Jyske øretæver til FC Helsingørs U19 og U17 talenter

U19: Viborg FF - FC Helsingør IF 3-0 | U17: Viborg FF - FC Helsingør 6-2

Målmand Eliot Guindy og U19-holdet var ikke heldige, da det blev til et 3-0 nederlag i Viborg. Foto: Claus Birch

Ikke helt uventet fik FC Helsingørs to bedste ungdomshold hænderne fulde, da de fredag stillede op i Viborg. Superligaklubbens talenter havde målfarlige angribere i hovedrollerne i begge kampe, der blev vundet 3-0 og 6-2.

I U19-kampen måtte FCH indkassere et nederlag på 3-0, hvilket dog ikke var specielt retvisende for kampens forløb.

Indenfor de første ti minutter havde de lyseblå således tre friløbere, som David Gideon og Malek Kharaibi imidlertid ikke fik scoret på. Viborg FF skulle endda være særdeles glade for at målmand Nicolai Dybdal ikke blev præsenteret for det røde kort, da han hev David Gideon ned på en helt fri scoringsmulighed.

I stedet udnyttede De Grønne en af deres bare to chancer i første halvleg og kunne gå til pause med en 1-0 føring.

Efter pausen kom Viborg FF topscorer Adam Kleis-Kristoffersen i fokus, da han nettede efter et hjørnespark et kvarter før tid og kort efter lukkede kampen efter en omstilling, mod et satsende FCH-hold.

– Drengene var efter kampen ret skuffede, da præstationen var rigtig god mellem felterne. Desværre mangler vi hårdhed og kynisme i felterne, som har kostet os de sidste par kampe, fortæller cheftræner Karl Emil Larsen.

– Særligt i pres, dueller og intensitet matchede vi dem godt, hvilket er positivt. Vi må også erkende at Viborgs U19 er dygtige med flere spillere med superligakampe og spillere på både U18 og U19 landshold. Her viste flere af vores drenge, at de kunne være med og matche deres bedste spillere. Vi knokler videre og tager læringen med os videre til de fem resterende turneringskampe i 2025, fastslår FCH-træneren.

Næste kamp for U19 holdet er på lørdag, hvor et af topholdene AB gæster Helsingør Stadion.

U19 Divisionen, fredag d. 17. oktober 2025
Viborg FF U19 – FC Helsingør U19
3-0 (1-0).
1-0 Marcus Nielsen (14)
2-0 Adam Kleis-Kristoffersen (76)
3-0 Adam Kleis-Kristoffersen (82)

Du kan se alle U19 holdets kampe her. Oversigten opdateres løbende gennem sæsonen.

 

Hos U17 havde Andreas Rohrberg sin første start mellem stængerne i denne sæson og det blev en utaknemmelig opgave for den unge keeper. FCH kunne slet ikke dæmme op for hjemmeholdets offensiv, hvor især topscorer Oscar Arbøl var i overdådigt spillehumør.

Den tidligere AB’er nettede ikke færre end fire gange i første halvleg og sendte kampen udenfor FCHs rækkevidde med 5-0 ved pausen.

I anden halvleg fik FCH pyntet lidt på resultatet da Diaco Rahdar scorede sit 9. mål i denne sæson og Nikolaj Hansen reducerede yderligere i slutminutterne.

De unge FCH-spillere undgik dog ikke tenniscifre, da Zillius Ørnum lukkede og slukkede med 6-2 målet i tillægstiden.

FC Helsingørs U17 hold skal i kamp igen allerede tirsdag, hvor det gælder den udsatte sæsonpremiere mod Hvidovre IF på Helsingør Stadion.

U17 Divisionen, fredag d. 17. oktober 2025
Viborg FF U17 – FC Helsingør U17
6-2 (5-0).
1-0 Oscar Arbøl (4)
2-0 Oscar Arbøl (24)
3-0 Oscar Arbøl (35)
4-0 Johannes Mortensen (40)
5-0 Oscar Arbøl (42)
5-1 Diaco Rahdar (71)
5-2 Nikolaj Hansen (86)
6-2 Zillius Ørnum (91)

Du kan se alle U17 holdets kampe her. Oversigten opdateres løbende gennem sæsonen.