FCH henter ny direktør i Næstved Boldklub

Forstærker klubbens daglige drift

COO Peter Nielsen og CEO Ion Bilbao. Foto. FC Helsingør

FC Helsingør præsenterede i dag en af de mere sjældne forstærkninger af “holdet”, i skikkelse af Peter Nielsen fra Næstved Boldklub. Den erfarne klubleder tiltræder øjeblikkeligt i rollen som COO og dermed daglig leder i klubben.

FCHs administrende direktør Ion Bilbao har ved flere lejligheder, udtrykt ønske om at forstærke klubbens lokale profil. I dag blev der lagt vægt bag ordene, med ansættelsen af Peter Nielsen, der kommer fra en lignende stilling i Næstved Boldklub.

Det er sjældent man kan betegne en af FC Helsingørs spillerhandler som en decideret “bombe”, men vi er tæt på at ramme denne kategori, når det gælder Peter Nielsens ansættelse.

Den 45-årige fodboldleder har om nogen været personificeret med Næstved Boldklub, hvor han har været direktør siden sommeren 2019 og salgschef de foregående fem år. Faktisk er han nærmest født ind i den sydsjællandske klub, hvor han selv har spillet på førsteholdet fra 1998 – 2006. Også hans far – landsholdsspilleren Benny Nielsen (ikke ham fra AB) – er lidt af en legende hos De Grønne.

Han meddelte sin afsked i Næstved BK tilbage i juni, men at han skulle starte en ny karriere i FC Helsingør, må alligevel siges at være overraskende.
– For mig var det af mange årsager, tid til at prøve noget nyt, og det passede bare virkeligt godt med muligheden i FC Helsingør, siger Peter Nielsen til Helsingør Dagblad.

Rollen som COO betyder at Peter Nielsen kommer til at lede den daglige drift af klubben, herunder også sponsorarbejdet, kontrakthåndtering m.m. Den sportslige del får han ingen indflydelse på.

Ansættelsen af Peter Nielsen betyder at Ion Bilbao kan fokusere på mere strategiske beslutninger og givetvis bliver knap så presset ved at skulle pendle fra bopælen i Barcelona til Helsingør hver uge.