Transfersummer er sjældent noget der offentliggøres i dansk fodbold. Men nu har den tidligere FC Helsingør angriber Martin Koch løftet sløret for, hvad de lyseblå måtte betale for hans underskrift, da han forlod Holbæk B&I i sommeren 2014.
I et stort interview med sn.dk har Martin Koch, der nu er en eftertragtet bomber i NordicBet Liga klubben HB Køge, fortalt om skiftet til FCH, der på det tidspunkt spillede i 2. Division Øst.
– Jeg burde måske have haft en agent, for så var jeg nok kommet videre noget før, men så ringede Christian Lønstrup fra Helsingør. Han ville have mig, selv om jeg havde et år tilbage af kontrakten i Holbæk. Derfor endte Helsingør som den første klub nogensinde med at betale for en spiller i en klub i samme række. I kontrakten stod der, at jeg skulle koste 75.000 kr., men prisen endte på 55.000 kr. Det var ret vildt, men det var godt at komme til en klub med et andet og bedre træningsmiljø, fortæller Koch om skiftet til nordsjælland, efter i flere sæsoner at have været en af holbækkernes mest scorende spillere.
Det var iøvrigt også første gang nogensinde, at FCH betalte overgangssum for en spiller.
I FCH blev Martin Koch forenet med Holbæk-duo’en Andreas Holm og Ricki Olsen og trekløveret var stærkt medvirkende til, at FC Helsingør sikrede sig oprykning til 1. Division. Martin Koch blev tilmed kåret til Årets Profil i 2. Division Øst af Spillerforeningen.
Ingen lønstigning efter oprykning
Trods oprykningen var der ingen lønstigning til topscoreren, da han selv havde forhandlet kontrakten og ikke havde tænkt på den mulighed, fortæller han.
– I Helsingør gik det op for mig, at jeg godt kunne nå noget med fodbold, selv om jeg var kommet lidt sent i gang. Flere sagde, at jeg havde travlt, hvis jeg skulle nå noget, og det tog jeg til mig, men man behøver ikke starte med prof-fodbold som 20-21 årig. Man kan godt nå det og få noget ud af det, selv om man først bliver det som 26-årig, fortæller ex-FCH spilleren.
Efter tre år, 79 kampe og 36 scoringer for FCH, tog Martin Koch i sommeren 2017 imod et tilbud fra HB Køge. Han indgik ikke i Christian Lønstrups fremtidsplaner, der kort efter pludselig kom til at hedde Superliga.
– Ingen troede jo på, at vi ville vinde playoff-kampen om oprykning, men jeg fortryder ingenting af den grund. Jeg kom ned til et helt andet miljø i HB Køge med formiddagstræning, og jeg skulle også til at være far, så det passede perfekt. Hvis jeg var fortsat i Helsingør, skulle jeg have arbejdet fra 8 til 15, køre til træning i Helsingør fra 17 til 19.30 og være hjemme kl. 20.30. Så er der ikke meget tid til børn og familie, og så var jeg blevet kørt helt ned. Derfor fortryder jeg intet, understreger Koch overfor sn.dk.
Han har da også siden været flyvende for de østsjællandske svaner og scorede som bekendt to gange mod netop FCH, da de to klubber spillede 2-2 i Herfølge for godt en måned siden.