FC Nordsjælland – FC Helsingør 0-1

Træningskamp, 20. januar 2017 i Farum Park

Mads Aaquist i kamp med Divine Naah i den intensive træningskamp mellem FC Nordsjælland og FC Helsingør i Farum Park. Foto: Claus Birch

For et år siden måtte FC Helsingør luske ud af Farum Park med en syngende lussing på 0-4, da de to klubber for første gang prøvede kræfter i en træningskamp. I dag var scenen så sat samme sted, men denne gang slap de lyseblå helt anderledes flot fra styrkeprøven mod superliganaboerne.

På en scoring efter bare seks minutter af Vito Hammershøy-Mistrati kunne FC Helsingør tage hjem med en 1-0 sejr og en god portion selvtillid – som der sikkert bliver brug for, inden næste lørdags opgør mod de svenske mestre fra Malmö FF.

Mathias Johannsen gjorde det glimrende i sin første optræden i lyseblå på venstre back. Foto: Claus Birch

Med til historien hører naturligvis også, at FC Nordsjælland var uden Andreas Maxsø, Pascal Gregor, Emiliano Marcondes og Marcus Ingvartsen, der alle er med Danmarks U21 landshold i Dubai samt målmand Peter Vindahl Jensen, der er med U19 landsholdet på Cypern. Det skal tog ikke slå skår i glæden over et fremragende resultat og en stærk indsats.

Bortset fra prøvespilleren Mathias “Malte” Johannsen på venstre back havde Christian Lønstrup valgt lutter kendte ansigter i startelleveren. Noget overraskende indebar det også, at Mathias Gehrt var trukket i den lyseblå trøje og gav forhåbninger om at den stærke midtbanespiller er tæt på at forlænge den kontrakt der udløb ved årsskiftet.

Vito Hammershøy-Mistrati – her i duel med Viktor Tranberg – blev matchvinder for FCH i Farum Park. Foto: Claus Birch

Der var bare spillet 6 minutter da FCH bragte sig foran. Mathias Johannsen brød igennem i venstre side og hans aflevering hoppede André Riel over. Det gav muligheden til Vito Hammershøy-Mistrati, der klogt placerede bolden uden for rækkevidde af FC Nordsjællands keeper Indy Groothuizen.

Ikke overraskende var det superligaklubben der satte sig på spillet i store dele af første halvleg, men FC Nordsjælland havde svært ved at tilspille sig chancer mod et kompakt FCH-defensiv. Tættest på var Mathias Rasmussen efter 39 minutter, men Aris Vaporakis reddede i stor stil og riposten fik Patrick Mtiliga ikke ram på.

FCH kunne dog også lege med og Groothuizen måtte i aktion efter en fin dribletur af Mads Aaquist.

Aris Vaporakis var flyvende i de første 45 minutter han fik mod FC Nordsjælland. Foto: Claus Birch

Mens hjemmeholdet skiftede fire mand i pausen, var FCHs eneste ændring at Steffen Petersen afløste Aris Vaporakis i målet. Til gengæld præsenterede Christian Lønstrup en masseudskiftning efter 12 minutter i anden halvleg, hvor ikke færre end 9 spillere blev skiftet, og senere kom så de to sidste – Oliver Fihl og Rasmus Gasberg også på banen.

FC Nordsjælland fortsatte med at svinge taktstokken i de sidste 45 minutter og blev også mere nærgående. Souheib Dhaflaoui, der spillede i FC Helsingør i efteråret, var et livligt indhop for FCN og forsøgte ved flere lejligheder at komme på skudhold. Det lykkedes bedre for Godsway Donyoh, men hans afslutning endte i sidenettet.

I modsatte ende var Mads Aaquist igennem på en friløber, men måtte se indskiftede Alex Runarsson i hjemmeholdets mål redde i fin stil.

Steffen Petersen spillede sig ind i varmen og tættere på en FCH-kontrakt med flere store redninger i anden halvleg. Foto: Claus Birch

Mod slutningen brændte det for alvor på hos de lyseblå, men Steffen Petersen viste klasse da han fik vippet Mathias Rasmussens afslutning udenom stolpen ti minutter før tid.

Efter opgøret var Christian Lønstrup godt tilfreds med det han havde set.
– Det var en svær kamp og en kamp hvor jeg skulle se alle mine spillere. Når man møder sådan et hold, kan man godt være bange for, at få en ordentlig røvfuld. For man ved godt, at vi ikke kommer til at have bolden lige så meget som vi plejer.

– Jeg synes vi spiller en god forsvarskamp og synes ikke, at vi er blevet spillet ud af brættet i dag. Vi prøver at diktere spillet og får skabt nogle svære situationer for spillerne, så de bliver pressede. Det får vi meget mere ud af, end at spille mod et mindre godt hold, fastslog Lønstrup

Træningskamp
Fredag d. 20. januar 2017, kl. 14 i Farum Park

FC Nordsjælland – FC Helsingør
0-1 (0-1). Tilskuere: 150
0-1 Vito Hammershøy-Mistrati (6)

FC Nordsjælland (4-3-3): Indy Groothuizen – Patrick Mtiliga (Anf), Victor Tranberg, Abdul Mumin, Mads Pedersen – Divine Naah, Stanislav Lobotka, Mathias Rasmussen – Ernest Asante, Godsway Donyoh, Adnan Mohammad.
Reserver: Alex Runarsson (M), Victor Lorentzen, Benjamin Lund, Souheib Dhaflaoui, Victor Nelsson, Magnus Kofod Andersen, Martin Frese, Jakob Johansson.
Cheftræner: Kasper Hjulmand.

FC Helsingør (4-4-1-1): Aris Vaporakis – Ricki Olsen, Andreas Holm (Anf), Rasmus Minor Petersen, Mathias Johannsen – Mathias Gehrt, Morten Bertolt, Mikkel Fossum Basse, Mads Aaquist – Vito Hammershøy-Mistrati – André Riel.
Reserver: Steffen Petersen (M), Johannes Ritter, Anders Holst, Martin Koch, Matthias Andersen, Rasmus Gasberg, Alexander Fioretos, Martin Fisch, Morten Hegaard, Jonathan Nielsen, Tobias Christensen, Oliver Fihl.
Cheftræner: Christian Lønstrup.

Dommer: Casper Thorsøe