Farvel til 8 spillere i sommerpausen

Jagt på spilletid afgørende for marginalspillere

Med Daniel “Elly” Pedersens skifte tilbage til Boldklubben Frem, har otte spillere nu sagt farvel i sommerpausen.

Kasper Enghardt var sommerens mest omtalte klubskifte, da superligaklubben Randers FC købte ham fri af kontrakten for et beløb, der ikke er offentliggjort, men betegnet som FCHs største salg nogensinde. Den unge anfører nåede 140 kampe og 9 mål i FCH-trøjen, siden han kom fra AB som udviklingsspiller i sommeren 2011.

FODBOLD: Hulusi Dolar (FC Helsingør) rives i trøjen af Mads Heidelbach Hansen (B.93) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og B.93 den 6. april 2015 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch
Hulusi Dolar (FC Helsingør) rives i trøjen af Mads Heidelbach Hansen (B.93) under kampen i 2. Division Øst mellem FC Helsingør og B.93 den 6. april 2015 på Helsingør Stadion. Foto: Claus Birch

For erfarne Hulusi Dolar har det først og fremmest handlet om at få mere spilletid og den er “Hulu” nok garanteret nu, med skiftet til Snekkersten IF. Dolar luftede i foråret muligheden for at vende tilbage til BSV, men den plan blev kuldkastet med Søllerød-klubbens konkurs og opløsning tidligt på sommeren. Hulusi Dolar spillede 70 kampe for FC Helsingør.

Det lå længe i kortene at Dia Raofat ikke længere kunne kombinere en erhvervskarriere med fodbold på FCH-niveau og han har derfor valgt at træde et trin ned af divisionsstigen og tørner nu ud for BK Frem i Valby Idrætspark. Raofat fik 29 kampe og scorede 4 gange for FC Helsingør, der hentede den rutinerede midtbanespiller i Avarta i foråret 2015.

For Christoffer Boateng har udsigten til begrænset spilletid været afgørende for skiftet til Brønshøj Boldklub og kantspilleren nåede dermed kun 11 kampe og en enkelt scoring for FCH. Han blev hentet i Lyngby Boldklub i august 2015 og fik en stor del af FCH-karrieren spoleret af en skade.

Unge Daniel Thorup lignede længe en fremtidens mand i FC Helsingør, men den tidligere FC Nordsjællandspiller formåede ikke at overbevise trænerstaben om sine kvaliteter. Han kom til FCH i sommeren 2015 hvor han nåede 5 kampe og fortsætter nu i Hvidovre IF i 2. division..

FOOTBALL: Paul Taylor (Nottingham Forest) in action with Jonas G. Hansen (FC Helsingør) during the pre-season match between FC Helsingør and Nottingham Forest at Helsingør Stadion on July 14, 2015 in Helsingør, Denmark. Photo: Claus Birch / ClausBirch.dk
Paul Taylor (Nottingham Forest) i kamp med Jonas G. Hansen (FC Helsingør) i træningskampen på Helsingør Stadion den 14. juli 2015. Foto: Claus Birch

Heller ikke midtbanespilleren Jonas G. Hansen har fået meget spilletid og søger nu videre. Den unge vestjyde kom fra Esbjerg fB via færøske TB fra Tvøroyri. Han har sommeren igennem forsøgt at spille sig til en aftale med Skive IK, men seneste melding er, at dét desværre ikke bliver til noget for den unge spiller. Jonas G. Hansen nåede 6 kampe og 1 mål for FCH.

Det blev kun til en enkelt kamp for angriberen Gustav Therkildsen, der i vinterpausen for et halvt år siden kom fra Lyngby Boldklub. Han fortsætter nu istedet karrieren i HIK i 2. division.

Sidste mand på afgangslisten er Daniel “Elly” Pedersen, hvis returkøb til Boldklubben Frem til annonceret i går. Trods meget spilletid til offensivspilleren faldt han ikke til i FC Helsingør og de to klubber fik derfor forhandlet en aftale i stand, selvom Elly endnu havde halvandet år tilbage af sin aftale i FC Helsingør. Han nåede 13 kampe og 1 mål i FC Helsingør-trøjen.