog ikke mod et Randers hold, der havde tilbagevendte Stig Tøfting i aktion på midtbanen i hele kampen og med en særdeles gennembrudsfarlig Alex da Silva. Helt i front voldte senegaleseren Djiby Fall evig uro, og i det hele taget virkede gæsterne som et mandskab, der ikke tog let på opgaven med at forsvare pokaltitlen.
Hos Helsingør faldt ingen igennem, mens en hårdt arbejdende midtbane med Daniel Husen, Sebastian Hviid og Dimitri de Martignac stod stærkt. Også Jacob Jensen viste imponerende gennembrudsfarlighed, og i hver deres ende af banen fik Michael Skjold Hansen og især Jonas Rohrberg sat deres fingeraftryk på opgøret.
Det var pokalfodbold i den rette ånd. Randers FC lever videre i pokalen, mens Helsingør lever videre på mindet.
DBUs Landspokalturnering, 3. runde
Onsdag d. 20. september 2006, kl. 16.45 på Helsingør Stadion
Elite 3000 Helsingør – Randers FC
2-5 (1-3). Tilskuere: 679
0-1 Djiby Fall (10)
0-2 Alex da Silva (22)
1-2 Jonas Rohrberg (37)
1-3 Alex da Silva (41)
2-3 Jonas Rohrberg (54)
2-4 Djiby Fall (63)
2-5 Todór Yanchev (80)Elite 3000 (4-4-2): Michael Skjold Hansen (Anf) – Jacob Jensen, Jacob Wedell, Marc Kraft, Christian Pind (57.: Mikkel Vindahl Nielsen) – Paw Bendixen (26.: Christoffer Thaysen), Dimitri de Martignac, Sebastian Hviid, Daniel Husen – Patrick Petersen (46.: Patrik Norell), Jonas Rohrberg.
Ikke benyttet: Christian Haberecht (M).
Cheftræner: Lars DalsborgRanders FC (4-4-2): Martin S. Jensen – Søren Pedersen (72.: Imad Khalili), Søren Holdgaard, John Sandberg (Anf), Peter Christiansen – Alex da Silva, Stig Tøfting, Todór Yanchev, Carsten Fredgaard – Karsten Johansen, Djiby Fall (63.: Thomas Dalgaard).
Ikke benyttet: Martin Pedersen (M), Issah Ahmed.
Cheftræner: Lars Olsen.Advarsler: Christian Pind (49), Dimitri de Martignac (59), Patrik Norell (89), alle Elite 3000. John Sandberg (85), Randers FC.
Dommer: Jesper Overgaard