FA2000 har sikret sig Daniel Issa Amtrup

Forstærker 3. divisions oprykningskandidater

Daniel Issa Amtrup skal nu forsøge at spille FA2000 til oprykning fra 3. division.  Foto: Claus Birch

Forsvarsspilleren Daniel Issa Amtrup kom ikke til at gå ledig længe, efter bruddet med FC Helsingør i starten af januar. Den 19-årige tidligere OB-spiller har nu indgået en aftale med 3. divisionsklubben FA2000.

Efter bare et halvt år og 3 kampe på FC Helsingørs førstehold, var den centrale forsvarsspiller Daniel Issa Amtrup én af de spillere, der tidligt i vinterens transfervindue sagde farvel til FCH. Kontrakten blev ophævet et halvt år før udløb og det har FA2000, der netop nu indtager 2. pladsen i 3. division, så nydt godt af.

Amtrup er en af en god håndfuld nye navne, der skal forsøge at spille cheftræner Semere Hailes hold op i den tredjebedste række.

Daniel Issa Amtrup har en fortid på AC Amager akademiet, inden han blev hentet til OBs ungdomsafdeling på en treårig kontrakt. Efter afslutningen på U19-tilværelsen opnåede Issa Amtrup ikke en plads i fynboernes Superligatrup og tog derfor turen tilbage til Sjælland og en ét-årig kontrakt med FCH.

Det var desværre ikke det rigtige match for den unge spiller, der forhåbentlig nu kan få seniorkarrieren i gang for alvor på Frederiksberg.