FC Helsingør sikrer sig Abdoulie Njai

Gennembrudsfarlig kantspiller købt fri i Kolding IF

Abdoulie Njai bydes velkommen til FC Helsingør af direktør Peter Nielsen: Foto: FC Helsingør

Som det var rygtedes i går, har FC Helsingør i dag præsenteret den 28-årige kantspiller Abdoulie Njai. Den rutinerede fløj er hentet i Kolding IF på en flerårig aftale og vil give FCH noget af den rutine og gennembrudsfarlighed der var savnet i efteråret.

Med tilgangen af Abdoulie Njai får FCH en særdeles rutineret spiller, der fra 2020 til 2023 var en kæmpe profil i Næstved Boldklub, hvor det blev til 18 mål og 21 assists i 88 kampe. Det åbnede tegnebogen hos Kolding IF, der sikrede sig den eksplosive kant med ordene:
– Vi får en spiller med en ufattelig stor power og løbekapacitet, som bliver krydret med målfarlighed og gennembrudsstyrke.

Abdoulie Njai har spillet ungdomsfodbold i Boldklubben Skjold, B.93 og HIK, inden han blev hentet til U19-mandskabet i Brøndby IF. Siden var han omkring B.1908 inden han via BK Frem og FC Roskilde endte i Næstved. I alt har han knap 200 divisionskampe på CV’et.

Det er næppe tilfældigt at Njai er endt i FC Helsingør, idet FCH-direktør Peter Nielsen kender ham fra Næstved-tiden.

– Det har været en topprioritet at få Njai tilknyttet FCH. Med Njai får vi en masse speed, power og hårdt arbejde og det giver os nogle flere offensive strenge at spille på. Vi har en stor opgave foran os i foråret – en opgave som vi har tænkt os at lykkes med. Den opgave står vi nu endnu bedret rustet til med tilgangen af Njai og hans store erfaring fra både 1. og 2. division, siger Peter Nielsen til klubbens hjemmeside.

Dansk-gambianske Njai skrev i januar 2024 en treårig kontrakt med Kolding IF, men den er han nu købt ud af, efter 42 kampe og 5 mål for klubben i NordicBetLigaen.
– Njai’s rolle er over det seneste år udviklet sig i en retning, som hverken har været tilfredsstillende for ham eller os, derfor har det været naturligt at kigge efter muligheder, hvor han igen kunne gå hen og blive en nøglespiller. Vi er glade for, at vi i fællesskab har fundet en god løsning, selvom vi kommer til at savne Njai som en energibombe både på og uden for banen, hvor han har haft en enorm menneskelig tilstedeværelse, siger Kolding IFs Head of Football Niklas Nürnberg på klubbens hjemmeside.

De to klubber har vanen tro ikke oplyst transfersummen, ligesom kontraktens længde beskrives som “flere sæsoner”, hvilket sandsynligvis er til sommeren 2028.

Abdoulie Njai har fået trøjenummer 7 i FC Helsingør og kan få de første minutter i den lyseblå trøje, når det i morgen gælder vinterens anden træningskamp, mod Brønshøj Boldklub i Tingbjerg Idrætspark. En kamp der oprindeligt var programsat til lørdag i Helsingør, men blev flyttet da FCH fik mulighed for en ugelang træningslejr på Cypern. Her venter yderligere to testkampe, mod PAE Chania fra den græske ferieø Kreta samt litauiske FK Banga Gargždai.