
Målmand Hjalte Petersen kan være på vej væk fra FC Helsingør. Den 23-årige keeper har ikke lagt skjul på, at han søger spilletid andetsteds og spillede i går træningskamp for IL Hødd fra den næstbedste norske række.
FCH kan meget vel sende endnu et spiller til norsk fodbold. Tidligere på måneden tog Robert Marcus turen til Moss FK og nu forsøger Hjalte Petersen at spille sig til en kontrakt med IL Hødd, også fra OBOS Ligaen, den næstbedste række i Norge.
IL Hødd har fra årsskiftet fået dansk cheftræner, i skikkelse af Ivan Poulsen, der kom fra OBs U19 Ligahold. Han har netop hentet Silkeborg IFs 19-årige venstre wing Sebastian Biller på en låneaftale og Hjalte Petersen kan altså blive næste danske islæt.
FCH-keeperen var med fra start, da IL Hødd i går spillede træningskamp mod Brattvåg IL, et opgør gæsterne vandt 2-0.
Hjalte Petersen forlængede sidste sommer sin kontrakt med FC Helsingør til sommeren 2026 og startede sæsonen som førstevalg. Efter 0-4 premierenederlaget til Skive blev han imidlertid vraget og fandt i løbet af efteråret sig selv som tredjevalg efter Maksymilian Boruc og Mikkel Markdal.
– Det er ærgerligt, og jeg synes ikke, jeg har fortjent det, men det er vilkårene, og derfor må jeg se, om jeg kan finde spilletid et andet sted. Ellers bliver jeg og kæmper min chance. Hvis jeg skal have min karriere i gang for alvor, skal jeg have spilletid, og derfor har jeg bedt mit bagland om at undersøge, om der er mulighed for mere spilletid andre steder, sagde Hjalte Petersen før jul til Helsingør Dagblad.
Hjalte Petersen spillede i Helsingør IF, indtil han var 12 år gammel, hvorefter han skiftede til FC Nordsjælland. Han er født og opvokset i Helsingør, og da han som 17-årig vendte tilbage til Helsingør, var det for at blive en del af FCHs talentakademi.
Han blev forfremmet fra U19 til seniorholdet tilbage i sommeren 2021 og har siden kæmpet i skyggen af en god håndfuld målmænd der kom til klubben udefra.
Kevin Stuhr Ellegaard, tyske Sebastian Mielitz, hollandske Stan Van Bladeren, ivorianske Sayouba Mandé, Frederik Ibsen, Kasper Kristensen og spanske Ander Iruarrizaga måtte alle slås for at holde pladsen foran FCH-keeperen. Fire sæsoner hvor Hjalte Petersen først i 2024/25-sæson reelt kunne siges, at have vundet duellen og kalde sig førstevalg på posten.
Transfervinduet i Danmark lukker 2. februar, men det norske vindue lukker først 31. marts og klubberne dér kan altså forstærke sig helt frem til denne dato.
Hjalte Petersen har spillet 42 førsteholdskampe for FC Helsingør.