Kasper Kristensen bekræfter AB-skifte

Glippet oprykning bag anførers klubskifte

Som forventet blev det AB, der blev Kasper Kristensens nye klub. FC Helsingørs anfører i den forløbne sæson bekræfter nu, at han i de næste to år skal spille for akademikerne i 1. division.

– Jeg havde det fint i Helsingør, men da oprykningen glippede havde jeg lyst til noget nyt og sonderede terrænet. Da AB kom på banen og jeg havde en samtale med Thomas Nørgaard og John Møller, var jeg ikke længere i tvivl. Jeg glæder mig til at blive en del af AB’s hold, siger “KK” til AB’s hjemmeside.

Kasper Kristensen nåede halvandet år i FC Helsingør-trøjen hvor det blev det 44 kampe og 6 mål.