Helsingørs fanklub kan godt begynde at trække i arbejdstøjet og finde spraydåserne frem. Om mindre end 6 måneder skal nye bannere og slagsange være klar. Efter sommerferien har deres yndlinge for sidste gang trukket en Helsingør IF trøje over hovedet, og så overtager Elite 3000 Fodbold scenen i sundbyen.
På et møde sent torsdag aften, gav en enig bestyrelse i Helsingør IF, det endelig tilsagn til at klubben vil indgå i den kommende overbygning. Nu kan kun klubbens medlemmer spænde ben for Nordsjællands første fodboldkonstruktion af den art, når stemmesedlerne tælles op på den ekstraordinære generalforsamling 24. februar:
– Vi har ikke fantasi til at forestille os, at det bliver stemt ned. Hele bestyrelsen står bag, og vi har sikret HIF-Fodbold så godt som det er muligt. Ved at eliteholdene overføres til Elite 3000, får fodbolden i Helsingør væsentlig bedre betingelser. Og i HIF kan vi i endnu højere grad bruge kræfterne på vores ungdomsafdeling, fortæller Henrik Skjold Hansen. Han er nu den eneste i klubben der må udtale sig til pressen om sagen, mens de øvrige bestyrelsesmedlemmer har fået mundkurv på.
Henrik Skjold Hansen understreger at spillerne fortsat er tilknyttet deres moderklubber, og at de således kan spille på klubbens serie 1 mandskab, hvis de ikke udtages til overbygningens mandskab i danmarksserien. Samme princip gælder også for klubbens ungdomsspillere, hvor Helsingør har valgt at afgive både sit juniorhold i 1.division og ynglingene i 3.division.
Med bestyrelsens endelige beslutning har man fået travlt i det nordsjællandske. Alle dokumenter skal være DBU i hænde senest den 1. marts, blot fem dage efter generalforsamlingen:
– Ja, der arbejdes hurtigt nu. Vi har nedsat en lille arbejdsgruppe, der sammen med Elite 3000 skal finkæmme oplægget. Det er vigtigt, at vi kan besvare alle de spørgsmål der bliver rejst undervejs, fortæller Skjold Hansen.
Han tilføjer at Helsingør ikke får mere indflydelse i den kommende overbygning end de andre parter i projektet. Men at man vil blive repræsenteret i bestyrelsen, således som det også lægges op til de øvrige deltagende klubber. Den nye klubs navn har Helsingør heller ingen indflydelse på:
– Jeg kan vel godt sige, at vi ikke ligefrem er begejstrede for navnet Elite 3000 Fodbold. Det er ikke så mundret, men der er også politiske og sponsormæssige hensyn at tage, så det har ikke været et afgørende punkt for vores deltagelse.
Fanklub bakker op
Også fra Helsingørs fanklub kan Elite 3000 Fodbold regne med fuld opbakning. HIF-Fodboldfans har stået last og brast med deres helte siden 1988, men de er klar til de nye tider, siger formand Mogens Olufsen.
– Det er den rigtige idé, og så længe fodbolden bliver i Helsingør, så bakker vi op. Vi ser det som en god mulighed for at få byens hold højere op i rækkerne, og så er det sådan set ligegyldigt hvad de hedder. Nu må vi se at få lavet nogle nye slangsange, men det bliver ikke så let. Hvad rimer på 3000 ?, griner formanden, og foreslår at det lokale bryggeri sponserer en kasse Wiibroe for at øge kreativiteten blandt fanklubbens poeter.