De vigtigste begivenheder omkring FC Helsingør, dag for dag…..
November
27. Indskiftede Rasmus Dupont Lindén scorer et vaskeægte hattrick da han indskiftes i pausen af træningskampen mod HB Køge på Helsingør Stadion, som FCH vinder 4-1. Nikolaj Bagger udligner gæsternes føring inden pausen, i et opgør der også giver de første seniorminutter til U19-målmand Frederik Enggaard og senegaleseren Ameth Diouf. Gæsterne fra NordicBet Ligaen stiller med et kombineret reserve/U19-hold.
23. FCH må aflyse den planlagte træningskamp mod 3. divisionsklubben Brønshøj BK på grund af sne og frost på Helsingør Stadion.
15. Under stor mediebevågenhed indfinder verdensstjernen Andrés Iniesta sig på tribunen iført FCH dynejakke, til sæsonens sidste opgør mod Ishøj IF. Han kan se Oliver Drost bringe FCH foran efter bare fem minutters spil, men trods spilovervægt rækker det kun til 1-1 mod gæsterne fra vestegnen. 767 tilskuere skutter sig i efterårskulden på Helsingør Stadion og de lyseblå må gå på vinterferie på rækkens 8. plads.
15. Hjalte Lærke får sin fjerde optræden på U18-landsholdet da han indskiftes efter 82 minutter i venskabskampen mod Finland på Herlev Stadion. Danmark taber 1-2 efter to finske overtidsscoringer foran godt 1000 tilskuere.
14. FC Helsingør meddeler at klubben har indgået en ny alliance med Andrés Iniesta’s firma Never Say Never (NSN) og investeringsplatformen Stoneweg. Samarbejdet skal styrke klubbens vækst og udvikling af unge talenter i 2. division. Iniesta og Stoneweg’s Jaume Sabater er netop nu i Danmark for at se morgendagens kamp mod Ishøj IF og møde klubledelsen, hvor Bo Bay Hougaard fortsætter som direktør. NSN har i de seneste måneder været rådgivere for klubben, men nu tager de et aktivt skridt ind i ledelsen for at sikre FCH’s fremtidige succes.
13. Hjalte Lærke er i startelleveren og spiller 81 minutter i sin tredje U18-landskamp da Danmark besejrer Finland 2-1 i en venskabskamp på Herlev Stadion foran godt 1000 tilskuere.
11. FC Helsingør meddeler at klubben må undvære Rubén ’Nani’ Molina Selva resten af sæsonen, efter den skade der ramte den spanske kantspiller i udekampen mod Fremad Amager. “Nani” er blevet korsbåndsskadet og står overfor operation og lang genoptræning.
8. Efter en helt igennem tandløs indsats af begge hold, ender det 0-0 mellem bundproppen Nykøbing FC og FC Helsingør i fredagens aftenkamp på Falster.
2. Trods en tidlig udvisning af gæsternes Robert Kakeeto – for en nødbremse – må FCH nøjes med 1-1 mod Middelfart BK på Helsingør Stadion. Kampen igennem har de lyseblå stort spilovertag, men får kun scoret da Tobias Elmelund møder et indlæg fra Mathias Brems tæt under mål.
Oktober
31. Hjalte Lærke udtages igen til U18-landsholdet til samlingen i Danmark midt i november, hvor der venter to kampe mod Finland, begge på Herlev Stadion.
25. Trods et drømmemål fra banens midte af anfører Mathias Christensen må FCH nøjes med 1-1 mod Boldklubben Frem på Helsingør Stadion. Gæsterne udligner på straffespark et kvarter før tid og er ved at stjæle sejren fem minutter før slutfløjtet, da de får endnu et straffespark, begået af Hjalte Petersen. Målmanden gør dog skaden god ved at redde forsøget fra Salieu Drammeh.
18. Den tidligere FCH-spiller Christoffer Boateng scorer det første mål – på straffespark – da topholdet Fremad Amager sikrer sig en fortjent 2-0 sejr over FCH hjemme i Sundby Idrætspark. Ameth Diouf er for første gang udtaget til 18-mands truppen, men kommer ikke på banen.
14. Hjalte Lærke spiller den sidste halve time og bliver noteret for sin anden U18-landskamp da Danmark vinder 4-0 over Marokko i en venskabskamp i Rabat.
12. FCH snupper en 2-1 sejr over topplacerede Middelfart Boldklub i 2. division, da anfører Mathias Christensen sikkert eksekverer et straffespark dybt inde i overtiden. Forinden har Rubén Molina Selva “Nani” udlignet hjemmeholdets føring med sin første scoring i FCH-trøjen. Sejren sender FCH tilbage i rækkens top-6.
11. Hjalte Lærke debuterer på U18-landsholdet med en plads i startelleveren da Danmark spiller 1-1 i en venskabskamp mod Marokko i Rabat. FCH-spilleren udskiftes efter 74 minutter.
10. Kunstgræsset udskiftes – efter planen – på Helsingør Stadion, efter fem års brug. Under arbejdet opdages skader på banens varmelegemer, der er for tidskrævende at reparere på nværende tidspunkt.
5. Helsingør IF fejrer sit 125 års jubilæum med reception i loungen på Helsingør Stadion og efterfølgende opvisningskamp med tidligere spillere.
4. Topholdet Fremad Amager sikrer sig en 2-1 sejr i fredagskampen på Helsingør Stadion foran 672 tilskuere. Oliver Drost reducerer efter pausen men FCH kommer ikke nærmere end et stolpeskud fra Nikolaj Bagger.
September
28. Tobias Augustinus-Jensen bliver dobbelt målscorer, da FCH henter en vigtig 2-1 sejr på udebane over Ishøj IF i 2. division.
27. U18-landstræner Morten Eskesen udtager Hjalte Lærke til truppen, der midt i oktober møder Marokko i to venskabsskampe i det nordafrikanske land. Det er første landsholdsudtagelse for den 17-årige FCH-spiller.
26. FCH styrker offensiven med den 21-årige Ameth Diouf, der betegnes som en hurtig, offensiv midtbanespiller. Diouf kommer på en fri transfer fra Senegal, hvor han senest har spillet i Stade de Mbour. Senegaleseren har fået en kontrakt til sommeren 2026.
24. Efter 0-0 ved pausen, leverer FCH en historisk ringe anden halvleg og taber 0-5 til 2. divisionskollegaerne fra Skive IK i 3. runde af Oddset Pokalen. 804 tilskuere har gratis adgang og en festlig tirsdag aften på Hancock Arena.
20. Trods klart spilovertag taber FCH skuffende 0-2 til HIK på Helsingør Stadion i Pep Alomar‘s debut som cheftræner.
18. Den tidligere FC Helsingør-anfører Daniel Norouzi lægger støvlerne på hylden. Norouzi forlod FCH ved sommerens kontraktudløb og vil nu fokusere på en karriere som erhvervsøkonom.
17. FCH præsenterer Pep Alomar som ny cheftræner. Den 57-årige spanier har UEFA’s prolicens og har været scout, ungdomstræner, fysisk træner mv. på fodboldadresser i FC Barcelona, Mallorca, Sevilla, Athen og senest i Shabab Al-Ahli i Dubai.
15. Med Marc Valasco som vikarierende cheftræner henter FCH en 3-2 sejr over BK Frem i Valby Idrætspark. De lyseblås første udesejr i ligasammenhæng i halvandet år, sikres af Oliver Drost, Tobias Augustinus-Jensen og Thomas Basbøll – for de to sidstnævnte tilmed deres første scoringer i FCH-trøjen. En skadet dommer Anders Skjødt Voergaard må udskiftes undervejs, hvilket er medvirkende til næsten tyve minutters tillægstid.
12. FC Helsingør skriver i en pressemeddelelse at samarbejdet med cheftræner Manolo Sanlúcar er ophørt efter gensidig aftale. Assistenttræner Marc Valasco indtræder som midlertidig cheftræner indtil afløseren er fundet.
6. Efter en skidt indsats taber FCH 0-1 til et middelmådigt Skive IK-mandskab i 2. divisionskampen på Helsingør Stadion.
6. Heldet er ikke med FCH da der trækkes lod til 3. runde i Oddset Pokalen. De lyseblå må en lang tur til Skive hvor 2. divisionskollegaerne venter om godt tre uger.
3. Spillet er ikke prangende men FCH har mest luft til sidst og vinder 3-0 over NB Bornholm i 2. runde af Oddset Pokalen. Souheib Dhaflaoui scorer sit første mål i FCH-trøjen, der efterfølges af et selvmål af bornholmernes spillende assistenttræner Kacper Stukonis og topscorer Oliver Drost, foran godt 250 tilskuere i Nexø.
2. Det danske transfervindue lukker uden aktivitet fra FC Helsingørs side.
August
30. Hjalte Lærke bringer FCH foran på Riisvangen, men på en scoring i de døende minutter redder Aarhus Fremad sig 1-1 i opgøret i Århus.
29. FCH forlænger kontrakten med den bare 16-årige midtbanespiller Emil Morgan, der fik debut og scorede i sæsonpremieren. Morgan har nu papir på FCH frem til sommeren 2027 og bliver desuden fast del af førsteholdstruppen med trøje nummer 27.
28. Den 17-årige kantspiller Hjalte Lærke forlænger sin kontrakt med FC Helsingør til sommeren 2027. Han rykkes samtidig officielt op i førsteholdstruppen og tildeles trøjenummer 20.
24. FCH sikrer sig en 2-0 sejr over hidtil ubesejrede Thisted FC på Helsingør Stadion. De lyseblå bliver også sæsonens første hold til at score mod thyboerne, da Oliver Drost og Tobias Elmelund netter foran 385 tilskuere.
16. Dimitri Kassekar får en mareridts debut, da han begår straffespark og udvises ved stillingen 0-0 mod AB. Med en mand i undertal taber FCH opgøret på Gladsaxe Stadion med 0-2 og glider ud af 2. divisions bedste halvdel.
11. Grundet renovering af banen på Næstved Stadion tager mednedrykkerne fra Næstved Boldklub imod FC Helsingør på den noget atmosfæreforladte træningsbane 6, men vinder søndagens opgør i 2. Division med 2-1. Et par store forsvarsfejl koster dyrt for FCH, der først reducerer i slutminutterne ved anfører Mathias Christensen.
10. I et interview med Helsingør Dagblad erkender FC Helsingørs nye bestyrelsesformand Erik Joosten, direkte forespurgt, at det blandt andet var ham der trådte til med en økonomisk håndsrækning, da klubben den 3. maj blev reddet af “lokale kræfter”. Den hollandske forretningsmand, med bopæl i byen, var med til at sikre den forsinkede april-løn og dermed redde klubben fra efterfølgende konkurs.
9. Dagens lodtrækning i Oddset Pokalen sender FCH en tur til Bornholm i 2. runde, hvor NB Bornholm fra Københavnsserien venter i Nexø.
7. På to mål af Oliver Drost og en overtidsscoring af Hjalte Tarp spiller FCH sig videre til 2. runde i Oddset Pokalen med 3-1 over AB Tårnby fra Danmarksserien. Hjemmeholdets enlige mål scores af den tidligere FCH-profil Nicolas Mortensen. Den tidligere OB- og FC Utrecht spiller Tobias Augustinus-Jensen indskiftes de sidste 10 minutter til sin FCH-debut.
6. Ängelholms FF meddeler at midtbanespilleren Ludvig Carlius fortsætter karrieren i Ettan Södra-klubben efter sommerens brud med FC Helsingør.
5. Ifølge Erhvervsstyrelsen indsættes Erik Joosten som ny formand for bestyrelsen i FC Helsingør A/S, som afløser for Finn Moseholm, der fra fratrådte på generalforsamling den 3. juli. Bestyrelsen består nu af Jan Ryberg Christensen, Aslak Gottlieb og Erik Joosten.
2. FCH får den bedste sæsonpremiere i 12 år, da Nykøbing FC udspilles og besejres 4-0 på Helsingør Stadion i en drømmedebut for cheftræner Manolo Sanlúcar. To unge debutanter Hjalte Lærke og Emil Morgan kommer på scoringslisten, sammen med Robert Marcus og Oliver Drost. Endnu fire spillere får deres første kamp i FCH-trøjen, i skillelse af Ander Iruarrizaga, Rubén “Nani” Molina Selva, Rasmus Sjøholm og Thomas Basbøll.
1. FCH henter 19-årige Tobias Augustinus-Jensen i FC Utrecht på en 2-årig kontrakt. Offensivspilleren har optrådt på hollændernes U21-hold siden skiftet fra OB i januar 2023.
1. Angriberen Alexander Hvid skriver ny 1-årig kontrakt med FCH, efter udløbet af den hidtidige aftale. Også anfører Mathias Christensen sætter sin signatur på en ny aftale, der forlænger opholdet i klubben til sommeren 2027.
Juli
31. Den 18-årige Nikolaj Larsen skriver en 3-årig kontrakt med FC Helsingør. Forsvarsspilleren kom til FCH i vinter fra AC Horsens og satte en markant aftryk på U19-holdet, ligesom han nåede at få debut i NordicBet Ligaen.
30. Hele 23 spillere er i aktion for FCH, da de lyseblå på egen bane spiller 0-0 mod Holbæk B&I fra 3. Division i sommerens sidste træningskamp.
27. 2.divisionskollegaerne Næstved BK vinder 2-1 over FCH i lørdagens træningskamp. Syttenårige Hjalte Lærke scorer for FC Helsingør.
26. Efter et par ugers prøvetræning, skriver FC Helsingør kontrakt med den 25-årige senegalser Dimitri Christian Kassekar. Den centrale midtbanespiller har senest optrådt hos spanske CD Atlético Paso.
26. Den 18-årige forsvarsspiller Sebastian Slettegaard fra klubbens akademi skriver en 3-årig kontrakt med FC Helsingør.
25. FCH skriver kontrakt med den spanske keeper Ander Iruarrizaga, der kommer fra SD Logroñés i den tredjebedste spanske række. Den 25-årige målmand har fået sin fodboldopvækst i Athletic Club Bilbao.
25. Örebro SK meddeler at man har skrevet kontrakt med FC Helsingørs 27-årige svenske midtbanespiller Erik Andersson, der får to og et halvt år i Superettan-klubben.
24. I sommerens tredje træningskamp vinder FCH 2-0 over Fremad Amager i Sundby Idrætspark. Rasmus Dupont Lindén og 16-årige Emil Morgan scorer for de lyseblå mod kollegaerne fra 2. Division.
20. Efter knap to år i FC Helsingør trøjen fortsætter Sterling Yatéké karrieren i Kolding IF. FCH er blevet enige med NordicBetLiga-klubben om en transfer for angriberen, hvis kontrakt løb til december 2025.
17. FCH besejrer 3. divisionsklubben FA2000 3-1 i en træningskamp på Helsingør Stadion. Thomas Basbøll Nielsen, Rasmus Dupont Lindén og Souheib Dhaflaoui står for de tre scoringer.
17. Hillerød Fodbold skriver at klubben har købt angriberen Monday Etim fri af sin kontrakt i FC Helsingør. Dermed blev det kun til en enkelt sæson og 31 kampe / 2 mål for FCH.
10. Angriberen Oliver Drost vender tilbage til FC Helsingør efter et kort eventyr i indisk fodbold med Bengaluru FC. Trods forårets ophold i Indien blev Drost FCH’s topscorer med 8 mål i det netop afsluttede sæson. Den nye kontrakt er 2-årig.
9. FCH taber sommerens første træningskamp med 1-2 mod NordicBet Liga-mandskabet fra HB Køge. Tilbagevendte Robert Marcus scorer det enlige mål, da han udligner kort efter pausen.
9. Den 18-årige venstre wing Thomas Basbøll Nielsen skriver en 3-årig kontrakt med FCH. Basbøll kommer fra B.93 hvor han den forgangne sæson var topscorer på Østerbro-klubbens U19-liga mandskab. Han nåede desuden at få debut på NordicBet Liga-holdet i forårets Kvalifikationsspil.
8. FC Helsingør præsenterer sommerens første tilgang i skikkelse af den 26-årige spanske venstreback Rubén Molina Selva, kaldet ‘Nani’. Han har senest spillet for RB Linense i den fjerdebedste spanske række, men har en fortid i Real Madrids ungdomdafdeling.
8. Efter sommerens kontraktudløb i FC Helsingør, præsenteres 35-årige Jacob Schoop som ny spiller i Næstved Boldklub. Her skal midtbanespilleren desuden fungere som træner på 2. divisionsklubbens sportscollege.
4. AB Tårnby fra Danmarksserien bliver FC Helsingørs modstander, da der trækkes lod til 1. runde i Oddset Pokalen.
3. Formand Finn Moseholm aftræder som formand og forlader bestyrelsen, da der afholdes ordinær generalforsamling i FC Helsingør A/S. I løbet af de sidste 15 år har han bestridt formandsposten i henholdsvis Elite 3000 fodbold, Foreningen FC Helsingør og FC Helsingør A/S.
3. Første træning efter sommerferien og også første arbejdsdag for FC Helsingørs nye cheftræner, 51-årige Manuel Real Jiménez og hans assistenttræner, 43-årige Marc Velasco. Blandt spillerne var flere nye ansigter til prøvetræning, deriblandt det tidligere spanske stortalent Nani (Rubén Molina Selva) med en fortid hos Real Madrid og den 18-årige offensivspiller Thomas Basbøll Nielsen fra U19-holdet i B.93.
1. Efter godt 3 måneder på Færøerne hos EB/Streymur vender 20-årige Robert Marcus tilbage til FC Helsingør efter endt lejeaftale.
1. Hillerød Fodbold annoncerer at den rutinerede forsvarsprofil Kasper Enghardt tager skiftet fra FC Helsingør. Dermed vender den tidligere superliga-spiller i Lyngby FC og Randers FC tilbage til sin barndomsklub, som han aldrig nåede at repræsentere på seniorniveau. Den 32-årige stopper og viceanfører nåede 209 kampe og 9 mål i to perioder i FC Helsingør siden 2011.
Juni
24. Kolding IF henter Jakob Vadstrup i FC Helsingør, hvor NordicBet Liga-klubben udnytter en nedrykningsklausul i forsvarsspillerens kontrakt. Dermed skifter Vadstrup kvit og frit, selvom hans oprindelige FCH-kontrakt løb til sommeren 2026.
21. NordicBet Liga-klubben Hillerød henter 19-årige Frederik Karlsen i FC Helsingør. Højrebacken tiltræder på en fri transfer, da han har kontraktudløb i Helsingør
4. Efter 5 år i klubben meddeler anfører Daniel Norouzi at han ikke forlænger sin kontrakt og dermed forlader FCH med udgangen af juni måned.
3. Mathias Christensen scorer en enkelt gang da det grønlandske landshold vinder 9-0 over et tyrkisk klubhold i den første af to uofficielle venskabskampe under landsholdslejren i Tyrkiet.
1. FC Helsingør meddeler at klubben stopper samarbejdet med cheftræner Álvaro Santos. Brasilianerens sidste kamp blev dermed dagens 0-1 nederlag til Næstved BK, sæsonafslutningen i NordicBet Ligaen.
Maj
30. DBU offentligør hvem unionen har uddelt licens til for den kommende sæson. Her fremgår det at FC Helsingør har søgt om licens til NordicBet Ligaen, men har ikke fået det. DBU forklarer at FC Helsingør dermed ville være blevet tvangsnedrykket til 2. division, hvis ikke klubben var rykket ned.
26. FCH taber sæsonens sidste hjemmekamp til B.93 med 0-3 foran 455 tilskuere, i et opgør hvor cheftræner Álvaro Santos giver debut til U19-spilleren Nikolaj Holmegaard Larsen. Før kampen siger der farvel til Yannick Agnero, Frederik Juul Christensen, Saku Ylätupa og Frederik Helstrup, som alle stopper i klubben efter sæsonen. Det samme gør pressekoordinator Jesper Teslak-Larsen og lægen Christian Asmussen.
22. Frederik Juul Christensen bliver i NordicBet Ligaen trods FCH’s nedrykning. AC Horsens offentliggør således signingen af den centrale midtbanespiller på en aftale til 2026. Den centrale midtbanespiller havde kontraktudløb efter sæsonen.
20. Trods en halvlegsføring af Tobias Elmelund taber FC Helsingør 1-3 til HB Køge, der dermed er meget tæt på at sikre sig overlevelse i NordicBet Ligaen.
17. Landstræner Morten Rutkjær udtager midtbanespilleren Mathias Christensen til det grønlandske landshold, der den 3. juni skal på træningslejr i Tyrkiet. Grønland er endnu ikke anerkendt af FIFA, men er medlem af CONIFA (Confederation of Independent Football Associations). Den 22-årige FCH-spiller er kvalificeret til holdet da hans far er født og opvokset på Grønland.
15. FC Helsingørs U19-mandskab taber pokalfinalen til FC Nordsjælland efter straffesparkkonkurrence.Indskiftede Mingus Hesselholt udligner til slutresultatet 1-1 i ordinær spilletid, hvorefter opgøret i Tingbjerg Idrætspark i Brønshøj afgøres fra 11 meter pletten med 4-2 til ligaholdet. Et par hundrede FCH-fans ser dette hold og træner Morten Mundus levere et af de største resultater i akademiets levetid: Andreas Aakersø – Nikolaj Bagger, Sebastian Slettegaard, Tobias Elmelund, Nikolaj Larsen, Victor Harboe, Hjalte Tarp, Gustav Johansen, Gustav Ring, Donart Bedjeti, Rasmus Sjøholm. Reserver: Charlie Petersen (M), Cornelius Kilpatrick, Hjalte Lærke, Viktor Hammer, Mingus Hesselholt.
10. Mathias Christensen scorer to gang for FCH i Right to Dream Park, men holdet taber 2-3 til succesholdet fra Hillerød Fodbold og dermed er det endegyldigt at FC Helsingør rykker ned i 2. Division.
5. Kravet var en sejr med FC Helsingør taber hjemmekampen mod AC Horsens med 0-1 og dermed hænger klubbens liv i NordicBet Ligaen i en meget tynd tråd.
3. FC Helsingør reddes af lokale kræfter i 11. time og kan derfor udbetale løn, oplyser klubben på deres hjemmeside: Det er lykkedes klubben at mobilisere den nødvendige økonomiske indsprøjtning, der skal til for at redde klubben nu og her. Lønnen er sendt til udbetaling og risikoen for konkurs er ikke længere overhængende. At det skulle nå hertil, beklager ejer og direktør Bo Bay Hougaard.
3. Helsingør Dagblad skriver at FC Helsingør skylder kommunen 531.415 kroner i stadionleje. Klubben har fået en uge til at betale, ellers vil lejeaftalen blive opsagt, har Helsingør Kommune meddelt avisen.
1. FC Helsingør bekræfter på sin hjemmeside, at det ikke har været muligt at udbetale lønnen til tiden på grund af en forsinket investorindbetaling. På sin hjemmeside skriver klubben “Grundet en forsinket investorindbetaling til FC Helsingør A/S, var det ikke muligt at foretage rettidig lønudbetaling mandag den 30. april 2024. Vi har til morgen afholdt spillermøde og i forlængelse heraf har Spillerforeningen forklaret spillerne om reglerne i forbindelse med forsinket lønudbetaling. Endvidere har ledelsen i FC Helsingør og Spillerforeningen drøftet sagens detaljer og hvorledes samarbejdet mellem spillere, Spillerforeningen og klubben gennemføres bedst muligt i denne sag”.
1. Spillerforeningen sender et påkrav til FC Helsingør på grund af den manglende lønudbetaling. Det giver klubben tre dage til at udbetale lønnen. Hvis ikke lønnen bliver udbetalt inden da, kan FCH ende med at blive begæret konkurs, hvorefter spillerne kan ophæve deres kontrakter.
April
30. Helsingør Dagblad skriver at FC Helsingørs spillere ikke fået udbetalt løn tirsdag morgen på den sidste hverdag i måneden, som man normalt får i NordicBet Liga-klubben. Avisen skriver at det derfor tyder på, at der er økonomiske problemer i klubben.
Marts
15. FCHs 20-årige midtbanespiller Robert Marcus udlejes til det færøske hold EB/Streymur for resten af sæsonen.
Februar
29. Den 17-årige Donart Bedjeti får landsholdsdebut for Nordmakedonien U19, da han er med fra start i venskabsskampen mod Bosnien-Herzegovina der besejres 2-0.
23. FCH får en skidt start på forårssæsonen med et 0-1 nederlag i bundopgøret mod HB Køge. Dermed overtager klubben sidstepladsen i NordicBet Ligaen.
17. Mathias Brems og Monday Etim scorer da FC Helsingør besejrer Lunds BK fra Division 1 Södra med 2-1 i vinterens sidste træningskamp.
10. På et mål af Yannick Agnero vinder FCH 1-0 over Helsingborg IF fra Superettan. Omkring 600 tilskuere skaber en festlig ramme omkring træningskampen på Helsingør Stadion.
1. En hektisk deadlinedag for FCH i vinterens transfervindue. Midtbanespilleren Emil Wass får ophævet sin kontrakt, og Frederik Christensen rykker til Hobro IK. Istedet styrkes truppen med to lejede spillere, angriberen Yannick Agnero og højrebacken Ben Engdahl fra FC Nordsjælland.
Januar
31. FCH indgår en uopsigelig lejeaftale med Helsingør Kommune for 15 år for Helsingør Stadion. Aftalen gælder hele anlægget, inklusive førstesalen, der fremadrettet skal rumme klubbens administration.
28. Fremad Amager oplyser på sin hjemmeside, at man har hentet den 19-årige angriber Mathias Bill, hvis kontrakt med FC Helsingør udløb ved årsskiftet
27. FCH besejrer 2. Divisionsklubben HIK 3-0 på mål af Rasmus Dupont Lindén, Donart Bedjeti og Ferhan Hasani i årets anden træningskamp. Opgøres afbrydes i tyve minutter på grund af et grimt uheld for Lindén, der må bæres fra banen og efterfølgende syes med 24 sting i foden, efter en kollision med banden på Helsingør Stadion.
24. Målmand Frederik Ibsen får overraskende ophævet sin kontrakt med klubben. Få timer senere præsenterer FCH den tidligere AGF-keeper Kasper Kristensen, der hentes i Trelleborgs FF på en to-årig kontrakt.
24. Den 20-årige angriber Marcos Kayck får alligevel ikke en kontrakt i FC Helsingør, da der opstår uklarhed over de internationale træningskompensationsbetalinger. Et beløb der potentielt kunne bliver over en million kroner.
23. FC Helsingør forstærker offensiven med en gammel kending, idet 27-årige Souheib Dhaflaoui vender tilbage til klubben. Den teknisk stærke offensiv spiller optrådte for FCH tilbage i efteråret 2016 og kommer nu direkte fra bundrivalerne Næstved BK.
22. FC Helsingør ophæver kontrakten med Oliver Drost, der har fået mulighed for et sjældent eventyr i indisk fodbold. I foråret skal den 28-årige angriber spille for Bengaluru FC i Indian Super League.
20. FCH taber 3-4 til 2. Divisionsklubben FC Roskilde i vinterens første træningskamp. Nye Erik Andersson, Saku Ylätupa, Lucas Larsen og Ludvig Carlius får alle deres første optræden i den lyseblå trøje, mens prøvespilleren Modoumatarr Mbye også får en halvleg.
19. FC Helsingør præsenterer 21-årige Lucas Larsen som den seneste forårsforstærkning. Den 192 cm høje midtstopper er hentet i Eskilsminne IF med kontrakt til sommeren 2026.
18. Den 25-årige venstre back Jayce Olivero får ophævet sin kontrakt med FC Helsingør og vender tilbage til hjemlandet Gibraltar, hvor landsholdsspilleren skriver kontrakt med St. Joseph’s FC.
16. Den fortsatte hårde frost betyder, at FC Helsingør må flytte træningen til kunstgræsbanen i Espergærde. Det er ikke muligt at optø Helsingør Stadion med det underjordiske varmeanlæg og i modsætning til i Espergærde, må der ikke saltes med almindelig salt på stadion på grund af et nærliggende naturbeskyttelsesområde, skriver Helsingør Dagblad,
12. To afrikanske midtbanespillere prøvetræner i vinterkulden med FCH. Den 21-årige Emmanuel Adeyemo fra Nigeria kommer fra tre år i portugisisk fodbold, mens 23-årige Modoumatarr Mbye fra Gambia har boet i Sverige siden 2008 og spillet en årrække i den tredjebedste svenske række.
10. FC Helsingør annoncerer kontraktforlængelser for hele fire af de unge spillere i førsteholdstruppen, Jakob Vadstrup, Rasmus Dupont, Mathias Brems og Alexander Hvid. De tre førstnævnte forlænges til sommeren 2026 mens Hvid signerer en aftale frem til sæsonafslutningen.
9. FCH forstærker offensiven med den målfarlige og driblestærke brasilianske kantspiller Marcos Kayck. Den 20-årige angriber får en halvårlig kontrakt.
8. Cheftræner Álvaro Santos har første træningssamling efter vinterferien og præsenterer sit nye team, i skikkelse af den brasilianske analytiker og assistenttræner Ricardo Alves Resende og den svenske målmandstræner Patrik Abrahamsson.
8. FCH meddeler at klubben er blevet enige med både Hektor Eusebius Højbjerre-Thomsen og Mathias Bill om at stoppe samarbejdet. De to unge spillere har fået meget begrænset spilletid i efteråret og vil søge udvikling andetsted.
7. Den 27-årige angriber Jakob Johansson bekræfter overfor bold.dk at han er fortid i FC Helsingør efter udløbet af hans korttidskontrakt ved årsskiftet. Han nåede 7 kampe og 2 mål i FCH-trøjen.
5. FCH henter to spillere i den svenske liga. Først den 24-årige finske kantspiller Saku Ylätupa på en låneaftale fra Allsvenskan-klubben Kalmar FF og dernæst den erfarne midtbanegeneral 26-årige Erik Andersson fra GIF Sundsvall, der skriver en kontrakt til sommeren 2026.