FC Helsingør afviser colombiansk købsrygte

Never Say Never vil ikke sælge

Direktør Ion Bilbao og de spanske ejere har ingen intentioner om at skille sig af med FC Helsingør. Foto: Claus Birch

Rygter om at dén colombianske investorgruppe der for nylig opgav ejerskabet af Vendsyssel FF, skulle være på vej ind i FC Helsingør, afvises af klubbens spanske ejerkreds. Tværtimod slår Never Say Never fast, at de ikke har intentioner om at sælge deres ejerandele i FC Helsingør.

Selvom den colombianske rapper Blessd og hans investorer netop er blevet købt ud af Vendsyssel FF af lokale forretningsfolk, har de ikke opgivet drømmen om at eje en fodboldklub i Danmark. Det skriver Ligamanager.dk, der også kan løfte sløret for rygter om at det skulle være Ishøj IF og FC Helsingør der er på radaren.

Begge klubber afviser dog at have fået en officiel henvendelse.
– Vi har intet hørt fra de nævnte colombianere, og jeg kan bekræfte, at Never Say Never ingen som helst intentioner har om at sælge sine ejerandele i FC Helsingør, siger FCHs presseansvarlige Morten Stig Bork Jørgensen.

– Det bliver selvfølgelig et meget vanskeligt forår, og det kan ikke afvises, at det ender med nedrykning. Men det tager NSN med, har de for nylig endnu engang slået fast på en ekstraordinær generalforsamling, tilføjer han til ligamanager.dk.

På generalforsamlingen der blev afholdt den 10. december var et centralt punkt iøvrigt en forhøjelse af selskabskapitalen med cirka 5,1 mio DKK til ca. 20,7 mio DKK ved en konvertering af gæld, givetvis til de spanske ejere. Klubben har ikke selv orienteret om generalforsamlingen efterfølgende.