De vigtigste begivenheder omkring FC Helsingør, dag for dag…..
August
19. FCH annoncerer at Oliver Drost, der netop har indstillet den aktive karriere, ansættes i klubben i en ny funktion, hvor han både skal fungere som assistenttræner og have en administrativ rolle på klubbens kontor.
15. På en overtidsscoring taber FCH hjemmekampen mod HIK med 1-2 foran 492 tilskuere. Emil Morgan bringer FCH foran, inden de lyseblå brænder et hav af store chancer og bliver straffet i dommerens tillægstid.
15. Den 29-årige angriber og sidste sæsons topscorer Oliver Drost indstiller karrieren. Drost har døjet med skader gennem en længere periode og er nu blevet enig med klubben om at ophæve kontrakten et år før tid. Han nåede 112 kampe og 25 mål for FC Helsingør.
14. FC Helsingør præsenterer målmanden Mikkel Markdal på en 2-årig kontrakt. Den 19-årige tidligere AGF-keeper vender dermed tilbage til Danmark, efter to år på akademiet hos PSV Eindhoven i Holland.
13. FC Helsingørs talentakademi indgår en samarbejdsaftale med FC Nordsjælland, i første omgang om børnefodbolden fra U12 og nedefter. På sigt er det meningen at samarbejdet skal udvides til at omfatte hele akademiet og dermed også ungdomsfodbolden. Derudover skal aftalen løfte pigefodbolden i Helsingør.
8. To scoringer af Tobias Augustinus-Jensen, efter kæmpe bommerter af AB-forsvaret, giver FC Helsingør en overraskende og vigtig 2-1 sejr over oprykningsfavoritterne i Gladsaxe. 804 tilskuere ser FCH score sæsonens første mål og sikre sig sæsonens første point.
7. Angriberen Alexander Hvid fik ikke forlænget sin kontrakt i FC Helsingør denne sommer. Nu har den 21-årige frontløber fået fremtiden på plads og er klar til at tørne ud for nyoprykkede Hørsholm UI i 3. division.
5. FCHs debuterende målmand Maksymilian Boruc står en brandkamp, men kan ikke forhindre at Lyngby BK med en 1-0 sejr, helt fortjent sikrer sig videre adgang i Oddset Pokalen. 989 tilskuere ser desuden nyankomne Mikka Heller og Daniel Issa Amtrup debutere i den lyseblå trøje.
4. FCH præsenterer to forstærkninger til det centrale forsvar. 20-årige Mikka Heller fra Fremad Amager får en 2-årig kontrakt, mens 19-årige Daniel Issa Amtrup fra OB skriver ét år med klubben.
4. Den 45-årige Peter Nielsen ansættes som COO, daglig driftsleder i FC Helsingør, for at styrke organisationen og det danske islæt i klubben. Den erfarne fodboldleder kommer fra en lignende stilling og en årrække i Næstved Boldklub.
1. Den 19-årige midtbanespiller Cornelius Kilpatrick fra U19-holdet fortsætter karrieren i Fremad Amager og er i truppen til amagerkanernes sæsonpremiere.
1. Nikolaj Larsen, 19-årig forsvarsspiller, udlejes til Thisted FC og debuterer straks for Thy-klubben.
1. FC Helsingør taber en katastrofal sæsonpremiere med hele 0-4 til Skive IK. Gæsternes anfører Christian Kudsk scorer alle fire mål for gæsterne foran 562 tilskuere på Helsingør Stadion. FCH giver debut til tre indskiftere, Elias Rørsted Christensen, Jonas Idris og Tobias Nielsen.
1. FC Helsingør kan fejre sin 20 års fødselsdag.
Juli
31. FCH præsenterer den 22-årige svensk/polske keeper Maksymilian Boruc, der hentes på en 2-årig kontrakt i skotske Hibernian FC.
30. FC Helsingør offentliggør at Soft2Bet bliver klubbens nye hovedsponsor og præsenterer samtidig de nye spilledragter fra hollandske Robey Sportswear.
29. FCH meddeler at klubben skifter tøjsponsor fra svenske Craft til hollandske Robey.
26. FC Helsingør får en fin generalprøve med 4-0 over FA 2000 i den sidste træningskamp før sæsonpremieren. FCH stiller med prøvespilleren Mikkel Markdal i mål og tester i anden halvleg den senegalesiske angriber Cheikh Ibra Diouf. Sidstnævnte lukker målscoringen efter ti minutter på banen, efter tre mål af Rasmus Dupont, Tobias Augustinus-Jensen og Tobias Nielsen. Kampen skæmmes desværre af et grimt uheld og der frygtes for en alvorlig knæskade til kantspilleren Frederik Karlsen.
23. På en smuk scoring af Tobias Nielsen vinder FCH 1-0 over Sundby Boldklub fra 3. division i sommerens fjerde træningskamp. Omkring 150 tilskuere overværer en jævnt kedelig kamp på Helsingør Stadion.
22. FC Helsingør præsenterer kontraktforlængelser til både målmand Hjalte Petersen og kantspilleren Frederik Karlsen, begge ét-årige til sommeren 2026. Samtidig offentliggøres det at Lluís Planagumà fortsætter i dobbeltrollen som både sportschef og cheftræner.
21. FCH bekræfter en ét-årig kontrakt med 20-årige Jonas Idris fra Brønshøj Boldklub. Den nye venstre back får trøje nummer 12. Også 19-årige Tobias Nielsens skifte fra FC Nordsjælland er nu officielt, på et to-årig aftale. Midtbanespilleren tildeles trøje nummer 18.
21. Boldklubben Frem præsenterer 19-årige Gustav Ring Lorentzen, der hentes fra FC Helsingørs U19-hold.
20. Anfører Mikkel Knudsen forlænger sin kontrakt med klubben i to år, så den nu løber til sommeren 2027.
19. Hillerød Fodbold er tilbage på Helsingør Stadion som klubben har lejet til hjemmekampene i 1. division. Årets første kamp vindes 2-1 over 1. divisions-debuterende Middelfart Boldklub.
19. FC Helsingørs cheftræner Lluís Planaguma fortæller til Helsingør Dagblad, at klubben har skrevet kontrakt med de to prøvespillere, Jonas Idris fra Brønshøj Boldklub og Tobias Nielsen fra FC Nordsjællands U19-hold.
19. FC Helsingør tager en 2-1 sejr i et tæt træningsopgør mod divisionsrivalerne fra Fremad Amager. Tobias Augustinus-Jensen og nytilkomne Tobias Nielsen scorer for FCH i kampen der spilles i bagende varme på DBU banen ved siden af Helsingør Stadion.
17. Efter mere end et halvt års arbejde lykkedes det FC Helsingør at generhverve muligheden for at skrive spillerkontrakter. Det fremgår af Divisionsforeningen liste over kontraktklubber.
15. Helsingborgs IF vinder slaget om Øresund da svenskerne besejrer FC Helsingør 4-2 foran 652 tilskuere i træningskampen på Helsingør Stadion. Rasmus Sjøholm og Souheib Dhaflaoui scorer for FCH i et opgør hvor cheftræner Lluís Planaguma tester to prøvespillere, Jonas Idris fra Brønshøj BK og Tobias Nielsen fra FC Nordsjællands U19-hold.
13. FC Helsingør siger farvel til midtstopperen Lucas Larsen, der fortsætter karrieren i Eskilsminne IF. Den 22-årige svensker får ophævet sin kontrakt og vender tilbage til klubben som han forlod for halvandet år siden.
12. FC Helsingørs 18-årige stjernefrø Hjalte Lærke sælges til den italienske Serie A klub US Lecce, hvor han i første omgang tilknyttes U19-holdet i Campionato Primavera. Dermed blev det til 28 kampe og 6 mål på FCHs bedste hold siden seniordebuten i august 2024.
11. Der var klasseforskel da FC Helsingør storsejrede 5-0 over Brønshøj Boldklub i sæsonens første træningskamp. Souheib Dhaflaoui, Rasmus Dupont, Emil Morgan, Hjalte Tarp og Frederik Winding scorede, mens godt 160 tilskuere kiggede på en regnfuld med lun sommeraften på Helsingør Stadion.
8. FC Helsingør får den måske sværest tænkelige modstander i Oddset Pokalen, da Superliganedrykkerne fra Lyngby Boldklub bliver trukket op af bowlen i dagens lodtrækning. Det er tredje gang siden 2022 at de De Kongeblå stiller op til pokalkamp på Helsingør Stadion.
7. FC Helsingørs spanske forsvarsspiller, 27-årige Rubén Molina Selva, bedre kendt som Nani, fortsætter karrieren i hjemlandet, hvor han har skrevet en ét-årig kontrakt med CF Yeclano Deportivo.
7. Første træningsdag efter ferien for FCHs divisionshold.
3. FC Helsingørs 23-årige midtbanespiller Mathias Christensen præsenteres i norske Aalesunds FK. Ialt nåede “Mac” 70 kampe og 13 mål i FCH-trøjen.
3. FCHs spanske assistent- og fysisk træner, 33-årige Arnau Alcoverro skriver på Instagram at han forlader FC Helsingør.
1. Målmand Ander Iruarrizaga skifter på en fri transfer til Sestao River Club der spiller i den fjerdebedste spanske række.
Juni
14. FCH har kniven på struben før sæsonfinalen mod HIK i Gentofte, vel vidende at kun en sejr kan garantere overlevelse i 2. division. I en ganske usædvanlig kamp scorer de lyseblå to gange indenfor de første 5 minutter og vinder 6-0 over et HIK-hold der virker sommerferieramt. Oliver Drost og Tobias Augustinus-Jensen scorer begge to gange, mens Mathias Christensen på straffespark og Rasmus Dupont står for de sidste mål. Med resultatet sikrer FCH sig 10. pladsen i 2. Division, hvor BK Frem i stedet rykker ned på sidste spilledag.
10. For første gang nogensinde får 2. Division en navnesponsor. Når den nye sæson sparkes i gang til august spiller FC Helsingør i CampoBet 2. Division.
6. Det ser mere end skidt ud for FC Helsingør der er bagud 0-2 efter bare 12 minutter mod bundproppen fra Nykøbing FC. Men på mål af Hjalte Lærke og Tobias Augustinus-Jensen ender opgøret 2-2. Et skuffende resultat, men særdeles vigtigt point idet FCH nu selv kan afgøre sin skæbne i 2. division mod HIK i sidste runde. Hele 1059 tilskuere er mødt op på Helsingør Stadion, hvor der er gratis adgang.
Maj
27. Midtbaneprofilen Mathias Christensen fortæller til bold.dk at han søger andre veje når sæsonen er slut. En klausul i kontrakten gør ham fri, idet FCH ikke formåede at vende tilbage til 1. division. Den oprindelige aftale løb til sommeren 2027.
23. Efter 1-0 over Boldklubben Frem i endnu en skæbnekamp, kravler FCH over nedrykningsstregen i 2. division, og passerer netop Valby-klubben. Thomas Basbøll scorer det afgørende mål foran 703 tilskuere, der har fri entré på Helsingør Stadion.
23. Det kommer frem i flere medier, at FC Helsingør skylder Helsingør Kommune omkring 118.000 kroner i husleje for Helsingør Stadion. Direktør Ion Bilbao bekræfter historien, men forsikrer at de bliver betalt hurtigst muligt.
18. Mål af Hjalte Lærke og Tobias Augustinus-Jensen giver FCH en nærmest livgivende sejr i Thy. Dermed får FCH kontakt til netop Thisted FC på den rigtige side af nedrykningsstregen. 351 tilskuere er mødt frem på Lerpytter Stadion, de fleste går skuffede hjem.
14. Et vildt comeback sikrer FCH et vitalt point på Falster, da nøglekampen mod bundholdet Nykøbing FC ender 3-3. Bagud 3-0 scorer Ameth Diouf – hans første mål for FCH, Rasmus Sjøholm og Thomas Basbøll. Udligningen falder i sidste minut, da NFC-spilleren Villads Eskildsen sparker bolden ind på en halvt liggende Basbøll, inden den ryger i nettet. 567 tilskuere ser på denne onsdag aften.
12. Hjalte Lærke noteres for sin 7. kamp på U18-landsholdet da Danmark taber 1-0 til Tyskland i en træningskamp i Göttingen. FCH-spilleren er med fra start og er en af syv spillere der udskiftes i pausen.
April
11. Efter flere måneders venten og dialog med Erhvervsstyrelsen er FC Helsingørs ejerstruktur nu tilsyneladende på plads. Det spanske firma Never Say Never har med virksomheden International Commercialization of Sports Rights Spain S.L. registreret sig som indehaver af 66,67 – 89,99 procent af aktierne i FC Helsingør A/S. De resterende aktier er i Virksomhedsregistret registreret som tilhørende den tidligere hovedaktionær Bo Bay Hougaard (10-14,99 pct.) og hollandske B Square B.V (5-9,99 pct.). “Det har taget noget tid, fordi vi har skulle sende papirer ind for hver enkelt virksomhed i ejerkredsen i NSN. Nu skulle det meget gerne være på plads, og det er vi meget glade for, siger FC Helsingørs spanske direktør Ion Bilbao.
11. FC Helsingør fyrer for tredje gang i sæsonen cheftræneren, da man siger farvel til Marc Velasco. “Det er ikke gået, som vi ønskede. Med tre uafgjorte og to nederlag i år, har vi ikke nået vores mål, og derfor mener vi, at vi er nødt til at gøre noget andet”, siger sportsdiretøt Lluís Planaguma, der selv overtager posten for resten af sæsonen.
6. På mål af Rasmus Sjøholm og Rasmus Dupont Lindén sikrer FCH sig 2-2 i det vigtige bundbrag mod. Thisted FC. Trods ti kampe uden sejr holder Marc Velasco’s tropper sig dermed fortsat lige over nedrykningsstregen. 301 tilskuere var mødt op på Lerpytter Stadion i Thisted.
Marts
23. Hjalte Lærke spiller sin sjette kamp på U18-landsholdet da Danmark vinder 4-2 over Wales på træningslejren i spanske San Pedro del Pinatar. FCH-spilleren indskiftes efter 84 minutter.
20. Hjalte Lærke spiller sin femte kamp på U18-landsholdet da Danmark taber 1-0 til Holland i en træningskamp i spanske San Pedro del Pinatar. FCH-spilleren er med fra start og udskiftes efter 61 minutter.
Februar
20. I en sent arrangeret træningskamp tager FCH – med mange U19-spillere – en tur til en frossen kunstgræsbane i Tingbjerg, hvor Brønshøj Boldklubs 3. divisionshold vinder 2-1 på to meget sene scoringer. Tobias Augustinus-Jensen scorer for FCH i første halvleg på et flot frispark.
17. Lørdagens træningskamp mod FC Roskilde flyttes til Roskilde og spilles på kunstgræsset i Rådmandshaven. Hjemmeholdet vinder 3-1 med FCH-anfører Mathias Christensen som gæsternes enlige målscorer.
15. Dagens planlagte træningskamp mod FC Roskilde fra NordicBet Ligaen må aflyses på grund af kraftigt snefald over Helsingør Stadion.
11. Helsingør Dagblad skriver at Erhvervsstyrelsen har anmodet FC Helsingør om “om at indsende en redegørelse og dokumentation for det reelle ejerskab i selskabet, samt en redegørelse og dokumentation på de forsøg I har gjort, for at identificere eventuelle reelle ejere“. Det skyldes at selskabet fortsat er registret som uden “reelle ejere”. Ifølge avisen har FCH fået en frist til 7. marts. Lykkes det ikke, kan en konsekvens være, at selskabet tvangsopløses.
10. Holdleder Mik Fiksak Christensen indtræder overraskende i FC Helsingørs bestyrelse. Hovedpersonen siger til bold.dk, at det er en midlertidig rolle, men at han gerne tager den permanent hvis der bliver behov for det.
7. Selvom klubben stadig ikke må indgå spillerkontrakter, annoncerede FCH i dag at Frederik Karlsen vender tilbage efter et halvsæson i Hillerød. Den 20-årige kantspiller kom til FCH fra FC Nordsjællands akademi i januar 2023 og nåede 25 kampe og 1 mål, inden han ved kontraktudløbet i juni 2024 skiftede til rivalerne. Her blev det kun til et enkelt indhop i NordicBet Ligaen for Frederik Karlsen, der nu er tilbage i lyseblåt.
5. Helsingør Dagblad skriver at FC Helsingør står uden reel ejer, da den tidligere aktiemajoritetsejer Bo Bay Hougaard nu står registreret for mellem 10 og 14,99 procent af virksomhedens aktier. Da der ikke er yderligere ejere opført, er det nu et selskab, der i virk.dk står beskrevet som uden “reelle ejere”.
4. FCH formåede at holde sammen på truppen, da transfervinduet lukkede i aftes ved midnat. Grundet usikkerhed om ejerforholdet havde klubben ikke selv mulighed for at skrive nye kontrakter i vinterens vindue, men det blev også en nulløsning på salgsfronten. Størst interesse har der været for den 17-årige U18-landsholdsspiller Hjalte Lærke, men han valgte at blive i FCH, hvor han har kontrakt til sommeren 2027.
4. Den lokale erhvervsmand Erik Joosten fratræder ifølge CVR-registret FCH’s bestyrelse, der derefter kun består af to medlemmer, spanske Joel Borrás og landsmanden Ion Bilbao.
1. Andendivisionskollegaerne fra Ishøj IF hentede en 2-1 sejr i eftermiddagens træningskamp på Helsingør Stadion. Cheftræner Marc Velasco stillede igen to forskellige hold i de to halvlege og testede mange unge spillere. FCHs enlige mål stod Oliver Drost for, med et perfekt eksekveret frispark via undersiden af overliggeren.
Januar
27. Tipsbladet skriver at AC Horsens har sendt et bud på FC Helsingørs U18-landsholdsspiller Hjalte Lærke. Østjyderne skulle angiveligt have tilbudt knap 2 mio. kroner for den 17-årige kantspiller, som også AGF og FC Nordsjælland ifølge mediet skulle være lune på. Lærke forlængede i august sin kontrakt med FCH til sommeren 2027 og blev i efteråret udtaget til det danske U18-landshold, hvor det er blevet til 4 kampe. Hjalte Lærke kom til FCH i 2023 fra FA2000 og var i april 2024 som 16-årig på et træningsophold i Serie A-klubben Empoli FC.
27. Bestyrelsesmedlem Ion Bilbao erstatter ifølge CVR-registret Bo Bay Hougaard som adm. direktør i FC Helsingør.
25. Vinterens anden træningskamp gav en overraskende sikker 4-0 sejr over HB Køge fra NordicBet Ligaen. Efter 0-0 ved pausen sad FCH massivt på de sidste 45 minutter, med to scoringer af Tobias Augustinus-Jensen samt Rasmus Sjøholm og Emil Morgan. Klubbens nye cheftræner Marc Velasco gav spilletid til prøvespilleren Eliot Guindy fra FC København i målet, samt til U19-spillerne Nikolaj Tarp, Frederik Simonsen, Cornelius Kilpatrick og Elias Christensen.
25. Assistenttræner Marc Velasco overtager posten som cheftræner i FC Helsingør. “Marc har tidligere arbejdet med både spanske og internationale klubber, hvor han har opnået succes ved at implementere en moderne og analytisk tilgang til spillet. Som assistenttræner i FC Helsingør har han allerede haft en betydelig indflydelse og vundet respekt fra både spillere og medarbejdere.”, skriver klubben i en pressemeddelelse. Den 44-årige spanske træner kom til FCH som assistent i sommeren 2024 og fungerede i efteråret som midlertidig cheftræner i en kort periode, da Pep Alomar overtog fra Manolo Sanlúcar i september.
24. For anden gang i denne sæson siger FC Helsingør farvel til førsteholdstræneren, da klubben i dag meddelte at Pep Alomar er blevet opsagt med øjeblikkelig virkning. Dermed nåede den 58-årige spanske træner kun 10 kampe i spidsen for holdet, siden ansættelsen i september. Klubben oplyser ikke hvem der fremover skal være cheftræner.
22. FCH-direktør Bo Bay Hougaard opsiger overraskende sin stilling. “Jeg har sagt op, fordi der skal ske noget nyt i mit liv. Der skal nye kræfter til at komme videre med projektet og jeg føler, at jeg har givet alt, hvad jeg har i mig”, siger han om sin beslutning. Direktøren stopper efter to intense år, hvor han var instrumental i at redde klubben fra overlevelse efter det amerikanske ejerskab. Udover at være medejer besad han også i en periode posten som sportschef og havde den tvivlsomme fornøjelse at måtte skære organisationen til, for at balancere omkostningerne. I 2024 var han desuden manden der initierede det nuværende spanske ejerskab.
18. Årets første træningskamp gav FC Helsingør en 4-0 sejr over det svenske 2. divisionshold BK Astrio fra Halmstad. FCH var tilbage i en 4-4-2 opstilling, endda to forskellige da alle 11 spillere blev udskiftet i pausen. Det gav minutter til Elias Christensen, Gustav Ring, Nikolaj Tarp, Malek Kharaibi – alle fra FCHs Talentakademi. Målene blev sat ind af Oliver Drost, Hjalte Lærke, Alexander Hvid og Emil Morgan.
10. FCH fortæller at assistenttræner Morten Mundus Olsen netop har bestået DBU’s A-licens som fodboldtræner. Mundus kom til FC Helsingør tilbage i 2018 og har haft centrale træningsroller på ungdomsholdene i talentakademiet. Siden sommeren 2023 har han været tilknyttet staben omkring klubbens førstehold, såvel som han varetager rollen som cheftræner for holdet i U19 Divisionen. Med A-licens kan 33-årige Morten Mundus nu virke som træner helt op til NordicBet Liga niveau.
6. Der blev ingen boldspil da FC Helsingørs spillere mødte ind til første træningsdag efter juleferien, hvor et massivt snesjap dækkede Helsingør Stadion. I stedet måtte cheftræner Pep Alomar sende sine spillere i fitnessrummet.