
FC Helsingørs 18-årige stjernefrø Hjalte Lærke er blevet solgt til den italienske Serie A klub US Lecce.
Lærke sad på tribunen under gårsdagens 5-0 sejr over Brønshøj, da han “plejede en småskavank”. Nu viser det sig at der nok var en anden årsag …
Transfersummen er ikke offentliggjort, men salget må under alle omstændigheder betragtes som et af de største i FC Helsingørs historie. En cadeau, ikke kun til spilleren selv, men også det talentarbejde der har været udført både i akademiet og efter hans debut på divisionsholdet for kun 11 måneder siden.
Kæmpe sæson banede vejen
Den offensive midtbanespiller debuterede med en scoring den 2. august 2024 mod Nykøbing FC og trods sine kun 17 år blev han med det samme fast mand på holdkortet. Dermed blev det til 28 kampe, 6 mål og 5 assists for FCH i den forgangne sæson, hvor han endda også nåede at optræde 3 kampe og score 2 mål i U19 Divisionen.
At FCH hurtigt havde fornemmet potentialet for den unge mand blev understreget da klubben den 28. august kunne fortælle, at kontrakten med Lærke var forlænget til sommeren 2027. Formentlig en ganske lukrativ 2. divisionskontrakt for en så ung spiller, men det har FCH-ledelsen givetvis ikke fortrudt på noget tidspunkt. Han har længe været klubbens mest ombejlede spiller.
Hjalte Lærke satte gymnasiet på pause efter 1.g og satsede alt på fodbold. Bare en måned efter kronede han et forrygende efterår, da U18-landstræner Morten Eskesen udtog ham til truppen, der midt i oktober skulle møder Marokko i to venskabsskampe i det nordafrikanske land. Det var første landsholdsudtagelse for den 17-årige FCH-spiller, der siden har nået 7 kampe i nationaldragten.

Noget af en lynkarriere for Hjalte Lærke der kom til FCH i sommeren 2023 fra Frederiksbergklubben FA 2000. Dengang havde ikke mange hørt om midtbanespilleren, der i november samme år kunne skrive sin første ungdomskontrakt med FC Helsingør.
– Jeg er meget glad! Da jeg fandt ud af, at klubben ville skrive kontrakt, må jeg indrømme, at jeg havde svært ved at sove de første nætter. Jeg var nu endnu tættere på drømmen om at blive professionel fodboldspiller. Det er ubeskriveligt, selvom jeg godt ved, at det forhåbentlig kun er første skridt på vejen, lød det fra Lærke for mindre end to år siden…..
Hjalte Laerke – den italienske mezzala
At Hjalte Lærke nu kan bosætte sig i støvlelandet er måske ikke helt tilfældigt. Allerede i foråret 2024 var der bud efter ham fra Empoli, hvor han tilbragte en uge på deres akademi. Nu er springet så taget fuldt ud for Lærke, der meget passende rykker helt ned til Lecce i hælen af den italienske støvle.
Han er i første omgang udset til at spille på klubbens U19-hold, i Campionato Primavera, der har forstærket sig mærkbart hen over sommeren. For få dage siden hentede man stortalentet Divine Onyemachi i West Bromwich Albion og nu altså Hjalte Lærke, der er blevet præsenteret som den nye mezzala – italienernes centrale midtbanespiller, der bevæger sig ud i kanterne og bidrager offensivt.
Hvor meget italienerne har måtte betale for Lærkes signatur er – som ofte før – ikke blevet offentliggjort. Men tilbage i januar 2025 skrev Tipsbladet, at AC Horsens havde sendt et bud på knap 2 mio. kroner for den da 17-årige kantspiller, som også AGF og FC Nordsjælland ifølge mediet skulle have været lune på. Så mon ikke at prisen ihvertfald har afspejlet den tidligere interesse samt at han havde to år tilbage af kontrakten med FC Helsingør.
Et spændende skifte for den venstrebenede offensivspiller, der nu skal forsøge at spille sig op i Serie A truppen hos Unione Sportiva Lecce. En stor mundfuld for Hjalte Lærke, der fyldte 18 for bare et par måneder siden. Men han har i FC Helsingør vist hvor langt man kan komme med hårdt arbejde og troen på egne evner. Nu er det så tid at skrive næste kapitel…..