Det skulle have været FC Øresund, der stod på den anden side af midterlinien, men med naboernes afbud, kunne FCH i stedet teste formen mod et AB-hold bestående af divisionsreserver og en håndfuld af de bedste U19-spillere.
Givetvis ikke noget dårligt bytte for Christian Lønstrup og kompagni, og nok heller ikke for FC Øresund, hvor træner Mohamad El-Faour efter nedrykningen til Sjællandsserien har afblæst samtlige træningskampe, for at få nok træningsaftener for det spillerflugtsramte mandskab.
I stedet bød mandagen på et hyggeligt gensyn med den tidligere FCH-træner Benny Gall, der kunne give akademikernes næstbedste spillere en god workout på Helsingør Stadions flotte grønsvær.
Mest bemærkelsesværdigt i FC Helsingørs startopstilling var den 19-årige keeper Frederik Mehder, der sidste sæson spillede i Boldklubben Frem og senest har vist sig frem med succes i FIFPro Turneringen i Holland i sommerferien.
Mehders ankomst i FCH skyldes, at den fingerskadede reservekeeper Nichlas Macdonald nu er meldt ude for resten af efteråret og førstevalget Mikkel Bruhn døjer med lyskeproblemer.
– Vi har været nødt til at kigge os om efter en ny målmand, da det ikke er holdbart kun at satse på vores U19-keeper Christoffer Ringø, forklarede cheftræner Christian Lønstrup.
– Han gjorde det fremragende og jeg kan sagtens forestille mig, at vi laver en aftale med ham, lød det fra Lønstrup om målmanden, der havde mange gode indgreb i feltet.
Den første halve time af opgøret, var det dog mest i den modsatte ende at tingene skete. Martin Koch viste igen sin målnæse, da han efter en aflevering fra Ricki Olsen, køligt udplacerede AB’s målmand Aris Vaporakis.
Da var der blot spillet seks minutter og ti minutter senere øgede Ricki Olsen selv til 2-0. Efter et godt ryk ind i feltet, trak han uden om den tidligere FCK-keeper og scorede fra en ualmindelig spids vinkel.
Et par minutter senere drønede Kasper Enghardt bolden på træværket og Benny Gall måtte tale med store bogstaver til sine disciple, der var ved at blive splittet af hjemmeholdets højere tempo og fysik.
Pauseføringen på 2-0 til FC Helsingør var således klart i underkanten, selvom AB retfærdigvis fik bedre fat om spillet i de sidste ti minutter og Frederik Mehder havde et par gode indgreb og blokeringer.
Efter pausen blev der vanen tro skiftet flittigt på begge hold og det slap gæsterne bedst fra. Dermed fik indskiftede Christoffer Ringø lidt mere at se til mellem stængerne og FCH var decideret heldige, da Kristian Uth skød forbi i helt fri position ved bageste stolpe.
Det gjorde Emil Holten til gengæld ikke, da han midtvejs i halvlegen kastede sig frem og headede et indlæg fra højre i nettet. Tre minutter senere kunne – og skulle – AB-angriberen også have udlignet, men Christoffer Ringø kom ud og gjorde vinklen så lille, at Holten sendte bolden i sidenettet.
På FCH-holdet måtte Martin Junior Christensen desværre humpe ud med en lårskade kort efter pausen og det så ikke umiddelbart godt ud for den energiske højre back.
I stedet fik Lønstrup så mulighed for at kigge nærmere på 21-årige Mikkel Ketelsen fra BSV, der har fået to uger til at vise sig frem i FCH-trøjen. Det gjorde den tidligere ungdomsspiller i FCK ganske glimrende.
På afbudslisten til aftenens kamp var en småskadet Mikkel Bruhn, en sygdomsramt Andreas Holm samt de tre længerevarende skadede Jannik Zimling, Daniel Udsen og Nichlas Macdonald.
Næste træningskamp er på lørdag, hvor FCH møder B.93 på Østerbro.