Med en 3-0 sejr over det københavnske serie 1 mandskab fra Husum Boldklub, spillede FC Helsingør sig tirsdag aften videre i DBU Pokalen. Det var dog ikke en specielt overbevisende indsats helsingoranerne lagde for dagen i opgøret, der først definitvt blev lukket med to scoringer i de døende minutter.
Christian Lønstrup havde skiftet ti mand i startelleveren i forhold til 2-0 sejren over Randers FC, med venstrekanten Mathias Johannsen som den eneste genganger. Det gav reserverne chancen for at byde sig til og betød debut til Daniel Jørgensen i forsvaret og Daniel Stückler helt fremme. Undervejs kom også Måns Herrmann og William Kvist ind til deres første FCH-optræden.
Hjemmeholdet havde sat alle sejl til, for at skabe en festaften for de 816 tilskuere. Opgøret var flyttet fra københavnernes sædvanlige intime hjemmebane i Husum Parken til Tingbjerg Idrætspark, hvor Brønshøj Boldklub velvilligt lagde bane og personale til. Et flot indløb og musik undervejs – i bedste håndbold-stil – gav kampen et festligt præg. Derfor var det mere end ærgerligt, ja direkte tåbeligt, at FC Helsingør havde medbragt blå spilletrøjer der lå alt for tæt på hjemmeholdets. Det betød i sidste ende at de lyseblå måtte stille op i hvide svedtrøjer med håndskrevne numre – og med røde ører, fristes man til at tilføje. Det var direkte uprofessionelt…….
Hjemmeholdet lagde frisk ud og gik hårdt ind i nærkampene. Måske lige i overkanten, men attituden virkede efter hensigten. FC Helsingør fik ikke spillet til at flyde og kom alt for hurtigt ned i Husum’s tempo. Det blev ikke lettere af at københavnerne pakkede forsvaret tæt, så der blev ikke meget plads at flytte sig på, trods FCH’s sædvanligvis hurtige fødder.
Bedst var Adnan Mohammad på venstrekanten, der både kom frem til afslutninger og fremtvang et par farlige situationer med sine løb på kanten. Det var tæt på at give bonus efter et kvarter, hvor FCH-fløjen ramte stolpen.
Så var det mere småt med afslutningerne mod Aris Vaporakis. Det blev dog mere end farligt efter godt tyve minutter, hvor Husum fik tilkæmpet deres første hjørnespark. Bolden blev headet tilbage i feltet og kunne være endt i netmaskerne, hvis ikke Daniel Jørgensen var dukket op på stregen og headet væk.
Omkring den halve time fik FCH så føringsmålet, da Tobias Christensen spillede Daniel Stückler i dybden. Den situation udnyttede den tidligere Brøndby-spiller sikkert og blev dermed noteret for et debutmål.
Mange havde nok forventet af Husum ville gå døde i de sidste 45 minutter. Det skete ikke. FC Helsingør fik aldrig hevet tempoet op og kampen blev præget af alt for mange boldtab og ikke særlig gennemtænkte afleveringer.
FCH var tæt på 2-0 efter 56 minutter hvor Adnan Mohammad igen var på spil, efter forarbejde fra Daniel Stückler. Uheldigt for Mohammad tog bolden indersiden af stolpen, sprang på tværs af målet og ud i spil igen.
Dermed kom pokalopgøret til at leve helt frem til slutminutterne, hvor FCH omsider fik scoret igen. Først udnyttede indskiftede William Kvist en lang bold, som han kastede sig ned i og fik prikket forbi Husum-keeper Rasmus Brix Ohmann. Og i overtiden blev det så også 3-0. William Kvist sendte et hjørnespark til nærmeste stolpe, hvor Daniel Jørgensen fik sparket den i nettet.
– Vi er videre og det er det vigtigeste. Derudover er det en kamp til glemmebogen, erkendte Christian Lønstrup.
– På papiret ser 3-0 jo godt ud, men det var måske ikke det helt rigtige billede af kampen. Jeg var godt klar over, at det ikke blev verdens flotteste fodboldkamp, for vi havde alt at tabe.
FC Helsingør møder Hvidovre IF i 3. runde om to uger.
DBU Pokalen, 2. runde
Tirsdag d. 5. september 2017, kl. 18:30 i Tingbjerg Idrætspark
Husum Boldklub – FC Helsingør
0-3 (0-1). Tilskuere: 816
0-1 Daniel Stückler (31)
0-2 William Kvist (87)
0-3 Daniel Jørgensen (90+3)
Husum Boldklub (4-4-2): Rasmus Brix Ohmann – Josef Moussa (74.: Mikkel Isgaard Frederiksen), Mikkel Holm Jensen, Yannick Winkel Rasmussen, Christoffer Sisbo – Sebastian Stage, Mathias Frydensbjerg Petersen (58.: Rasmus Vincent Rosenberg), Mikkel Fredskov Howalt (58.: Martin Holmen), Emil Brix Ohmann (Anf), Rickie Winkel Rasmussen – Lasse Syndergaard.
Ikke benyttet: Mads Nørballe (M)
Cheftræner: Martin Kiim Krøger
FC Helsingør (4-3-1-2): Aris Vaporakis – Daniel Jørgensen, Morten Hegaard, Mathias Johannsen (Anf), Jonas Henriksen, Alexander Fioretos, Lucas Ohlander (86.: Ricki Olsen), Adnan Mohammad (68.: Måns Herrmann) – Mark Leth Pedersen – Tobias Christensen (72.: William Kvist), Daniel Stückler.
Ikke benyttet: Adrian Kappenberger (M)
Cheftræner: Christian Lønstrup
Advarsler: Yannick Winkel Rasmussen (47), Husum BK. Mark Leth Pedersen (78), FC Helsingør.
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen