FC Helsingør – Skive IK 0-4

2. division, 1. august 2025 på Helsingør Stadion

Skive-målmand Nicolai Christensen dykker ned foran indskiftede Souheib Dhaflaoui. Foto: Claus Birch

Det var FC Helsingør der delte gaver ud, da klubben fejrede sin 20 års fødselsdag med et 0-4 nederlag i sæsonpremieren til Skive IK. En umådelig skidt start for FCH der virkede rystet af en tidlig Skive-scoring.

Det blev langt fra den sæsonstart FC Helsingør havde håbet på. Holdet kom sig aldrig over gæsternes chokåbning og selvom det var de lyseblå der i lange perioder havde fat i bolden, så lykkedes det aldrig at komme igennem Skives betondefensiv. Gæsterne var i kontrol og så havde de i anfører Christian Kudsk i dén grad en spiller der gjorde en forskel.

Han scorede ganske enkelt samtlige fire mål og demonstrede en sublim sparketeknik. Først på to frisparksmål som dommer Frederikke Lydia Søkjær aldrig burde have dømt, det tredje et drømmehug via underkanten af overliggeren og det sidste efter en fatal fejl af FCH-anfører Mikkel Knudsen.

FC Helsingør forsvaret så generelt skidt ud og målmand Hjalte Petersen må tage de to første mål på sin kappe. Han reagerede noget langsomt på den første Kudsk scoring efter bare to minutter og tyve sekunders spil og ved det andet frispark når hverken muren eller keeperen at komme på plads.

Man sad med en følelse af, at nok var Skive IK gode, men SÅ gode var de altså heller ikke. Der var masser af fine momenter i FC Helsingørs spil, men der manglede noget fantasi og efterhånden også en god portion selvtillid, for at true de gulblusede.

Cheftræner Lluís Planagumà gav debut til Elias Rørsted Christensen, Jonas Idris og Tobias Nielsen, der alle kom på banen i anden halvleg. Førstnævnte slap bedst fra premieren, med mange gode aktioner på højrekanten.

Desværre måtte FCH også udskifte højrebacken Nikolaj Bagger, der blev hjulpet fra banen efter et sammenstød med Skives Frederik Sloth. Det så ikke godt ud for den unge forsvarsspiller, der helst ikke skulle ende på den liste over langtidsskader der allerede tæller Frederik Karlsen og Tobias Elmelund.

FCH spiller igen allerede på tirsdag, når Superliga-nedrykkerne fra Lyngby Boldklub kommer på besøg i Oddset Pokalen.

Matchfacts
2. Division, fredag den 1. august 2025 kl. 19 på Helsingør Stadion
FC Helsingør – Skive IK
0-4 (0-2). Tilskuere: 562
0-1 Christian Kudsk (3)
0-2 Christian Kudsk (26)
0-3 Christian Kudsk (51)
0-4 Christian Kudsk (78)

FC Helsingør (4-1-2-3): Hjalte Petersen – Nikolaj Bagger (56.: Elias Rørsted Christensen♦), Mikkel Knudsen (Anf), Sebastian Slettegaard, Mathias Brems (79.: Souheib Dhaflaoui) – Dimitri Kassekar (67.: Jonas Idris♦), Ameth Diouf, Robert Marcus (56.: Tobias Nielsen♦) – Thomas Basbøll, Rasmus Dupont (56.: Rasmus Sjøholm), Tobias Augustinus-Jensen.
Ikke benyttet: Eliot Guindy (M), Oliver Drost.
Cheftræner: Lluís Planagumà
♦ Debut

Skive IK (5-3-2): Nicolai Christensen – Oliver Østergaard (79.: Viktor Hoff), Lasse Bak Laursen (83.: Malthe Bøndergaard) Mads Christiansen, Lukas Wagner, Frederik Warrer (79.: Andreas Knak) – Christian Kudsk (Anf) (79.: Rasmus Breiner), Zifarlino Nsoni, Oliver Amby – Gustav Callø, Frederik Sloth (74.: Mathias Nedergaard).
Ikke benyttet: Oliver Bjerregaard (M), Samuel Juel, Sebastian Madsen.
Cheftræner: Anders Jensen

Advarsler (6): Sebastian Slettegaard (19), Tobias Nielsen (57), Morten Mundus, assistenttræner (76) alle FCH. Zifarlino Nsoni (18), Frederik Sloth (53), Gustav Callø (72), alle SIK.

Dommer: Frederikke Lydia Søkjær