
Ikke ganske uventet måtte FC Helsingør se sig slået af Næstved Boldklub, der fik god hjælp af et FCH-selvmål og en udvisning af Dimitri Kassekar. Tobias Nielsen blev noteret for sit først mål, med en kosmetisk scoring i overtiden.
Forventningerne om at FCH kunne bygge videre på sejren over Thisted FC, led et hurtigt knæk, da de lyseblå søndag eftermiddag gæstede Næstved Stadion. Cheftræner Lluís Planagumà stillede med uændret startellever, men måtte se sit mandskab komme bagud efter bare tre minutters spil.
En sprudlende Bertram Kvist udnyttede at FCH-forsvaret snorksov på et hurtigt indkast. Angriberens indlæg i feltet ramte Mathias Brems på brystkassen og så var keeper Maksymilian Boruc prisgivet, da bolden strøg i mål fra klods hold.
En skidt start for FCH, der havde mere end svært ved at dæmme op for et angrebsivrigt Næstved-mandskab. Det gav flere gode muligheder til De Grønne og ikke mindst Mark Kongstedt burde have øget, da han fik en stor hovedstødschance.
FC Helsingør “overlevede” og kunne være tilfredse med den beskedne 1-0 føring til Næstved ved pausen. I anden halvleg kom FCH bedre ud og følte sig voldsomt bortdømt i en situation, hvor Tobias Augustinus-Jensen afsluttede og en Næstved-spiller tilsyneladende parerede med armen. Der var dog hverken straffespark eller rødt kort i dommer Niclas Gomes øjne.
Rødt kort var der til gengæld ikke tvivl om et kvarter før tid, hvor FCHs defensive midtbanespiller Dimitri Kassekar fik sit andet gule kort.
Det trak den sidste energi ud af FCH-holdet, der igen blev udstillet af Bertram Kvist ti minutter senere. Denne gang kørte han rundt med Mathis Konradsen og så kunne Marius Christiansen sende hans fine pasning i kassen til 2-0.
I overtiden fik FCH pyntet på resultatet da Tobias Nielsen nåede højere end Christian Friedrich og kunne snitte et fint indlæg fra Mathis Konradsen over i det lange hjørne. Den første FCH-scoring af den tidligere FC Nordsjælland-spiller, men den kom for sent. Bare halvandet minut efter blæste Niclas Gomes opgøret af.
Med nederlaget er FCH nu nærmest sikre på at overvintre på rækkens sidsteplads, inden de to sidste efterårskampe mod HIK og AB.
Matchfacts
2. Division, søndag den 2. november 2025 kl. 13 på MTM Service Park, Næstved Stadion
Næstved Boldklub – FC Helsingør
2-1 (1-0). Tilskuere: 1.021
1-0 Mathias Brems (3, selvmål)
2-0 Marius Christiansen (87)
2-1 Tobias Nielsen (94) Assist: Mathis Konradsen
Næstved BK (4-4-2): Jeppe Jørgensen – Christian Friedrich, Sam Tattum (91.: Mathias Jørgensen), Aksel Halsgaard, Mathias Høst – Magnus Häuser (91.: Malthe Rugaard), Benjamin Kold (91.: Lucas Riisgaard), Mark Kongstedt, Tinus Olesen (68.: Marius Christiansen) – Frederik Christensen, Bertram Kvist (91. Mathias Andreasen).
Ikke benyttet: Benjamin Høier Olsen (M), Mathias Kristensen, Mads Villadsen.
Cheftræner: Sune Lærkedahl Jensen
FC Helsingør (4-1-2-3): Maksymilian Boruc – Mathis Konradsen, Mikkel Knudsen (Anf), Tobias Elmelund, Mathias Brems – Dimitri Kassekar – Robert Marcus (59.: Frederik V. Kristensen), Jagvir Singh (83.: Noah Jakobsen) – Rasmus Sjøholm (72.: Tobias Nielsen), Rasmus Dupont (59.: Thomas Basbøll), Tobias Augustinus-Jensen.
Ikke benyttet: Mikkel Markdal (M), Sebastian Slettegaard, Ameth Diouf, Charles Divialle, Noah Jakobsen, Frederik Winding.
Cheftræner: Lluís Planagumà.
Udvisning (1): Dimitri Kassekar (79), FCH.
Advarsler (8): Samuel Tattum (71), Lucas Riisgaard (95), begge NBK. Mathias Brems (23), Dimitri Kassekar (37,79), Frederik V. Kristensen (74), Tobias Augustinus-Jensen (80), Maksymilian Boruc (95), alle FCH.
Dommer: Niclas Gomes