De vigtigste begivenheder omkring FC Helsingør, dag for dag…..

December
30.
Tre profiler får forlænget deres kontrakter med yderligere et år. Dermed har FCH papir på Nicolai Geertsen, Oliver Kjærgaard og Nicklas Mouritsen frem til sommeren 2023. Samtidig oplyser klubben at målmand Christoffer Petersen fortsætter i Kolding IF på en lejeaftale yderligere en halvsæson.

27. Lejesvenden Peter Buch Christiansen vender tilbage til superligaklubben SønderjyskE et halvt år før planlagt. Den 22-årige angriber har ikke fået den spilletid han havde håbet på i efteråret. “Jeg kom til Helsingør for at få en masse spilletid fra start i kampene, og det har jeg ikke fået. Derfor føler jeg, at jeg lige så godt kan tage tilbage til Sønderjyske, hvor jeg i forvejen har kontrakt efter næste sommer, og spille min chance”, siger han.

23. Midtbaneprofilen og viceanfører Daniel Norouzi forlænger sin kontrakt med yderligere et år, så den nu løber til sommeren 2023.

20. FCH bliver en profil fattigere, da den 38-årige målmand Kevin Stuhr Ellegaard beslutter at stoppe sin karriere med omgående virkning. Få timer senere meddeler klubben at man forstærker truppen i angrebet, med købet af Fremad Amagers 31-årige kaptajn og anfører Kristoffer Munksgaard. På et byrådsmøde besluttes det at øge budgettet til en hybridbane til fodboldlandsholdet med yderligere 3 millioner til nu 14 millioner. Banen anlægges ved siden af Helsingør Stadion og financieres desuden af Hotel Marienlyst og DBU. Beslutningen møder store protester, men stemmes igennem med flertal fra Konservative og Socialdemokratiet.

11. De to lejespillere Nando Pijnaker fra portugisiske Rio Ave FC og Oliver Rimmen Tølbøll fra FC Nordsjælland forladen klubben når aftalerne udløber ved årsskiftet, lyder det fra FC Helsingør.

10. Topscorer Sebastian Czajkowski smider en bombe, da han meddeler sit karrierestop i en alder af blot 25 år. “Jeg har et lille barn, som jeg vil være verdens bedste far for og derfor vil være mere sammen med – også i weekenderne – og så har mine mange skader sat sig sine mén i min krop, og jeg lever med konsekvenserne hver dag. Jeg vil ikke udsætte kroppen for mere på den konto”, siger angriberen, der får annulleret dén kontrakt der ellers løb til sommeren 2023.

3. Årets sidste kamp udsættes i tre kvarter, da sneen vælter ned over DS Arena i Hobro. Først kl. 19.15 er den snedækkede bane ryddet så meget, at dommer Patrick Remon Gammelholm fløjter opgøret i gang. Trods en 1-0 føring til hjemmeholdet vinder FCH 2-1 på mål af Frederik Juul Christensen og Nicklas Mouritsen. Dermed kan Morten Eskesens tropper holde nytår på førstepladsen med 39 points, to mere end Hvidovre.


November
29. FCH taber 2-5 til Lyngby Boldklub i en reserveholdskamp på Helsingør Stadion. Peter Buch Christansen scorer begge mål for FCH, mens gæsternes Sævar Magnússon bliver noteret for et hattrick.

26. Lidt overraskende må FC Helsingør nøjes med 1-1 i hjemmekampen mod HB Køge. Gæsternes målmand Oskar Snorre spiller en brandkamp og først et kvarter før tid lykkes det Mikkel Knudsen at passere ham til 1-0. Glæden varer dog kort, da et skud fra Oscar Buch rettes af og snyder Kevin Stuhr Ellegaard i FCH-målet til 1-1. 710 tilskuere og en skuffet cheftræner Morten Eskesen ser på. Det er tungt, at vi taber to point i sådan en kamp. Vi må rose deres keeper Oskar Snorre, der står fantastisk, men det er også mangel på kvalitet hos vores forreste, at vi ikke får scoret flere mål. Men de har skaffet os rigtig mange point i mange andre kampe, og i dag blev de så læst af en god målmand. Næste gang scorer de igen”, siger cheftræneren.

20. Bundholdet Fremad Amager bliver sat til vægs i Sundby Idrætspark, hvor FCH vinder 4-1 efter 3-0 ved pausen. Sebastian Czajkowski og Elijah Just giver holdet en drømmestart med to mål indenfor ti minutter, inden Mikkel Knudsen og et drøn fra midten af banen fra Tonny Adamsen slutter målfesten.

16. Med Nando Pijnaker og Elijah Just i startopstillingen vinder New Zealand 2-0 over Gambia i en træningskamp i Dubai. Callum McCowatt kommer på banen i slutminutterne.

15. U18-landsholdet besejrer Tyskland 2-1 i den anden af to venskabskampe i Bremen. Alexander Lyng starter på bænken men skiftes ind til sin 7. landskamp efter 78 minutter.

12. Alexander Lyng er med fra start og spiller 73 minutter, da U18-landsholdet med en sidste minuts scoring opnår 3-3 mod Tyskland i Bremen.

11. Callum McCowatt scorer direkte på frispark for New Zealand, der vinder 2-1 i en uofficiel træningskamp mod Algeriet i Dubai. McCowatt og Nando Pijnaker er med fra start, mens Elijah Just starter på bænken

9. AB og FCH deler 2-2 i en reserveholdskamp på Helsingør Stadion, med Frederik Bay som dobbelt målscorer.

8. FCH går på landsholdspause med manér efter 4-1 over FC Fredericia i topkampen på Helsingør Stadion. Mål af Sebastian Czajkowski, Frederik Juul Christensen, Tonni Adamsen og Nicklas Mouritsen sikrer sejren.

1. U-18 landsholdstræner Jens Olsen udtager Alexander Lyng til to venskabskampe mod Tyskland midt i november.


Oktober
31.
Elijah Just, Callum McCowatt og Nando Pijnaker udtages til New Zealands landshold til træningsturnering i Dubai.

29. Det slutter målløst i topbraget mod rækkens toere Lyngby BK på Lyngby Stadion foran 4.426 tilskuere. Dermed holder FCH fortsat førstepladsen i NordicBet Ligaen.

24. Med to mål af Sebastian Czajkowski kommer FCH tilbage efter en skidt start og spiller 2-2 mod Vendsyssel FF på Nord Energi Arena i Hjørring.

18. FCH vinder 3-1 i en reserveholdskamp mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum. Sebastian Czajkowski bringer FCH foran efter bare 8 minutter inden Oliver Drost lukker opgøret med to mål for gæsterne.

14. FCH vinder en sikker 3-0 sejr over Esbjerg fB på Helsingør Stadion. To mål af Sebastian Czajkowski og et af Daniel Norouzi sikrer sejren foran 851 tilskuere.

13. Jeppe Kjær annoncerer at han stopper karrieren. Den 35-årige angriber har ikke været i kamp for FCH siden december 2020, hvor han blev skadet i et opgør mod HB Køge.

12. Elijah Just, Nando Pijnaker og Callum McCowatt er i startopstillingen for New Zealand, der vinder 1-0 over Bahrain. Dalton Wilkins sidder på bænken under hele kampen i Bahrain.

11. Alexander Lyng er med fra start og spiller 70 minutter, da Danmark U18 taber 1-3 til Belgien i Kroatien.

9. Nando Pijnaker og Callum McCowatt starter inde, da New Zealand besejrer Curaçao 2-1 i en venskabskamp i Bahrain. Elijah Just kommer på bane midt i anden halvleg mens Dalton Wilkins er ubenyttet reserve. McCowatt bliver noteret for en assist til All Whites 2-0 mål, sat ind af Chris Wood.

8. FCHs Alexander Lyng må tage plads på bænken, men kommer på banen efter en times spil, da Danmarks U18 landshold taber 0-1 til værtsnationen Kroatien.

5. Med to mål stjæler Alexander Lyng opmærksomheden på det danske U18-landshold i 3-3 kampen mod Belgien, i den første af tre kampe i en international turnering i Medulin i Kroatien.

3. Med en 3-0 sejr tilføjer Nykøbing FC sæsonens første nederlag til FCH i NordicBet Ligaen.


September
30. Alexander Lyng
udtages til 18-landsholdets tur til Kroatien i oktober.

27. New Zealand udtager FCH-kvartetten Elijah Just, Callum McCowatt, Dalton Wilkins og Nando Pijnaker til landsholdets træningstur til Bahrain i oktober. Wilkins er i efteråret udlejet til Kolding IF i 2. division mens Pijnaker spiller i FCH på en lejeaftale fra portugisiske Rio Ave FC.

24. Bundtrængte Hobro IK viser tænder og opnår 2-2 på Helsingør Stadion. Anfører Nikolaj Hansen og Tonni Adamsen scorer for de lyseblå.

21. Cheftræner Morten Eskesen sparer flere stamspillere og må se sit hold blive løbet over ende af OB i Sydbank Pokalens 3. runde. Efter bare 22 minutter fører Superligaklubben med slutcifrene 3-0 og spændingen er forduftet for de 1.119 tilskuere på Helsingør Stadion.

17. FC Fredercia holder indvielsesfest af deres nye Monjasa Tribune og inviterer gratis til fodbold i opgøret mod FCH. Hele 2.856 tilskuere møder op til topbraget og ser hjemmeholdet bringe sig foran kort efter pausen, inden FCH vender kampen på hovedet i anden halvleg og vinder 4-2 på scoringer af Daniel Norouzi, to gange Elijah Just og Peter Buch Christiansen.

12. FCH må nøjes med 2-2 i opgøret mod Hvidovre IF på Helsingør Stadion. Tonni Adamsen og Sebastian Czajkowski scorer foran 1.032 tilskuere.

7. Alexander Lyng er i startelleveren og bringer med sin første landskampscoring Danmark foran 1-0 efter 50 minutter, da U18-landsholdet taber 1-2 til Sverige i Sundsvall.

4. Angriberen Alexander Lyng får sin debut i landsholdstrøjen, da han kommer på banen efter 57 minuter i Danmarks U18-landskamp mod Norge. Opgøret, der er en del af venskabsturneringen 4-Nations Tournament i Sundsvall i Sverige, ender 0-0 og Danmark taber efterfølgende 5-6 på straffespark.

2. FCH trækker hjemmebane mod Superligaklubben OB i 3. runde af Sydbank Pokalen.

1. Cheftræner Morten Eskesen ændrer en del på startelleveren, da FCH stiller op på Østerbro Stadion mod Boldklubben Skjold fra Københavnsserien, i Sydbank Pokalens 2. runde. Hjemmeholdet bringer sig overraskende foran og debuterende målmand Hjalte Petersen må efterfølgende redde et straffespark, for at forhindre yderligere problemer. Liam Jordan udligner inden pausen og i 2. halvleg sætter cheftræneren stærke kræfter på banen, hvilket giver FCH en 3-1 sejr ved Elijah Just og Frederik Juul Christensen. Sidstnævnte scorer for FCH for første gang.


August 2021
31.
På transfervinduets sidste dag, udlejes reservemålmand Christoffer Petersen og venstre backen Dalton Wilkins til Kolding IF i 2. division. Begge aftaler løber frem til nytår. Den anden vej indgår FCH en lejeaftale med den New Zealandske landsholdspiller Nando Pijnaker, indtil 31/12-2021. Den 22-årige forsvarer, der spillede alle fire kampe for New Zealand under sommerens OL i Tokyo, hentes i Portugal hos Rio Ave FC. Dagens vigtigeste nyhed er vel imidlertid, at de stærkt spillende New Zealænderen Elijah Just og Callum McCowatt begge forlænger deres kontrakter til sommeren 2024.

28.
FC Helsingør sikrer sig den største udesejr i de hidtil fem sæsoner, klubben har spillet i den næstbedste række, da holdet vinder 6-0 over Jammerbugt FC i Pandrup. Callum McCowatt, Sebastian Czajkowski (2), Tonni Adamsen (2) og Peter Buch Christiansen står for målene.

25. Trods overvægt i spil og chancer, må FCH kæmpe hårdt i slutfasen for at sikre sig en 1-0 sejr over HB Køge på Capelli Sport Stadion. Elijah Just bliver matchvinder med en scoring efter 25 minutter, mens Liam Jordan brænder straffespark mod sin gamle klub.

21.
I en underholdende kamp spiller rækkens to hold med maksimumpoint, FC Helsingør og Lyngby Boldklub 3-3 på Helsingør Stadion. Tonni Adamsen og Elijah Just bringer FCH foran 2-0 ved pausen, men tre Lyngby-scoringer vender kampen på hovedet, inden Callum McCowatt udligner et kvarter før tid. Med 1586 tilskuere noteres det bedste besøg på det nye stadion, hvor den hidtidige rekord var 1243, der så indvielsenskampen mod Avarta i 2019.

20.
Den 16-årige angriber Alexander Lyng udtages til det danske U18-landshold, der skal spille 4-Nations Tournament 2021 i Sundsvall i Sverige fra 1. – 8. september. Det er første gang FCH-talentet udtages til et landshold og den første FCH-spiller der udtages til et dansk landshold. Danmark møder Norge den 4/9 og enten Sverige eller Belgien den 7/9.

18.
Efter forlænget spilletid lykkes det FCH at spille sig videre til 2. runde i Sydbank Pokalen, efter 2-1 over NordicBet Liga kollegaerne fra HB Køge. Sebastian Czajkowski udnytter et straffespark i første halvleg, men med 1-1 efter 90 minutter, skal der en scoring af den tidligere HBK-spiller Liam Jordan til at bringe FCH videre. Cheftræner Morten Eskesen giver debut til netop ankomne Mikkel Knudsen, mens også den fra FC Nordsjælland lejede Oliver Rimmen og U19-spilleren Daniel Krogh får første kamp i FCH-trøjen. Carl Lange får comeback efter fem måneders skadespause, men er uheldig og må udgå med en brækket fodrodsknogle.

17.
 FC Helsingør skriver en 2-årig kontrakt med forsvarsspilleren Mikkel Knudsen, der hentes hos 1. divisionskonkurrenterne FC Fredericia. Den 28-årige back har et år tilbage af sin kontrakt, men FCH udnytter en klausul i kontrakten, der gør det muligt for Knudsen at skifte til en klub nærmere bopælen i København. Den tidligere ungdomsspiller i OB, har spillet 191 førsteholdskampe for Viborg FF og FC Fredericia. “Mikkel er en rigtig dygtig forsvarsspiller der kan dække flere positioner, og er præcis den type erfaren profil vi gerne vil have i vores trup. Vi har mødt Mikkel nogle gange som modstander, hvor han har spillet for både Fredericia og Viborg, og han har altid været en spiller der var svær at spille imod”, siger sportschef Brian Gellert.

13. Efter en skidt første halvleg, får FCH styr på tropperne efter pausen og vinder 3-1 over Vendsyssel FF på Helsingør Stadion. Frederik Bay, Callum McCowatt og Elijah Just scorer målene, der giver de lyseblå den fjerde sejr af fire mulige i NordicBet Ligaen.

12. Sportschef Brian Gellert forlænger sin kontrakt med klubben “et godt stykke tid ud i fremtiden”. Gellert har i sine ti år i klubben udviklet sig til en nøgleperson, fra en rolle som assistenttræner til nu at besidde posten som sportschef.

6. Efter en flot fighterindsats kan FC Helsingør for første gang rejse fra CASA Arena i Horsens med en sejr. Callum McCowatt – tilbagevendt fra OL i Tokyo nogle dage forinden – sikrer 1-0 sejren med sin scoring, bare fire minutter efter at være kommet på banen.


Alexander Lyng jubler efter scoringen til 1-3 i Esbjerg, der også gør ham til FC Helsingørs yngste målscorer nogensinde. Foto: Claus Birch.

Juli 2021

31. FCH sikrer sig den første sejr i Esbjerg, da Morten Eskesens tropper vinder 3-1 på mål af Peter Buch Christiansen, Liam Jordan og Alexander Lyng. Sidstnævnte bliver med sine 16 år og 247 dage den hidtil yngste målscorer i FCHs historie. Der er stor medieopmærksomhed omkring kampen på grund af hjemmeholdets nytiltrådte tyske træner Peter Hyballa, der har foretaget store og kontroversielle udskiftninger i truppen.

31. Med Elijah Just og Callum McCowatt som indskiftere, spiller New Zealand 0-0 mod Japan i kvartfinalen ved OL, men må forlade turneringen efter 2-4 i straffesparkkonkurrencen. McCowatt scorer fra pletten, mens Just ikke er blandt de sparkende.

30. FC Helsingør skriver en ét-årig kontrakt med den 19-årige målmand Hjalte Petersen, der netop er rykket op fra U19-truppen. Hjalte Petersen har været del af FCHs akademi i små fire år og har tidligere været forbi FC Nordsjællands ungdomsafdeling.

28. New Zealand skriver fodboldhistorie ved OL i Tokyo da holdet efter 0-0 mod Rumænien er i kvartfinalen for første gang, som to’er i deres indledende pulje. Elijah Just spiller hele kampen mens Callum McCowatt sættes på banen i pausen. De to FCH-spillere skal nu møde værtslandet Japan.

Oliver Rimmen er lejet i FC Nordsjælland for resten af 2021. Foto: FC Helsingør.

27. FCH lejer den 20-årige midtbanespiller Oliver Rimmen i FC Nordsjælland på en aftale for resten af 2021. ” Vi har haft Oliver heroppe i vores miljø et stykke tid, hvor han har overbevist os om sine kvaliteter. Med den erfaring vi har haft med spillere fra FC Nordsjælland, ved vi at de kommer med høj kvalitet og professionalisme og Oliver er helt sikkert af samme skole. Når vi falder over kvalitetsspillere, der passer ind i vores trup, så slår vi til. Nu har vi muligheden for at se Oliver endnu mere an, og han kan få en fornemmelse for os.  Han er en spiller der styrker vores trup”, siger sportschef Brian Gellert.

25. Elijah Just leverer en assist da New Zealand taber 2-3 til Honduras ved OL i Tokyo. Både Just og Callum McCowatt er i startopstillingen.

23. På en scoring af Tonni Adamsen vinder FCH 1-0 over Fremad Amager i NordicBet Liga premieren. Der er debut til Oliver Drost i startopstillingen, men angriberen må udskiftes efter bare 26 minutter med en fiberskade. Peter Buch Christiansen og kun 16-årige Alexander Lyng kommer ind fra bænken og får også deres debut i FCH-trøjen. Sidstnævnte bliver den yngste debutant i klubbens historie. Der er 929 tilskuere på Helsingør Stadion.

22. GardinXperten bliver ny hovedsponsor for FC Helsingør og får sit navn på spilletrøjerne. “GardinXperten og deres ejer Torben Markussen har været en stor støtte for os de seneste sæsoner og det er dejligt, at vi kan sætte en stor, lokal sponsor på trøjen. Vi har lavet en rigtig god aftale med GardinXperten, der må siges at være et pænt stort sponsorat i NordicBet Liga-regi”, siger FCH’s salgschef René Dupont.

22. Med Elijah Just og Callum McCowatt i startopstillingen, vinder New Zealand 1-0 over Sydkorea i deres første kamp under OL i Tokyo.

16. I den sidste testkamp inden sæsonstarten spiller FCH 2-2 mod HB Køge på Capello Sport Stadion. Oliver Drost og Tonni Adamsen bringer FC Helsingør foran 2-0 efter pausen, men hjemmeholdet formår at udligne i slutfasen. FCH tester i kampen den 20-årige kantspiller Oliver Rimmen fra FC Nordsjælland, der indskiftes efter en times spil.

12. Elijah Just scorer til slutresultatet 2-0 da New Zealands OL-landshold vinder over Australien i den sidste testkamp før de Olympiske Lege i Tokyo. Både Just og Callum McCowatt var i startelleveren hos All Whites.

11. Mindre end 24 timer efter testkampen i Lyngby, stiller FC Helsingør op til endnu en træningskamp, hvor det gælder Brøndby IF på mestrenes træningsanlæg. Hjemmeholdet stiller med en del reserver, men vinder alligevel sikkert 3-0 over FCH i en bagende varm forestilling. Sidste sæsons topscorer i 3F Superligaen, Mikael Uhre, åbner scoringen umiddelbart før pausen, mens unge Mathias Kvistgaarden scorer kampens øvrige mål. FCH har igen prøvespilleren Mark Gundelach i aktion den første time.

10. I en ren vandpantomime spiller FC Helsingør 4-4 mod NordicBet Liga kollegaerne fra Lyngby Boldklub. Massiv regn før og under kampen gjorde forholdene ekstremt vanskelige for spillerne på anlægget bag Lyngby Stadion. FCH havde 16-årige Alexander Lyng med i start-11 og han imponerede med to scoringer. Også Oliver Drost kom på måltavlen, sammen med Tonni Adamsen. FCH førte 4-1 indtil der manglede seks minutter af opgøret, men på en flot slutspurt fik hjemmeholdet udlignet. Prøvespillerne Mark Gundelach (senest HB Køge) og Morten Knudsen (senest Vendsyssel FF) fik spilletid i forsvaret, mens også U19-spilleren Alexander Hvid fik mulighed for at vise sig frem.

9. FC Helsingør forlænger kontrakten med den 16-årige midtbanespillere Alexander Lyng, der samtidigt rykkes op i førsteholdstruppen. Han scorede i sidste sæson ni mål i otte kampe for U19-holdet, og 21 mål i 28 kampe for U17. “Alexander Lyng har trænet med her fra begyndelsen af den nye sæson, og har gjort det exceptionelt godt. Når man gør det, så kigger vi på kvaliteten frem for dåbsattesten. Når en spiller som Alexander kommer og viser sig frem som han har gjort, og samtidigt placerer sig helt i toppen af de fysiske tests, så fortjener man sin plads i førsteholdstruppen. Nu skal vi stille og roligt udvikle ham til seniorspiller”, siger sportschef Brian Gellert.

5. I en hastigt arrangeret træningskamp taber FCH 1-2 på Olympia til Helsingborgs IF fra Superettan. Svenskerne var tydelig længst fremme i forberedelserne og bragte sig foran 2-0 ved pausen. Nytilkomne Oliver Drost fik scoret sit første mål i den lyseblå trøje, da han omsatte et frispark i de døende minutter. Også nye Peter Buch Christiansen og tilbagevendte Kasper Enghardt var med fra start, mens U17-spilleren Alexander Lyng blev indskiftet. Med nederlaget måtte FCH pænt aflevere Øresundspokalen – vandrepokalen har været i Helsingør siden de to klubbers møde i foråret 2019, hvor FC Helsingør vandt efter straffespark.

3. Sydafrika offentliggør deres OL-trup, der er uden FC Helsingørs Liam Jordan.


Juni 2021
29. FC Helsingørs NordicBet Liga mandskab har første træningsdag efter sommerferien. Dermed kan cheftræner Morten Eskesen officielt byde velkommen til de tre nye ansigter, Oliver Drost, Peter Buch Christiansen og Kasper Enghardt. På træningsbanen er der også et velkomment gensyn med Jeppe Kjær, der nu træner med bold efter den langvarige skade, der har holdt ham ude siden december 2020.

25. De to offensivspillere Elijah Just og Callum McCowatt udtages til New Zealands OL-trup forud for de Olympiske Lege i Tokyo i juli. Det er første gang FC Helsingør har spillere med ved et OL.

22. FCH forlænger kontrakten med angriberen Tonni Adamsen, så den nu udløber i sommeren 2023. Adamsen kom fra Boldklubben Frem for et halvt år siden, oprindelig på en ét-årig kontrakt. “Tonni er hurtigt blevet godt integreret hos os, og har i højere og højere grad udfoldet sine færdigheder som sæsonen skred frem. Man ser ofte, at et nyt miljø kan rykke folk, og det er Tonni et godt eksempel på. Han var allerede en stor profil i anden division, og han er lykkedes med at tage næste skridt og blive en profil for os i første division. Tonni har leveret både mål og assists, og har været en afgørende faktor i mange af vores kampe, og så godt som han er faldet til i truppen var det oplagt at forlænge med ham. Vi tror på, at Tonni kan blive endnu bedre, og jeg er sikker på at han har alle forudsætninger for at fortsætte sin rivende udvikling i de næste sæsoner”, siger sportschef Brian Gellert.

17. FC Helsingør meddeler at man lejer den 21-årige angriber Peter Buch Christiansen i SønderjyskE for hele den kommende sæson. Han er noteret for 64 førsteholdskampe og 7 scoringer i Superligaklubben. “Vi har i lang tid haft et godt øje til Peter, og vi har forsøgt at få ham til klubben af flere omgange. Nu opstod muligheden så, og vi er meget glade for at det har kunnet lade sig gøre.  Peter er et kæmpe offensivt talent. Han er en tofodet og aggressiv angriber, med masser af individuel kvalitet og fart, og han passer perfekt ind i den måde vi gerne vil spille fodbold på”, udtaler sportschef Brian Gellert.

13. Liam Jordan spiller hele kampen på venstrekanten, da Sydafrika taber en venskabskamp med 3-0 i Egypten.

12. Den tidligere anfører Kasper Enghardt vender tilbage til klubben efter fem sæsoner i Superligaklubberne Randers FC og Lyngby BK. FC Helsingør har skrevet en 3-årig kontrakt med den rutinerede forsvarsspiller, der kommer på en fri transfer. Enghardt spillede 140 kampe i den lyseblå trøje frem til 2016. “Vi har altid håbet på, at Kasper kunne vende tilbage en dag. Og nu, hvor han havde kontraktudløb, ville vi gøre alt for at det kunne lade sig gøre. Det er en kæmpe dag for klubben, at en af vores største profiler nogensinde har valgt at komme tilbage til FC Helsingør. Det er en kæmpe cadeau for hele projektet og den sportslige sektors ry, at vi er lykkedes med at tiltrække en Kasper Enghardt i sin bedste fodboldalder. Det har så også kunne lade sig gøre fordi vores bestyrelse bakker op om det arbejde vi udfører i den sportslige afdeling, og støtter os hele vejen. Vi er meget stolte og glade for at Kasper har valgt os, i hård konkurrence med andre klubber. Det er stort for både klubben og byen”, fastslår sportschef Brian Gellert.

4. Den sydafrikanske U23-landsholdstræner David Notoane udtager FC Helsingørs Liam Jordan til to testkampe i Egypten, forud for udvælgelse af Sydafrikas trup til OL i Tokyo i juli. Kampene er arrangeret i stedet for den aflyste træningsturnering i De Forenede Arabiske Emirater som Jordan oprindelig var udtaget til.


Maj 2021
28. FCH forlænger kontrakten med venstrebacken Nicklas Mouritsen, der har lagt yderligere et år til sin kontrakt, der nu udløber i sommeren 2022. Nicklas Mouritsen kom til i vinterpausen fra Skive IK, og har nydt det første halve år i klubben: “Jeg føler at jeg er et rigtigt godt sted, og synes det her første halve år har været sindssygt godt. Der bliver spillet en form for fodbold i FC Helsingør som jeg godt kan lide, og hvor en spillertype som mig kan komme til at præstere. Det ville være svært at sige nej til at fortsætte den rejse vi er på.”

27. Den dobbelte målscorer i onsdagens 2-2 kamp mod Esbjerg, Oliver Kjærgaard, er sikret for den kommende sæson, meddeler klubben. Offensivspilleren har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med FC Helsingør, der binder ham frem til sommeren 2022. “Jeg havde en lidt hård tid i Norge, men at komme hjem til Helsingør har givet mig spilleglæden tilbage. Det har været fedt at få den genoplivet”, siger Kjærgaard om forlængelsen.

25. Offensivspilleren Liam Jordan udtages til en 25-mand stor sydafrikansk U23 Landsholdsholdtrup, der skal spille træningsturnering i De Forenede Arabiske Emirater som opvarmning til OL i Japan. Under turneringen skal sydafrikanerne møde Brasilien, Sydkorea og Argentina. Turneringen spilles fra den 5. til den 13. juni. “Det er en kæmpe ære at repræsentere sit land. Jeg er taknemmelig for at landstrænerne har fulgt mig, og valgt mig som del af en stærk landsholdstrup”, siger Jordan, der tidligere har spillet 6 kampe på Sydafrikas U20-landshold.


April 2021
13.
Reserverne taber en træningskamp 3-4 til Lyngby Boldklubs Superligareserver. Nicolai Geertsen, Tonni Adamsen og Mikkel Ainsalu scorer for FCH i opgøret, der bliver spillet i Lundtofte.

9. FCH leverer en af sæsonens bedste kampe og vinder 3-1 over HB Køge. Carl Lange åbner målscoringen med et flot langskud, mens både David Boysen og Callum McCowatt kommer på måltavlen for første gang i FCH-trøjen.

5. Superligabejlerne fra Silkeborg IF vinder 2-0 over FCH hjemme på JYSK Park. En fortjent sejr, selvom de lyseblå sælger sig dyrt og begge scoringer først falder i det sidste kvarter. Nicolai Geertsen udvises efter sit andet gule kort, da det mangler to minutter af opgøret.

2. FC Helsingør forlænger kontrakten med cheftræner Morten Eskesen til sommeren 2023.


Marts 2021
31. Fremad Amager
meddeler overraskende, at man har skrevet en 3-årig kontrakt med FCHs 20-årige midtstopper Hans Christian Bonnesen. Kontrakten gælder fra 1. juli, hvor den unge Helsingør-spillers kontrakt udløber. FCH afviser at man “har sovet i timen”, og fastslår at “Kritte” var lovet en kontrakt når han var igennem sin skadesperiode.

24.
Der er spilletid til reserverne da FCH besejrer Lyngby Boldklub‘s Superligareserver 3-2 i en træningskamp på Helsingør Stadion. Liam Jordan scorer efter bare 18 sekunders spil, mens Carl Lange øger tre minutter senere. Efter pausen scorer David Boysen sit første mål i FCH-trøjen. Efter tre måneders skadespause gør Jonas Henriksen comeback og også Carl Lange er tibage efter en kortere skade.

19.
Med 0-0 på Hancock Arena mod Skive IK afslutter FCH grundspillet på en fjerdeplads.

18. FC Helsingør forlænger kontrakten med kantspilleren Carl Lange, der ellers havde kontraktudløb den kommende sommer. Den nye aftale betyder at FCH nu har papir på Lange til sommeren 2023.

12. På to sene scoringer vinder FCH 2-0 over Hvidovre IF og sikrer sig 4. pladsen, hvilket giver en plads i det kommende oprykningsslutspil samt næste års NordicBet Liga (1. Division).

10. Anfører Nikolaj Hansen og viceanfører Daniel Norouzi forlænger begge deres kontrakt med FC Helsingør med yderligere et år, således at de to nu er sikret til sommeren 2022.

Lucas Haren scorer et drømmemål fra distancen, da FC Helsingør tager en 2-1 sejr over Vendsyssel FF. Foto: Claus Birch.

7. En lynscoring af Philip Rejnhold efter blot 38 sekunder og et drømmemål af Lucas Haren giver FC Helsingør en 2-1 sejr over Vendsyssel FF i Hjørring. Med den fjerde sejr på stribe cementerer FCH fjerdepladsen og er dermed snublende tæt på at sikre sig en plads i oprykningsspillet. “Jeg er simpelthen så stolt af måden, vi går til de her kampe på. Det er jo ikke på den måde, vi helst vil spille på, men på den her bane, som vi vel næsten ikke har set dårligere, er det klasse at vi kommer af sted med tre point. Der er mange, der stempler ind og gør det godt, og jeg er glad på Harens vegne over, at han ender med at blive matchvinder, og så på den måde. Jeg tør ikke erklære os sikre i top seks, men vi har to matchbolde, og dem er jeg ret sikre på, at vi nok skal udnytte.” siger anfører Nikolaj Hansen til Helsingør Dagblad. Cheftræner Morten Eskesen giver debut til den estiske midtbanespiller Mihkel Ainsalu, mens Elijah Just får comeback efter tre måneders skadespause.


Februar 2021
26. FC Helsingør vinder 1-0 i et tæt opgør over FC Fredericia på Helsingør Stadion. Oliver Kjærgaard bliver matchvinder med et lop over gæsternes keeper, efter et ligeså flot “Laudrupsk” vippet oplæg fra Anders Holst. Med sejren rykker FCH op på rækkens 4. plads.

FC Helsingør skriver korttidskontrakt med estiske Mihkel Ainsalu. Foto: FC Helsingør.

25. Efter en uges prøvetræning, skriver FC Helsingør kontrakt med den estiske midtbanespiller Mihkel Ainsalu. Den 24-årige centrale midtbanespiller har senest været på kontrakt i den bedste ukrainske række hos PFK Lviv, men kommer som transferfri spiller og klubben kan derfor skrive med ham uden for transfervinduet. “Mihkel har vist højt niveau til træning, og virker som en rigtig god og meget professionel spiller. Vi er overordnet set godt tilfredse med vores trup, men lige præcis den centrale midt, hvor Mihkel spiller, er et af de steder hvor vi synes vi måske manglede lidt bredde. Vi får en dygtig boks-til-boks-spiller, der også kan spille den defensive midtbane, så han passede lige på profilen. Vi har gode, unge spillere der på sigt banker på til pladsen, men lige nu og her ville vi gerne have en spiller ind der kunne styrke os med det samme, da vi skal spille hele 14 vigtige kampe på meget kort tid, i et meget sammenpresset kampprogram. Så da muligheden bød sig for at få en spiller en i den her kaliber, slog vi til“, siger sportslig ansvarlig Brian Gellert om tilgangen, der har fået en kort kontrakt frem til sommerferien og trøjenummer 42.

20. Carl Lange bliver matchvinder da FC Helsingør tager en flot skalp med 1-0 over Hobro IK på DS Arena. Kantspilleren har flere gode muligheder, men nøjes med en enkelt scoring da han omsætter Philip Rejnhold‘s indlæg fem minutter efter pausen. Med sejren holder FCH fast i rækkens 6. plads. “Jeg ved godt, at jeg siger det hver uge, men jeg elsker at være en del af den her klub og det her setup. Der er så mange, der leverer varen, og det er en fornøjelse at deltage i. Hobro er et svært sted at spille, og så snupper vi en smal sejr. Det kan ikke være meget bedre, og med de indsatser, vi har lagt for dagen i de to første kampe, kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle stoppe her“, siger målmand Kevin Stuhr Ellegaard til Helsingør Dagblad.

19. Den 24-årige estiske midtbanespiller Mihkel Ainsalu prøvetræner i FC Helsingør. “Jeg skal finde ud af i dag, hvem han er. Han er central midtbanespiller fra Estland, og han er en, vi er blevet tilbudt. Det er den eneste plads, vi ikke har dobbeltgardering på“, siger cheftræner Morten Eskesen. Ainsalu har spillet 13 kampe på Estlands A-landshold fra 2017-20 og spillet i FC Flora Talinn og senest PFK Lviv i Ukraine. I Talinn er han noteret for 139 kampe og 19 mål i den bedste række, samt 4 mesterskaber og 2 pokaltitler.

16. FCH har den tidligere FC Midtjylland og OB-spiller Izunna Uzochukwu med i træningen, men det bliver ikke til kontrakt i denne omgang. “Det hele skal passe sammen, og selvom det var tydeligt, at Izunna har en masse bold i sig og har spillet med på øverste hylde, så var formen ikke til 1. division lige her og nu, så for nu blev det ikke til en aftale“, siger cheftræner Morten Eskesen om den 30-årige nigerianer. Den defensive midtbanespiller har senest optrådt i norske Aalesunds FK.

Oliver Kjærgaard jubler efter scoringen til 0-1 under kampen i 1. Division mellem Kolding IF og FC Helsingør den 12. februar 2021 på Autocentralen Park, Kolding Stadion. Foto: Claus Birch.

12. På en bidende kold fredag aften i Kolding, hvor temperaturen når ned på 10 minusgrader, vinder FC Helsingør forårspremieren med 2-0 over Kolding IF. Oliver Kjærgaard bringer FCH foran efter 13 minutter og debutanten Nicolai Geertsen – på hovedstød midtvejs i anden halvleg – cementerer sejren, der sender FCH ti points fra en direkte nedrykningsplads. På det tilskuertomme stadion giver FCH desuden debut til Nicklas Mouritsen, Tonni Adamsen samt indskiftede Liam Jordan. “Jeg er super lykkelig over den sejr. Vi leverer en rigtig professionel indsats over det meste af kampen. Vi er solide, og vi skaber de chancer, som vi skal bruge for at vinde, og så scorer vi nogle flotte mål. Det var lige som det skulle være i sådan en premierekamp” siger cheftræner Morten Eskesen.

11. 22-årige Oliver Kjærgaard forlænger sin kontrakt med FCH for yderligere et halvt år, gældende frem til sommeren 2021.

9. Divisionsforeningen afviser at Lyngby Boldklub kan afvikle den kommende weekends superligakamp mod Brøndby IF på Helsingør Stadion, da faciliteterne ikke lever op til kravene for en TV-produktion. Lyngby havde forespurgt om muligheden for at leje stadion af Helsingør Kommune, for at skåne Lyngby Stadion. “Det er hårdt vejr for græsbaner i øjeblikket, og spiller vi på vores bane på søndag og river den op, så kan det være svært at få den god igen. Det var et forsøg på rettidig omhu”, forklarer Lyngby Boldklubs direktør Andreas Byder.

8. FCH taber vinterens sidste træningskamp, da det bliver 2-3 mod FC København på anlægget på Peter Bangsvej. Mens FC Helsingør stiller i stærkeste opstilling, er hjemmeholdet en blanding af reserver fra den seneste Superliga-kamp i Horsens og U19-spillere. Unge Rasmus Højlund scorer to gange for FCK, mens først Tonni Adamsen – med sit første FCH-mål – til 1-1 og siden Lucas Haren til 2-2, scorer for FCH. Hjemmeholdets U19-spiller Orri Oskarsson skiftes ind og scorer sejrsmålet for FC København godt et kvarter før tid. FCH-træner Morten Eskesen udskifter hele holdet i anden halvleg, med undtagelse af målmand Kevin Stuhr Ellegaard, med henblik på at spare kræfter til forårspremieren fredag i Kolding. Nytilkomne Liam Jordan er én af indskifterne og får således sin første halve time i FCH-trøjen.

Liam Jordan, ny mand i den lyseblå trøje. Foto: FC Helsingør.

1. Den sydafrikanske angriber Liam Jordan skifter med øjeblikkelig virkning fra HB Køge til FC Helsingør på transfervinduets sidste dag. Den 22-årige Jordan scorede i december sejrsmålet for østsjællænderne mod netop FCH. Jordan har spillet i HB Køge siden 2018, hvor det er blevet til 14 scoringer i 95 kampe. Han har et halvt år tilbage af sin kontrakt, men er blevet frikøbt af FCH, hvor han har fået en kort kontrakt frem til sommer. “Liam er, ligesom de andre vi har hentet her i vinter, blandt ønskespillerne på den liste, vi lavede, før vi gik ind i vinduet. Han havde først udløb til sommer, og derfor er det glædeligt, at vi allerede nu kan hente ham på en transferaftale med HB Køge“, siger sportschef i FC Helsingør, Brian Gellert til Helsingør Dagblad. Jordan, har tidligere spillet hos Sporting i Lissabon, Bidvest Hits i Sydafrika og Auckland City FC i New Zealand. Han har spillet 6 kampe på det Sydafrikanske U20-landshold i 2017. Transfersummen oplyses ikke.


Januar 2021
31. Varmeelementerne under Helsingør Stadion fungerer ikke. Kun nogle dele af banen er optøet når frosten sætter ind, fordi de elektriske kabler under kunstgræsset er beskadiget og har optaget fugt. Skaden menes at være sket under byggeriet. For at reparere anlægget skal felter af kunstgræsset tages op, hvilket dels kræver nogle dage med tørvejr og naturligvis at banen ikke benyttes. Ifølge Helsingør Dagblad er det dén virksomhed der i 2019 stod for varmeanlægget, der kommer til at bekoste reparationen.

29. Der bliver ingen FCH-kontrakt til New Zealandske Sean Bright i denne omgang. Efter et par ugers træning er den 19-årige testspiller vejet og fundet for let. “Han er fremtidens mand og det er godt for hans egen udviklings skyld, at han kommer videre, for han kommer ikke til at få mange minutter her. Jeg vil sige, at han er en 2. divisionsspiller“, siger cheftræner Morten Eskesen til Frederiksborg Amts Avis.

Daniel Norouzi – der her sætter en tackling ind på Jesper Lindstrøm – får ros for indsatsen mod Brøndby IF da FCH spiller 1-1 mod Superligaens tophold. Foto: Claus Birch.

29. Brøndby IF – der overvintrer på en delt førsteplads i Superligaen – stiller i stærkeste opstilling mod FC Helsingør, men må nøjes med 1-1 i testkampen på Helsingør Stadion. Efter et målløs første halvleg, udnytter Carl Lange en hurtig omstilling og bringer FCH foran 1-0. I slutfasen strammer gæsterne skruen og godt ti minutter før tid udnytter Anis Slimane et klumpspil og sender udligningen i nettet. “Det var en rigtig god kamp fra vores side, hvor vi matcher Brøndby på rigtig mange parametre. Vi får skabt chancer, vores forsvar står godt, og midt på banen leverede Frederik Christensen og Daniel Norouzi en sublim indsats. Det begynder at se positivt ud“, siger cheftræner Morten Eskesen til Helsingør Dagblad.

28. Statsminister Mette Frederiksen meddeler på et pressemøde, at de nuværende Covid-19 restriktioner forlænges igen, denne gang til 28. februar. Dermed er der ikke udsigt til tilskuere på tribunerne, når FC Helsingør om godt to uger tager hul på forårssæsonen.

27. FCH sælger U19-angriberen Anosike Ementa til Superligaklubben AaB. Den 18-årige – og mere end to meter høje spiller – har scoret 12 mål i 16 kampe i U19-regi og fik tre kampe på FCHs bedste hold, heraf 2 i denne sæsons 1. Division. ““Ano” er et stort talent, og en lokal dreng, som har rykket sig meget i sin udvikling det sidste års tid. Det har været et stort ønske for Anosike at prøve sig af på højere niveau, så vi har efter dialog med AaB og Anosike og hans rådgivere, fået en rigtig fin aftale i stand for både Anosike og FC Helsingør. Efter et par rigtigt gode præstationer på vores førstehold, er det gået stærkt med interessen omkring ham og vi glæder os til at følge Anosike i Superliga-regi“, siger FCHs sportslig ansvarlige Brian Gellert. Salgsprisen og eventuelle klausuler oplyses ikke, men ifølge BT er der kun tale om en “god videresalgsklausul“, der kan sende penge i FCH-kassen, hvis Ementa får succes i AaB og sælges videre.

Carl Lange scorer det enlige mål i 1-0 sejren over et reservespækket Superligamandskab fra Lyngby Boldklub den 26. januar 2021 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch.

26. En scoring af Carl Lange efter 38 minutter afgør tirsdagens træningskamp mod Lyngby Boldklub på Helsingør Stadion. Gæsterne møder frem med en lang række U19-spillere og efter et massivt overtag burde FCH-sejren have været større. Nicolai Geertsen optræder for første gang i den lyseblå trøje, i det centrale forsvar med anfører Nikolaj Hansen. Også den nye venstreback Nicklas Mouritsen er med fra start, mens det kun bliver ganske få minutter til prøvespilleren Sean Bright.

26. FC Helsingør skriver en kort kontrakt frem til sommerferien med den prøvespillende venstreback Nicklas Mouritsen. Den 25-årige forsvarsspiller har senest spillet for Skive IK, men har en fortid i FC Nordsjælland, FC Roskilde og Lyngby Boldklub. Rutinerede Mouritsen har ialt spillet knap 100 kampe i NordicBet Ligaen og derudover 17 Superligakampe da han optrådte i FC Nordsjælland-trøjen. “Det er en god forstærkning, som jeg er rigtig glad for. Med Dalton ude og Frederik Bay på vej tilbage, er han en god og stabil spiller at få ind. Man ved, hvad man får“, siger cheftræner Morten Eskesen til Helsingør Dagblad.

25. Som ventet giver Helsingør Byråd det røde kort til det projekt, der skulle have givet kommunen – og ikke mindst det danske fodboldlandshold – en ny hybridbane ved Helsingør Hallen. En pris på over 17 mio. kroner er dobbelt så meget som forventet – og som afsat på budgettet. “Det er rigtig ærgerligt, at det viste sig, at buddene var så meget dyrere, end vi havde budgetteret med. Det at have landsholdet i Helsingør betyder meget for Helsingør og for os som kommunen, men også for landsholdet, der er rigtigt glade for at være her. Det er bare så surt“, siger socialdemokratiske Betina Svinggaard, formand for byrådets udvalget for idræt og fritid til Helsingør Dagblad. Det var oprindelig forventet at prisen ville være omkring 9 mio. kroner, hvoraf DBU skulle betale 1 mio. og Helsingør Kommune resten.

23. HIK’
s bestyrelsesmedlem Per Frimann kritiserer FC Helsingørs beslutning om at aflyse dagens træningskamp mellem de to klubber grundet Corona-frygt. “Det er beklageligt og det handler desværre om uvidenhed hos vores modstander. HIK-spillerne er blevet testet akkurat som 1. divisions- og 3F Superligahold og i øvrigt af det samme testmandskab“, siger han til bold.dk. FC Helsingør beklager, men fastholder beslutningen, “Vi betaler vores spillere for at tage hjem hver dag og holde sig væk fra andre, men det kan du ikke på samme måde i 2. division“, svarer pressechef Rune Milling fra FCH.

22. Angriberen Sebastian Czajkowski forlænger sin kontrakt med FC Helsingør med to år, således at aftalen nu løber til sommeren 2023. Czajkowski kom til FCH i sommeren 2020 fra FC Roskilde og er hurtigt faldet til i det nordsjællandske, selvom skader reducerede spilletiden markant i det første halvår. “Jeg er helt vildt glad for at være i klubben, og jeg føler mig hjemme i Helsingør. Klubben er fantastisk både med trænere, ledere og folk, der kommer på stadion. Selvfølgelig vil jeg gerne være en del af det”, siger 24-årige Sebastian Czajkowski til Helsingør Dagblad.

Nicolai Geertsen – med anførerbindet for Lyngby Boldklub – skriver kontrakt med FC Helsingør frem til sommeren 2022. Foto: Claus Birch.

22. FC Helsingør fortsætter oprustningen til forårssæsonen og henter den rutinerede forsvarsspiller Nicolai Geertsen hos Lyngby Boldklub i Superligaen. FCH har flere gange tidligere haft interesse i den 29-årige stopper, men først nu er skiftet en realitet. Nicolai Geertsen er søn af den tidligere topscorer – og senere cheftræner – i Helsingør IF Egon Geertsen. Han har en fortid i norsk fodbold, samt hos Brøndby IF, BSV, HB Køge og Hillerød Fodbold. Nicolai Geertsen havde kontrakt med De Kongeblå frem til sommerferien, men den er ophævet således at han kan skifte transferfrit til FCH.

22. Efter en uges prøvetræning og en halvleg i træningskampen mod FC Nordsjælland, er FCH-opholdet slut i denne omgang for 19-årige Alexander Hjælmhof. Midtbanespilleren fra FC København har i dag valgt at fortsætte karrieren hos HIK i 2. Division.

21. Der bliver ingen FCH-karrieren for FC Roskilde’s Mileta Rajovic i denne omgang. Den 21-årige angriber, der blev testet mod FC Nordsjælland forleden, har valgt at fortsætte på en “længere” kontrakt hos Næstved Boldklub i 2. Division i stedet.

20. FC Helsingør aflyser tre af forårets træningskampe, mod 2. divisionsholdene HIK (23/1), Næstved Boldklub (6/2) og Roskilde KFUM (13/2). Det skyldes frygten for Corona-smitte, idet klubberne i den tredjebedste række ikke er underlagt de samme testkrav som i 1. Division og Superligaen.

20. FC København vinder 3-2 i onsdagens regntunge træningskamp på kunstgræs på Frederiksberg. Anders Holst giver FCH føringen i kampens andet minut, men Superligaholdet kommer på 3-1 på scoringer af Kamil Wilczek, Viktor Fischer og Jens Stage, inden Carl Lange reducerer til 3-2. Cheftræner Morten Eskesen tester Skive IK’s Nicklas Mouritsen fra start på venstre back og undervejs bliver det også til et indhop for den prøvespillende New Zealænder Sean Bright. Også U19 spillerne Anosike Ementa, Luca Costabile, Alexander Stjernegaard og Emil Rasmussen skiftes ind i kampen der spilles over 105 minutter.

Tonni Adamsen i aktion for BK Frem i foråret 2019. Foto: Claus Birch

19. FC Helsingør skriver en ét-årig kontrakt med den 26-årige angriber Tonni Adamsen fra Boldklubben Frem. Angriberen har trænet med i en uges tid og spillede de første 45 minutter i lørdagens testkamp mod FC Nordsjælland, men har været på trænerteamets ønskeliste længe. Således var der dialog mellem parterne allerede sidste sommer, men FC Helsingør ønskede ikke at honorere Valby-klubbens krav til en transfersum og ventede derfor til angriberens kontraktudløb til nytår. Tonni Adamsen startede som ungdomsspiller i Taastrup IK og senere Brøndby IF, fortsatte siden hos Taastrup FC hvor han i en ung alder var anfører på klubbens Danmarksseriehold. Siden 2018 har han spillet 65 kampe for BK Frem i 2. Division, med 24 mål til følge. Tonni Adamsen kommer til at spille i trøje nummer 30 hos FCH.

16. Angriberen Andreas Smed, der forlod FC Helsingør ved kontraktudløb ved årsskiftet, har valgt Boldklubben Frem som sin nye klub. Den 23-årige angriber har skrevet en kort kontrakt frem til sommerferien.

Tochi Chukwuani (FC Nordsjælland) kæmper med prøvespilleren Sean Bright (FC Helsingør) under træningskampen mellem FC Nordsjælland og FC Helsingør den 16. januar 2021 på Right to Dream Park (Foto: Claus Birch).

16. På et frostkoldt Right to Dream Park vinder FC Nordsjælland 4-2 over FCH i vinterens første træningskamp. Cheftræner Morten Eskesen tester angriberne Tonni Adamsen og Mileta Rajovic samt den centrale midtbanespiller Sean Bright fra start, mens de øvrige testspillere Mohammed Youssef, Dylan Ruiz-Diaz og Alexander Hjælmhof samt U19-holdets Emil Rasmussen spiller de sidste 45 minutter. Kamaldeen Sulemana sørger med en pragtfrispilning af sig selv for en 1-0 pauseføring, mens Chukwuemeka Nnamani fuldender et flot hattrick i slutfasen. For FCH udligner Callum McCowatt til 1-1 på riposten efter et mislykket panenka straffespark fra ham selv og tilbagevendte Sebastian Czajkowski sørger for 2-2 på en pragtafslutning. På grund af Covid-19 restriktioner er der ingen tilskueradgang til Superliga-arenaen i Farum.

13. Regeringen forlænger de gældende Covid-19 restriktioner, denne gang frem til den 7. februar. Dermed vil der ikke blive mulighed for tilskuere til FCHs kommende træningskampe.

12. Cheftræner Morten Eskesen har sine spillere samlet til første træningspas, efter en vinterpause på kun tre uger. Med i solen på kunstgræsset på Helsingør Stadion er 6 prøvespillere, i skikkelse af Tonni Adamsen (26-årig angriber fra Boldklubben Frem), Mileta Rajovic (21-årig angriber fra FC Roskilde), Dylan Ruiz-Diaz (19-årig venstre wing fra Central Coast Mariners og U19 landsholdsspiller fra Australien), Sean Bright (18-årig central midtbanespiller fra Eastern Suburbs AFC i New Zealand), Mohammed Youssef (25-årig højre back fra Vanløse IF) og Alexander Hjælmhof (19-årig central midtbanespiller fra FC København). Kontraktudløbne Casper Sloth er fraværende og meldes tabt for FCH.

FC Helsingør skriver en 3-årig kontrakt med Kolding IF-angriberen Oliver Drost (th), gældende fra 1. juli 2021 (Foto: Claus Birch).

11. FC Helsingør skriver en 3-årig kontrakt med den 25-årige angriber Oliver Drost, gældende fra 1. juli 2021. Indtil da fortsætter Drost hos 1. divisionskollegaerne Kolding IF, hvor han er topscorer og har været en af efterårets største profiler. Oliver Drost var som ungdomsspiller i bl.a. Snekkersten IF og Helsingør IF,  inden han via B.93 og Vejle Boldklub blev hentet til superligafodbold i AC Horsens. Han er desuden noteret for 3 kampe på Danmarks U19 og U20-landshold.

8. DBU udtrykker forståelse for at Helsingør Kommune ikke agter at smide over 17 mio kroner for en hybridbane til brug for landsholdet. Det behøver dog ikke betyde et farvel til landsholdet, siger DBU-direktør Kenneth Reeh til bold.dk. “Vi ved, at spillerne er glade, staben er glad og landstræneren er glad for at være i Helsingør, så vi vil gerne blive, og vi håber på at fortsætte deroppe nogle år endnu”. Unionen vil nu kigge på materialet og tage en dialog med Helsingør Kommune.

7. Det danske landshold kan være på vej væk fra basen i Helsingør og Hotel Marienlyst. En planlagt hybridbane ved Helsingør Hallen kommer til at koste minimum 17,4 mio kroner ifølge et udbud som Helsingør Kommune har lavet. Det er næsten det dobbelte af de 9 mio kroner som kommunen havde regnet med og har medført et nej tak fra Idrætsudvalget. Dermed ser det ud til, at de rød-hvide forlader byen, når aftalen med DBU om brug af det gamle stadion på Ndr. Strandvej udløber med udgangen af 2021.

5. For at stoppe spredningen af en ny coronavirus mutation fra Storbritannien, præsenterer statsminister Mette Frederiksen nye restriktioner. Forsamlingsforbuddet nedsættes fra 10 til 5 personer, foreløbig frem til 17. januar. Også ordningen der gjorde det muligt at have 500 tilskuere på stadions suspenderes under de nye restriktioner. Muligheden for træning og kampe for klubberne i Superligaen, 1. Division og 2. Division berøres ikke i første omgang.

Andreas Smed nåede kun 11 kampe for FC Helsingør (Foto: Claus Birch).

5. Angriberen Andreas Smed får ikke sin kontrakt forlænget og forlader dermed FC Helsingør efter bare et halvt år. Den 23-årige forward nåede ikke at komme på scoringstavlen i de 11 kampe han fik i FCH-trøjen. “Jeg har nok ikke slået til de gange, jeg har fået chancen fra start. Var der kommet 2-3 mål fra min fod, som det har været tæt på, så havde det måske set anderledes ud”, siger angriberen, der understreger, at han har været “helt vildt glad for at være i klubben”.