Det bliver den målfarlige Daniel “Elly” Pedersen, der skal udfylde tomrummet efter FC Helsingørs efterårs-topscorer André Riel. FCH skrev i dag en 2-årig kontrakt med den populære Frem-angriber, der i flere år har været i sundbyens søgelys.
Daniel “Elly” Pedersen havde kontrakt med Boldklubben Frem indtil sommerferien 2016, men er angiveligt blevet købt fri af FC Helsingør for et beløb omkring 30.000 kroner. En overgangssum som Valby-klubbens næstformand Per Jakobsen delvist bekræfter.
– Det er i hvert fald ikke helt skævt, siger Per Jakobsen til Valby Bladet.
Med 42 mål i 71 kampe for Boldklubben Frem har 26-årige Daniel “Elly” Pedersen demonstreret målnæse over flere sæsoner og det var da også en meget tilfreds direktør Janus Kyhl, der kunne færdiggøre aftalen med angriberen.
– Det er en spiller vi har fulgt længe og tidligere har prøvet at få til klubben. Vi har haft en dialog med “Elly” igennem efteråret og naturligvis også med Boldklubben Frem. Det er en spiller, der kan gøre andre spillere gode, bruges både på spids og på kanten, har gode offensive kvaliteter, speed og en god teknik, siger Kyhl til FCHTV.
Efter to et halvt år i Boldklubben Frem, stod skiftet til FC Helsingør også højt på målrævens egen ønskeliste.
– Det var dejligt, at skiftet endeligt er faldet på plads. Det var her, jeg helst ville til, og deres spillestil har tiltalt mig meget. Der er så mange klubber, som snakker om, at de gerne vil spille god fodbold, men her har jeg med egne øjne set, at de spiller god fodbold, så det har haft stor indflydelse på mit valg. Derudover har Helsingør et fedt trænerteam, som jeg tror er gode til at håndtere lidt skæve personligheder. Det tror jeg er meget godt for mig, siger han til bold.dk.
Daniel “Elly” Pedersen kom igennem ungdomsafdelingen i HIK, hvor han også fik sin divisionsdebut. Siden har han optrådt for AB, Næstved Boldklub og HIK igen, inden han i sommeren 2013 tog til Boldklubben Frem.
Angriberen har flere gange været i udenlandske klubbers søgelys, senest i juli 2015, hvor han trænede og spillede prøvekampe for MVV Maastricht i den næstbedste hollandske række.
Daniel “Elly” Pedersen har fået trøje nummer 9 i FC Helsingør.