FC Helsingør – Vendsyssel FF 3-0

1. Division, 18. september 2020 på Helsingør Ny Stadion

FC Helsingør vandt den tredje kamp af ligeså mange mulige, da den forrygende sæsonåbning fortsatte med 3-0 over Vendsyssel FF. På endnu en magisk fredag aften, udbyggede FCH førstepladsen i 1. Division, på scoringer af Elijah Just, Jeppe Kjær og Anders Holst.

Der var genvalg til hele startelleveren efter midtugesejren i Hvidovre og cheftræner Morten Eskesen havde tillige en stærk bænk at supplere med. Helt så heldig var hans kollega Lasse Stensgaard ikke. Nordjyderne var hårdt ramt af skader og mødte op med kun fire markspillere på reservekortet. Inden kampen måtte gæsterne så tilmed se dommer Mostafa Seyfi underkende deres lyserøde spilledragter og de måtte derfor stille op i sorte træningstrøjer, med numre lavet af tape.

Efter en føler-hinanden-på-tænderne-start, var det FCH der tog kommandoen i kampen. Frontduo’en Jeppe Kjær og Sebastian Czajkowski voldte masser af kvaler og en uhyre veloplagt Elijah Just drev rundt med gæsterne.

Trioen leverede også det første mål, da Jeppe Kjær trak ned i højre side og lagde en høj bold midt for mål. Her fik Czajkowski generet VFF-keeper Kevin Ray Mendoza så meget, at han kun fik stødt bolden ned til Elijah Just. Liggende fik New Zealænderen skovlet bolden i mål i to forsøg.

Vendsyssel FF havde mere end svært ved at holde bolden i egne rækker og det gav overarbejde til målmand Mendoza. Han måtte endda stille op i en lånt målmandstrøje fra FC Helsingør, da heller ikke hans outfit fandt nåde for dommerens øje.

Bare fem minutter efter scoringen var Jeppe Kjær på pletten efter en aflevering fra venstre, men denne scoring blev underkendt for off-side.

Et brag af en første halvleg fra FCH, der blev klappet fra banen af det siddende Corona-regulerede publikum.

Elijah Just spillede en ny stor kamp, her overfor den tidligere FCH-kaptajn Søren Henriksen. Foto: Claus Birch.

Gæsterne fik lidt mere styr på sammenhængen efter pausen, hvor man forsøgte at trække FCH-spillet fra hinanden. Det gav dog ikke Vendsyssel nogle nævneværdige målchancer og kampbilledet vendte igen, da Morten Eskesen gjorde brug af sin bænk.

Ind kom Lucas Haren i højre side og på hans første aktion, sendte han Jeppe Kjær igennem i dybden. FCH-topscoreren svigtede ikke og fordoblede føringen med en afslutning i det lange hjørne.

Målet gav ro på hos FCH og det blev også til 3-0, da Haren igen var på spil. Han fik frispark midt for mål og dét hamrede Anders Holst i nettet, via en afretning. Men flot så det ud og stor var jublen hos Holst, der ser ud til at befinde sig bedre og bedre på den nye plads som højre back! Det var mål nummer 40 fra Holst i FCH-trøjen.

Der var mange stærke præstationer hos de lyseblå, men størst strålede venstre back Philip Rejnhold. Den ultrasolide signing fra FC Roskilde tog da også blomsterne med hjem, som Man-of-the-Match.

En solid defensiv, en uhyre målsøgende offensiv og et spil der begejstrede hjemmepublikummet. Det var en glad Morten Eskesen der rundede af overfor Helsingør Dagblad:
– Det er fuldstændig fantastisk at vi bygger videre på sådan en uge på den måde. Der er så mange gode præstationer. Vores angribere er drønfarlige, og vores forsvar lukker fuldstændig ned for et godt hold i en hel kamp. Jeg er meget tilfreds med den præstation, sagde Morten Eskesen til avisen.

Med sejren holdt FCH fast i førstepladsen i 1. Division, med 9 point for 3 kampe.

1. Division
Fredag d. 18. september 2020, kl. 19
Helsingør Ny Stadion

FC Helsingør – Vendsyssel FF
3-0 (1-0). Tilskuere: 720
1-0 Elijah Just (16)
2-0 Jeppe Kjær (63)
3-0 Anders Holst (79)
 
FC Helsingør (4-4-2): Kevin Stuhr Ellegaard – Anders Holst, Jonas Henriksen, Nikolaj Hansen (Anf), Philip Rejnhold – Elijah Just (72.: David Boysen), Frederik Juul Christensen, Daniel Norouzi, Carl Lange (62.: Lucas Haren) – Sebastian Czajkowski (91.: Oliver Kjærgaard), Jeppe Kjær (72.: Andreas Smed).
Ikke benyttet: Christoffer Petersen (M), Frederik Bay, Brandon Onkony. 
Cheftræner: Morten Eskesen
 
Vendsyssel FF (4-3-3): Kevin Ray Mendoza – Jeppe Svenningsen, Anders Bærtelsen, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen (Anf) – Tobias Christensen (79.: Jakob Hjorth), Zander Hyltoft, Jelle van der Heyden (79.: Lasse Steffensen) – Tiémoko Konaté, Ali Messaoud (84.: Martin Dong), Henri Järvelaid.
Ikke benyttet: Emil Kobberup (M), Tobias Damsgaard.
Cheftræner: Lasse Stensgaard
 
Advarsler (6): Jeppe Kjær (39), Nikolaj Hansen (51), Daniel Norouzi (54) og Sebastian Czajkowski (60), alle FCH. Henri Järvelaid (78) og Jeppe Svenningsen (81), begge VFF.
 
Dommer: Mostafa Seyfi