
FCH-skuden fik endnu fire skudhuller under vandlinjen, da formstærke Fremad Amager vandt midtugeopgøret på Helsingør Stadion. En kamp hvor gæsterne udnyttede et særdeles gavmildt forsvarsspil hos de lyseblå og sendte FCH endnu et skridt mod 3. division.
Cheftræner René Skovdahl sendte igen en uændret startellever på banen.
FCH indledte med aggresivt spil og højt pres på Fremad, der kom til Helsingør med fire sejre på stribe i bagagen.
Desværre havde FCH-forsvaret en aften der startede skidt – og endte i en mareridt.
Efter knap ti minutters spil lagde den tidligere FCH-spiller Christoffer Boateng en lang aflevering til Andrass Johansen. Færingen lå helt umarkeret i feltet og bragte sikkert gæsterne på 1-0.
I første omgang lykkedes det FCH at kæmpe sig tilbage i opgøret, da en tilbagelægning fra Jonas Lyshøj blev opfanget af Cheikh Ibra Diouf. Mohammad Hassan reddede, men Casper Holmelund loppede returbolden i mål til sin femte forårsscoring.
Herfra gik det ned ad bakke for FCH, der blev straffet i kontrafasen af et klogt spillende Fremad-hold.
Bare et par minutter efter havde gæsterne genetableret føringen, da den tidligere Brøndby-spiller Frederik Holst fra kanten af feltet scorede sit første mål i den blå trøje, mod et ganske ustuktureret FCH-forsvar.
Maksymilian Boruc i FCH-målet leverede flere flotte aktioner, men så ikke helt sagesløs ud, da Jonas Lyshøj i første halvlegs overtid gjorde pausestillingen til 3-1 i Fremads favør. Igen var arkitekten bag mål færøske Andrass Johansen, der uden konkurrence var kampens bedste spiller.
At FCH kæmper for at undgå nedrykning, var ikke til at se i de sidste 45 minutter, hvor Fremad øgede til 4-1 da Christoffer Boateng udnyttede et boldtab fra anfører Mikkel Knudsen.
Dermed var spændingen reelt forsvundet fra kampen, selvom Cheikh Ibra Diouf fik reduceret på et fladt indlæg fra Mathias Brems. Selvsamme Diouf fik muligheden for endnu et mål, fem minutter før tid, men formåede ikke at overliste Mohammad Hassan.
Ganske fortjent kunne gæsterne tage hjem med sejren og igen trække det længste strå i de to klubbers indbyrdes opgør. Måske en ekstra sød sejr for gæsternes cheftræner John Bredal samt Nikolaj Larsen, Christoffer Boateng og Cornelius Kilpatrick, der alle har en fortid i lyseblåt.
FCHs næste kamp er på søndag mod Skive IK. En kamp der definitivt kan sende FCH ned i 3. division.
FC Helsingør (4-4-2): Maksymilian Boruc – Mikkel Knudsen (Anf), Mads-Emil Langberg, Daniel Arrocha, Mathias Brems – Abdoulie Njai, Aksel Jørgensen (46.: Gustav Johansen), Frederik Winding, Tobias Augustinus-Jensen (85.: Sigurd Ulriksen) – Cheikh Ibra Diouf, Casper Holmelund (64.: Nikolaj Bagger).
Ikke benyttet: Hjalte Petersen (M), Sebastian Slettegaard, Frederik V. Kristensen, Tobias Nielsen, Noah Jakobsen.
Cheftræner: René Skovdahl
Fremad Amager (4-4-2): Mohammad Hassan – Jonas Lyshøj, Daniel Mortensen, Matti Olsen (Anf), Nikolaj Larsen – Christoffer Boateng, Frederik Holst (71.: Steven Bala), Markus Bay, Andrass Johansen (71. Cornelius Kilpatrick) – Amir Ayari (56.: Bertram Manniche), Andreas Bredahl (56.: Alexander Petræus).
Ikke benyttet: Victor Schönewolf (M), Magnus Gaunsbæk, Daniel A. Pedersen, Joseph Ssendyowa.
Cheftræner: John Bredal
Advarsler (1): Mads-Emil Langberg (15.), FCH.