
FC Helsingør måtte endnu engang gå målløse fra banen, da oprykkerne fra Brabrand IF kunne rejse tilbage til Århus med sæsonens første udebane point. Ikke færre end fire spillere debuterede for FCH, i en kamp hvor spillet kun i perioder hang sammen.
Med bare seks runder afviklet i 2. division, er der naturligvis fortsat mange point at spille om, inde rækken deles tidligt i april næste år. Men det er efterhånden ganske svært at tro på, at FCH kan løfte spillet op til at en top 6 placering.
Igen i dagens kamp var kvaliteten i perioder så ringe, at andre modstandere end Brabrand havde straffet FCH hårdere.
Med tre debutanter i startopstillingen er der naturligvis mange relationer der ikke sidder i skabet, men ikke mindst første halvleg blev en langgaber, præget af utrolig mange boldtab og dårlige beslutninger.
Når det er sagt, så var der også positive momenter at holde fast i. Den nye franske stopper Charles Divialle fik en fornem debut, hvor han kom i vejen for meget og viste stor styrke i hovedspillet. Meget fortjent, at han blev kåret til FCHs Man-of-the-Match.
Centralt var der masser af energi i Frederik V. Kristensen og på venstre kant spillede ligeledes debuterende Jagvir Singh også en fin første halvleg. Han var meget bevægelig og serverede nogle fine dødbolde, omend slutproduktet kunne have været bedre.
Mathias Brems var stærk i venstre og modsat havde Rasmus Sjøholm de klart største FCH-muligheder, ikke mindst en dobbeltchance efter 36 minutter.
FCH kom rigtig fint ud efter pausen og de første ti minutter var nok kampens bedste. Det gav dog ingen mål og istedet var gæsterne tæt på, da offsidefælden kiksede og Mathias Brems måtte sparke et lop fra Omar Jarju væk på selve målstregen.
Selvom FCH i lange perioder dominerede på bolden, lykkedes det aldrig at komme igennem en kompakt Brabrand-defensiv og afslutningerne udefra blev enten blokeret eller plukket af en påpasselig Henrik Lindhard i Brabrand-målet.
Den sidste halve time var der spilletid til nyankomne Noah Jakobsen og han var såmænd tæt på at få bolden med sig, på den allerførste berøring.
Mål fik vi dog ingen af og så kan man jo både ærgre sig og glæde sig over det første clean sheet i denne sæson. Det rykkede dog ikke ved placeringen i tabellen, hvor de lyseblå fortsat ligger næstsidst og på en nedrykningsplads.
FC Helsingør skal på langfart igen næste weekend, hvor det søndag gælder en tur til Hjørring og endnu et svært opgør mod Vendsyssel FF, der indtager en øjeblikkelig fjerdeplads i rækken.
Matchfacts
2. Division, søndag den 7. september 2025 kl. 13 på Helsingør Stadion
FC Helsingør – Brabrand IF
0-0. Tilskuere: 426
FC Helsingør (4-1-2-3): Maksymilian Boruc – Mathis Konradsen, Mikkel Knudsen (Anf) (75.: Sebastian Slettegaard), Charles Divialle♦, Mathias Brems – Dimitri Kassekar – Frederik V. Kristensen♦, Tobias Nielsen (64.: Ameth Diouf) – Rasmus Sjøholm (84.: Frederik Winding), Thomas Basbøll (64.: Noah Jakobsen♦), Jagvir Singh♦ (75.: Rasmus Dupont).
Ikke benyttet: Mikkel Markdal (M), Robert Marcus.
Cheftræner: Lluís Planagumà
♦ Debut
Brabrand IF (5-3-2): Henrik Lindhard – Lucas Møller (64.: Tobias Olesen), Rasmus Juul, Michael Pedersen (Anf), Alex Khalil, Marcus Bay (82.: Magnus Kjellerup) – Mikkel Frandsen, Mathias Laursen, Simon Vesterbæk (82.: Simon Schouby) – Nemo Thomsen (75.: Blend Istrefi), Omar Jarju (75.: John Frederiksen).
Ikke benyttet: Lucas Martin (M), Jonathan Christensen.
Cheftræner: Michele Demontis
Advarsler (4): Frederik V. Kristensen (62), Charles Divialle (69), begge FCH. Michael Pedersen (21), Rasmus Juul (97), begge Brabrand.
Dommer: Faruk Iriskic