Det er muligt, at der er tunge ben i FC Helsingør-lejren, når Christian Lønstrups tropper efter en uges træning og testkamp lørdag mod FC Roskilde, løber på banen tirsdag mod Nottingham Forest. Men det er givetvis intet i forhold til de engelske spillere, der mod FCH afrunder en uges hård træningslejr i Sverige.
Englænderne tog afsted søndag og det er ikke en fornøjelsestur, der er planlagt.
– Vi forventer en uge i helvede, lød det fra nytilkomne Matt Mills fra Bolton, om programmet for pre-season turen.
Manager Dougie Freedman har dikteret tre daglige træningspas, oveni de tre træningskampe der er planlagt mod OB, Mjällby IF og FC Helsingør.
Meget tyder dog på, at det måske kan blive en hel sæson i helvede for Championship-klubben, der er én af tre klubber i den næstbedste række, der er ramt af ligaens financielle fairplay embargo. Financial Fairplay (FFP) skal forsøge at få de engelske klubber til at bringe indtægter og udgifter i en rimelig balance og det har man mildt sagt ikke haft succes med i Robin Hood byen.
Forest har for få måneder siden fremlagt resultatet for sæsonen 2013/14, med et svimlende underskud på omkring 230 mio kroner. Et resultat der er endnu værre end året forinden og langt over de godt 80 mio kroner det tillades af have i underskud efter FFP-reglerne. Dermed er klubbens samlede gæld nu oppe på over 500 mio kroner og den eksisterer reelt kun på ejeren Fawaz Al-Hasawi’s nåde.
FFP-embargoen betyder, at Nottingham Forest ikke længere må købe spillere, men er henvist til at hente forstærkninger på frie transfers eller lån. Der er også indsat et lønloft på nye spillere, men endnu værre er det, at der også er begrænsninger på størrelsen af manager Dougie Freedmans trup.
Indtil klubben får styr på økonomien, hvilket der ikke er nogle tegn på vil ske i indeværende sæson, må klubben kun have en trup på maksimalt 24 etablerede spillere. En etableret spiller er over 21 år og har spillet mindst fem kampe for klubben. Det betyder med andre ord, at skal der forstærkninger ind, så skal der etablerede spillere ud. Ikke kun ud af truppen, men helt ud af klubben.
Det fik den algeriske wing Djamel Abdoun og den polske midtbanespiller Radi Majewski at føle før afgangen til Sverige, idet begge spillere blev efterladt hjemme i Nottingham. I stedet blev der plads til de to unge talenter Jorge Grant og Roger Riera, der ikke fylder i 24-spillers kvoten, og dermed skaber mulighed for at Freedman kan hente rutinerede forstærkninger inden sæsonstart.
Det kunne være de to prøvespillere Nicky Maynard og Paul Taylor, der begge er med i Sverige og som givetvis kommer i aktion i næste uge i FC Helsingørs 10 års jubilæumskamp på Helsingør Stadion.