
Da Christian Kudsk nettede samtlige 4 mål i sæsonpremieren mod FC Helsingør, var det ikke uventet Skive-anførerens personlige rekord. Men FCH har faktisk lagt målnet til dét der var værre. Vi tog et dybt dyk i historiebøgerne …..
At score fire mål i samme kamp er i sig selv en enestående bedrift. Men at score fire mål mod FC Helsingør …? Indrømmet, det lå ikke lige forrest i hukommelsen, om det nogensinde er sket tidligere.
Men det ER det, én gang. Og vi skal godt 17 år tilbage i tiden og rippe op i en kamp, som ellers er parkeret helt inde på bageste hylde i arkivskabet.
Vi skal tilbage til foråret 2008 hvor Elite 3000, i den første sæson oppe i Danmarksserien, tog i mod Køge Boldklub. Vel og mærke gæsternes 2. hold, for Køges bedste mandskab spillede i 1. division. Det blev et sandt mareridt for de lyseblå, der efter et par gevaldige forsvarsbommerter, blev kørt rundt i manegen.
Især én spiller boltrede sig, nemlig Køges 30-årige spydspids Anders Jørgensen. Men sin hurtighed, næse for mål og fremragende arbejde af fløjene, lagde han nærmest bolden i mål efter behag.
Hele fem scoringer blev det til for den tidligere Superliga-spiller fra Herfølge, om hvem det på hjemegnen forlød, at han sjældent gik fra banen ud at have scoret mindst én gang.
“Kongen fra Strøby”, som han så ydmygt blev tituleret på Stevns, blev – heldigvis, fristes man til at skrive – udskiftet midt i anden halvleg og det lagde en dæmper på “festlighederne”.
Men Elite 3000 tabte forsmædelige 0-9, klubbens til dato største nederlag.
– Det er aldrig sjovt at løbe ind i et rekord-nederlag på hjemmebane og jeg er rent ud sagt pinligt berørt. Det eneste, vi kan glæde os over i dag, er at der på onsdag er endnu en kamp, sagde Elite 3000-træner Lars Dalsborg efter blamagen.
Elite 3000 Fodbold – Køge Boldklub (II)
0-9 (0-5). Tilskuere: 243
0-1 Anders Jørgensen (5)
0-2 Mark Jørming (9)
0-3 Anders Jørgensen (25)
0-4 Anders Jørgensen (35)
0-5 Anders Jørgensen (43)
0-6 Anders Jørgensen (55)
0-7 David Zimmermann (86)
0-8 Morten Nielsen (87)
0-9 David Zimmermann (90)
Udvisning: Abel Raimirez (58)
Elite 3000 (4-4-2): Kristoffer Nilsson – Paw Bendixen, Hulusi Dolar, Jeppe Christiansen (Anf), Ronni Andersen – Mikkel Vindahl Nielsen, Dennis Borup, Michael Gorm Nielsen, Abel Ramirez – Jonas Rohrberg, Dario Grahovac (64.: Casper Mørk).
Ikke benyttet: Marc Kraft og Anders Henriksen.
Cheftræner: Lars Dalsborg