Født: 28. maj 1948
Karriere som spiller: Boldklubben Frem (1967 – 80, 345 kampe og 110 mål).
Landskampe: 4U, 5Y og 1J
Karriere som træner: Boldklubben Frem (2. hold 1981), Tårnby Boldklub (1982-84), Helsingør IF (1985-89), Boldklubben Frem (1990 – september 1993), Herfølge Boldklub (Oktober 1993 – November 1998), AB (November 1998 – April 2000), Trelleborg FF (Januar 2001 – Juni 2001), Boldklubben Frem (Oktober 2001 – Oktober 2003), B.93 (April 2005 – December 2005)
Årets Træner: 1990 og 1991
En af de absolutte hovedpersoner i HIFs succesperiode i slutningen af firserne. Efter en lang spillerkarriere i Frem var Ole et ukendt trænernavn, da han tog over i HIF. Fem år senere var han et eftertragtet navn, der overtog Frem’s 1.divisionshold – og blev kåret til Årets Træner. “Miraklet fra Valby” var et ukompliceret menneske, der forlangte hårdt arbejde og ærlighed. Og han var ikke indstillet på at uddele fribilletter. Da HIF og Brøndby indledte samarbejdet i 1988, var kommentaren fra Ole Mørch:
– Kun de spillere der er gode nok, kommer på HIFs førstehold. Og det uanset om de kommer fra Real Madrid eller Svogerslev.
Han startede trænerkarrieren med Danmarksserieholdet i barndomsklubben Frem i 1981. Herefter var han tre sæsoner i Tårnby Boldklub, som han førte op i Danmarksserien.
I forsommeren 1984 annoncerede HIF at Erik Gynild stoppede med årets udgang og så ringede telefonen hos fodboldformand Keld Agri:
– Vil I ha’ Danmarks bedste træner ?
– Hvem er det ? – Kender du en ?
– Det er mig!
Snart efter trillede 38-årige Ole Mørch nordpå bag rattet i sin gamle bulede Toyota Stationcar, og efter en kort ansættelsessamtale i klubhuset på Hymersvej var jobbet hans på en ét-årig kontrakt.
Starten var usædvanlig, men det var manden og fortsættelsen så sandelig også. Mørch’s ankomst betød et markant stilskifte. Han var ikke kun en anden generation end sine forgængere, også en helt anden type og han blev manden bag den succes HIF-Fodbold opnåede i sidste halvdel af firserne. Det kom til at stå i skarp kontrast til mandens senere meriter, at man ved pressemødet den 19. juli præsenterede den nye og relativt uerfarne træner med ordene:
»Vi har måttet skrue ambitionsniveauet lidt ned, med den placering vi nu indtager!«
Det kom ikke til at vare længe, før der blev skruet op igen!
Allerede i 1986 førte Ole Mørch HIF op fra 3. Division Øst og i den næstbedste række blev det til 5. pladser i både 1988 og 89.
Efter tiden i HIF vandt han DM Bronze med Boldklubben Frem i 1991/92. En bedrift han gentog i 1998/99 med AB, som han også gjorde til Pokalvindere i 1999.
Som spiller repræsenterede han kun Boldklubben Frem, hvor han i 345 kampe scorede 110 mål. Han vandt DM Sølv i 1967 og 1976, DM Bronze i 1969 og 1971 og blev Pokalvinder i 1978.