FC Helsingør fortsatte den fine start på sæsonen, da oprykkerne fra Fremad Amager blev sendt hjem med et nederlag på 0-2. Bortset fra resultatet og et drømmemål af Vito Hammershøy-Mistrati, var der dog ikke meget at glæde sig over for hjemmeholdets tilskuere.
FCH overlod fra kampens start det meste af initiativet til gæsterne, der kontrollerede de første 45 minutter fuldstændigt. Amagerkanerne formåede dog ikke at spille sig igennem FCHs solide forsvarslinie og måtte notere de to største chancer på hovedstød. Hverken Martin Jensen eller Christian Groth Møller fik dog vinklet deres hovedstød helt præcist og så slap FCH med skrækken i de to prekære situationer.
Gennem hele første halvleg havde FCH ikke én eneste afslutning i retning af Fremad-keeper Alexander Horsebøg og 0-0 ved pausen virkede billigt sluppet for de lyseblå. Alligevel lykkedes det at gå i omklædningsrummet med en føring, da Vito Hammerhøy-Mistrati tog chancen fra godt 25 meters afstand. Som et projektil strøg bolden op i målhjørnet, og er en kandidat til årets mål, som bliver vanskelig at overgå.
At kalde det en kold spand vand i hovedet på John Faxe Jensens tropper vil være en underdrivelse og cheftræneren pegede bagefter selv på målet, som helt afgørende for kampens udvikling.
– Det er et drømmehug og sådan nogle mål er der jo ikke noget at gøre ved. Det ændrer kampen, at de får det mål. Rent mentalt er det hårdt for spillerne, der kommer ned til pausen og føler, at det er dem der skulle have være foran, lød det ærgerligt fra Fremad Amagers cheftræner.
Hans kollega Christian Lønstrup forsøgte heller ikke at skjule sin glæde over drømmemålet.
– Det var en frygtelig første halvleg og at vi er foran 1-0 ved pausen er et mirakel. Vi manglede kvalitet, stort set overalt på sidste tredjedel og efter tyve minutter kunne jeg da godt være i tvivl om, hvorvidt jeg havde valgt de rigtige til startelleve. Men de fik en røffel i pausen og jeg synes også, at vi kommer ud til anden halvleg og får dikteret spillet bedre.
Mens regnen stille faldt over Helsingør Stadion, fik FCH da også bedre og bedre fat. Philip Zinckernagel kom længere frem og Mads Aaquist blev sat bedre i scene i sin nye fremskudte rolle. Det gav imidlertid ikke de helt åbenlyse målchancer, som gæsterne stadig nåede at få skabt et par stykker af, i form af et skud på opstanderen og en afslutning som Nicholas Marfelt fik headet væk på stregen. Tættest på for FCH var André Riel på frispark og et akrobatisk saksesparksforsøg fra Anders Holst.
Det blev en kamp mod uret for Fremad Amager, der med deres høje pres og tiltagende tunge ben, blev mere og mere sårbare på omstillinger. I overtiden slap Vito Hammershøy-Mistrati således igennem, men keeper Alexander Horsebøg reddede fremragende. Det var dog et stakket frist, for i sidste minut af de tillagte fire minutter blev det 2-0. Philip Zinckernagel fik bolden på venstrekant og stak den i det helt rigtige øjeblik til Nicholas Marfelt. Venstrebacken var køligheden selv i duellen med gæsternes keeper og placerede bolden i nettet til sin første scoring i FCH-trøjen.
Mere blev det ikke til før dommer Jesper Nielsen blæste af og de lyseblå kunne se sig selv på 2. pladsen i 1. division. En placering som søndagens indsats dog ikke ligefrem understregede og som ihvertfald kræver en helt anden tilgang, når det torsdag aften gælder den svære TV-kamp på Vejle Stadion.
Søndag d. 7. august 2016, kl. 13:45 på Helsingør Stadion
FC Helsingør – Fremad Amager
2-0 (1-0). Tilskuere: 1.007
1-0 Vito Hammershøy-Mistrati (45+2)
2-0 Nicholas Marfelt (90+4)
FC Helsingør (4-4-1-1): Mikkel Bruhn – Mads Danekilde, Andreas Holm (Anf), Rasmus Minor Petersen, Nicholas Marfelt – Mads Aaquist, Vito Hammershøy-Mistrati, Mikkel Fossum Basse (76.: Morten Bertolt), Anders Holst – Philip Zinckernagel – André Riel (70.: Ricki Olsen).
Ikke benyttet: Daniel Jespersen (M), Oliver Fihl, Johannes Ritter, Lukas Svendsen, Alexander Fioretos.
Cheftræner: Christian Lønstrup
Fremad Amager (4-5-1): Alexander Horsebøg – Bárdur Jógvansson Hansen (81.: Rune Friis), Morten Rasmussen, Mike Mortensen, Christian Groth Møller – Olcay Senoglu, Heini Vatnsdal, Mohammed Abdalas (Anf) (73.: Andreas Granskov), Hakan Redzep, Martin Jensen (70.: Mathias Mejer Knudsen) – Nicolas Mortensen.
Ikke benyttet: Esben Madsen (M), Cem Vardar, Boris Saric, Lucas Simonsen.
Cheftræner: John Faxe Jensen
Advarsler: Philip Zinckernagel (80), Anders Holst (89), begge FC Helsingør. Hakan Redzep (45+2), Fremad Amager.
Dommer: Jesper Nielsen