FCH indkalder til ordinær generalforsamling

Klubbens fremtidige strategi vil blive præsenteret

FC Helsingør indkalder til ordinær generalforsamling på Helsingør Stadion forud for sæsonpremieren. Foto: Claus Birch.

FC Helsingør A/S har i dag indkaldt til ordinær generalforsamling, hvor årsregnskabet vil blive præsenteret for klubbens aktionærer.

I et opslag på klubbens hjemmeside indkaldes til generalforsamlingen, der finder sted på Helsingør Stadion i loungen på 1. sal, fredag den 1. august 2025 kl. 13. Det er altså nogle timer før sæsonpremieren mod Skive IK.

Det fremgår at dagsordenen blandt andet vil indeholde fremlæggelse og godkendelse af årsregnskabet, valg af ny bestyrelse samt gennemgang af klubbens fremtidige strategi.

Klubbens årsregnskab har været længe undervejs, idet perioden følger kalenderåret og retteligt burde være indsendt senest 6 måneder senere, altså med udgangen af juni.

Man må formode at de overvejelser der har været omkring ejerforholdet, der også gav problemer i forhold til kontrakttilladelsen, er en af årsagerne til det forsinkede regnskab. Netop tilladelsen til at tegne kontrakter fik klubben tilbage i dag.

FC Helsingør A/S omlagde deres regnskabsår i 2023, hvilket betød at det senest indleverede regnskab kun dækkede en seks måneders periode fra 1. juli 2023 til 31. december 2023. Et regnskab der gav et underskud på godt 6 mio kroner. Det kommende regnskab vil være det første under det spanske ejerskab.

I forhold til valget af ny bestyrelse er det værd at bemærke, at den i dag ifølge CVR-registret kun tæller tre personer, nemlig direktør Ion Bilbao, Joel Borràs samt Mick Fiksak Christensen.

Joel Borràs er præsident i Never Say Never og en af medstifterne sammen med Andrés Iniesta, mens Mick Ficksak også har rollen som holdleder på FCHs divisionshold.

Alle klubbens aktionærer er velkomne, men der kræves tilmelding forinden.